Pinsens mysterium

Hvordan får vi Helligåndens kraft?Hvis vi kristne skal gøre en forskel i den verden, vi lever i, så er det afgørende, at vi har Helligåndens kraft. Uden den er vi ofte en parodi på ægte kristendom.Hvordan får vi så fat i Helligåndens kraft?
Det kan godt være, at vi – som nogle teologer mener – fik Helligånden, da vi blev døbt. Men virkeligheden tyder i hvert fald på, at Helligånden ikke har fået magten i os alle sammen – endnu.
Så derfor gælder det om, at vi indrømmer vores behov for (mere) åndsfylde og kraft. Og simpelthen inviterer Helligånden ind i vores liv. Dagligt.
Måske har vi brug for en medkristen, der vil lægge hænderne på os og bede Helligånden ind i vores liv. Ligesom Paulus gjorde, da de kristne i Efesos åbenbart manglede Helligånden. Og så begyndte de at profetere og tale i tunger.
Mange kristne fra ikke-karismatiske miljøer taler ikke i tunger, simpelthen fordi de aldrig har fået ordentlig undervisning om tungetale og andre nådegaver.

Så glem alt om de gamle opdelinger i folkekirke eller frikirke, lutherske, baptistiske eller pinsekristne.
Gå direkte til kilden og lad ikke traditioner, teologier eller negativ omtale af andre kristne hindre dig i at få del i alt det, som Gud har planlagt for os.
Det er ikke meningen, at nogen kristne skal leve uden Helligånden. Det fremgår klart af Ny Testamente. Jesus gav endda de bange disciple besked om, at de skulle vente på kraften. For når den kom, skulle de få kraft. Og forskellen var tydelig.
Nu fik de mod og tro. Og de fortalte om Jesus med overbevisende kraft, de profeterede og udførte mirakler i Jesu navn. Og det skabte forandring.
Det er, hvad vi har brug for i dag.
Lad os bede om en ny pinsetid for Danmark – og for hver enkelt af os.

Af redaktør Henri Nissen