Ånd er som luft – jeg kan ikke leve uden

Hans Boas er sognepræst i Lystrup
og Elev sogne ved Århus.
Jeg husker fra min skoletid, at nogle af pigerne i min klasse skrev på deres stilehæfter: ”Drenge er luft for mig! – men jeg kan ikke leve uden luft …”Der er en sjov dobbelthed i udtrykket: Luften kan vi ikke se – og de irriterende drenge kan pigerne nok godt have lyst til at ignorere. Men luften er jo livsnødvendig – og et eller andet sted vil pigerne nok alligevel gerne lære de der mystiske drenge bedre at kende.
Pinsedag handler om Helligånden. Og måske kunne man omskrive pigernes ord fra min skoletid og få noget andet betydningsfuldt ud af det: ”Ånd er luft for mig, men jeg kan ikke leve uden luft.” Luft er godt. Uden luft dør vi. Ånd er godt – uden Ånd dør troen, og kirken bliver en hul skal om noget, der var engang.
Sådan er de kristne afhængige af Ånden. Det er Guds Ånd, der skaber troen i os, så vi kan bekende, ja, jeg havde nær sagt: Så vi tør være bekendt, at det er Jesus, vi tror på.

Kirken står fast på det glade pinsebudskab

Jeg ved godt, at der er stærke politiske kræfter, der kæmper for, at troen skal være en meget privat sag, som vi sådan kan gå og putte med – og slet ikke tale om. Derfor skal der heller ikke findes symboler på troen i det offentlige rum. Nej. Væk med det dersens religionshurlumhej!
Men kirken står fast på det glade pinsebudskab, den er sat til at forkynde: Gud er dig nær med sin gode Helligånd! Og Gud taler ikke kun til lille dig i dit lille private rum, men til alle mennesker på alle tungemål, for at Guds kærlighed skal leve i mennesker.
Hvis vi skal forstå, hvad Ånd er for noget, så skal vi huske på, at tro ikke bare er at have de rigtige meninger. Tro er liv, ligesom ånd er liv. Og det er Guds Ånd, der skaber troens liv i os. Tro er at leve af Guds ord efter Guds vilje. Det vil sige at leve i kærlighed og sandhed. Gud, som selv er kærlighed, vil, at vi skal leve sammen i kærlighed. Og Jesus Kristus, Guds søn, er den, som elskede os og gav sig selv hen for os, for at vi skal høre sammen med ham.

Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de sad.
Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende.
Apostlenes Gerninger 2,1-2.

Pinsens store gave er, at Gud nu hænger sammen med os. Det er som to elskende, der omfavner hinanden, og hvor han ikke vil slippe hende. Efter pinse er der en inderlig samhørighed imellem Guds Ånd og mennesker. Gud bor altså ikke i huse bygget af sten, hvor gamle eller hvor fine de end er, men Gud bor i dem, som hører sammen med ham.
Guds Ånd er som en engel, der kommer fra himlen og lægger sine beskyttende vinger omkring os, for at vi må finde tro og glæde midt i en forvirret og utryg verden. Og Helligånden får troen til at folde sig ud i det liv, som du skal leve – ikke for dig selv og ikke for alt dit gods – men for dem, der har brug for dig. Helligånden får os til at tale sammen om det, som virkelig betyder noget.
”Alle har ret til et fedt køkken!” hedder det i en tv-reklame. Jo, måske … Men hvad der er langt vigtigere er dog, at alle har ret til at kende og tro på Kærligheds og Sandheds Ånd. Og i kærligheden er vi altid mere end os selv. I kærligheden rækker vi ud efter hinanden – og glemmer vort eget for en stund.
Pinsen handler også om, at troen i Åndens kraft bliver delt med andre. Det har aldrig været Guds mening, at vi skal gå og holde så godt et budskab for os selv og være private med troen. Nej, budskabet om Guds kærlighed skal fare af sted fra mund til mund som en løbeild. Se så bliver det rigtig pinse hos os!