Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Hej Suh
Jeg er en ung pige, som begyndte at få angst for ca. 3 år siden. Jeg har sidenhen fået professionel hjælp til det, og angsten er da også aftagende. Jeg har dog stadig det problem, at jeg nogle gange bliver virkelig bange for at blive sindssyg, sådan for alvor. Jeg har ikke snakket med nogen om det før, ikke engang med min tidligere terapeut det er som om, bare det at sige det højt er for skræmmende. Det undrer mig, for jeg har ikke som sådan anledning til at tro det, jeg har fx aldrig set syner eller hørt stemmer, men jeg ved, at nogen oplever det i forbindelse med angst, og det gør mig meget bange. Hvad nu hvis det sker for mig? Jeg ville ikke kunne udholde en tilværelse med hallucinationer og social isolering. Kan du forstå mig? Er der risiko for jeg bliver sindssyg? Hvad er dine tanker om det?
Mange hilsener L.
Kære L.
Det er ikke ualmindeligt, at man er bange for at miste forstanden eller dø, når man oplever angstanfald. Oplevelsen af, at man har mistet kontrollen over sin egen krop og psyke er meget ubehagelig og forstærker ofte angsten.
Men om man bliver sindssyg handler ikke nødvendigvis om, om det ligger i kortene – men om hvordan de fysiske og psykiske rammer omkring én er. Man har fx for år tilbage lavet forsøg med en række studerende i Sverige (tror jeg det var), hvor man lod dem ligge i en specielt designet boks, indeholdende specielt sammensat væske, der blokerede for alle sansemæssige stimuli – lyd, syn og berøring. Forsøgspersonerne fik adgang til både ilt, mad og drikke. Efter få dage oplevede alle ellers fuldstændig sunde og normale – dog, at de var ved at miste forstanden.
Teoretisk set kan du altså også godt risikere at blive sindssyg – ligesom alle andre – men det handler ikke om tilfældigheder, men om at tage sine egne advarselstegn alvorligt og at tage sine forholdsregler. Selvfølgelig har vi alle forskellig stress-tolerance, kan være forskelligt disponerede og har forskellige mængder af ressourcer – men i sidste ende handler det om, hvor godt vi passer på os selv, enten ved at ændre adfærd, ændre betingelser eller ved at få anden nødvendig hjælp udefra. Mit råd til dig er derfor, at du fortsat er opmærksom på dine egne signaler om overbelastning og angst og tager det alvorligt. Det har du gjort tidligere da du søgte professionel hjælp, og det er rigtig godt!
Jeg vil også helt klart opfordre dig til at snakke med andre om din angst for at blive sindssyg sandsynligheden for, at det faktisk sker er nemlig MINDRE, hvis du siger det højt til andre, som så måske kan hjælpe dig med at se mere nuanceret og mere realistisk på tingene. Nogle gange bliver vore bekymringer og forestillinger netop helt ufarlige når først vi får dem frem i lyset, fordi de angst-styrede logiske slutninger pludselig forsvinder.
Mind dig selv om, at du har en indflydelse på, hvordan du har det indeni – og det er HER dit fokus skal ligge, og ikke på en diffus frygt for angsten. Giv ikke angsten for meget plads/fokus, for jo mere du fokuserer på den, jo mere forstærkes den. Fyld i stedet dit sind og dine tanker med andet sundt og positivt indhold.
Hilsen Suh
Hej Suh
Jeg er 24 år, har været gift med min mand i 1 ½ år. Jeg har brug for at få vendt nogle ting, og det handler om, at min mand og jeg har nogle problemer i vores sex-liv. Som sådan går det meget godt med det, men min mand giver nogle gange udtryk for, at han gerne vil eksperimentere noget mere. Jeg har det meget svært med det, for jeg har nok en noget anden baggrund, end han har mht. til sådan noget. Jeg har som regel ikke lyst til, at det skal være alt for anderledes, og synes hurtigt, det kan blive forkert, men samtidig er jeg også ked af, hvis min mand synes mindre om mig af den grund. Jeg er i vildrede om, hvad der er det rigtige at gøre, og hvad er normalt? Jeg vil meget gerne være anonym.
N.N.
Kære Suh
Vores dreng på 10 år mistede for nyligt en hund, som han har været bedste venner med i 4 år. Han er helt knust over det, og vores første tanke er at købe en ny hund så hurtigt som muligt. Men nu er der en af vores venner, der siger, at det kan være skidt, fordi han så ikke får bearbejdet tabet af den gamle?
Hilsen V.
Kære V.
Det er selvfølgelig ikke uden betydning for jeres dreng, at han får lov til at sørge over tabet af jeres gamle hund, især hvis han var meget knyttet til den. Sørg for at snakke med ham om det, der er sket, om minderne, se gamle billeder, måske lave en lille mindehøjtidelighed for den. Når I giver lidt plads og tid til det, så burde der ikke være noget skadeligt i at anskaffe jer en ny hund, som jeres dreng forhåbentlig også kan blive rigtig glad for. Måske kan I, når tid er, tage ham med i processen omkring anskaffelsen af den. Og skulle han igen blive lidt trist ved tanken om den gamle hund efter, at I har fået den nye, så giv ham igen mulighed for at få snakket om det, så vil det sikkert træde mere og mere i baggrunden.
Hilsen Suh
Kære N.N.
Når det kommer til parforhold og seksualitet er det meget svært at lave en liste over, hvad der er normalt, og hvad der er forkert, for vi har meget forskellige grænser fra person til person. Ens for alle er det dog, at seksualiteten og det delte intime samvær er et område, hvor man er meget blottet og sårbar. Det er derfor ekstra vigtigt at passe på sig selv og hinanden her at man ikke overskrider egne eller andres grænser! Selvom det i et kort øjeblik kan synes harmløst at presse sig selv eller den anden, kan det bagefter medføre stor sårethed, mistillid og distance til hinanden. Det kan tage vældig lang tid at genoprette den tabte tillid/tryghed, og det sætter spor langt uden for soveværelset til alle andre områder af parforholdet.
Det er derfor meget vigtigt, at du og din mand er tro over for dine grænser og lyster at du aldrig på noget tidspunkt gør vold på dig selv og det, du føler. For det første fører det aldrig noget godt med sig, heller ikke seksuelt, og for det andet, så er det ikke sand kærlighed, der kræver det af nogen. Dit ansvar er at stå fast på dine grænser, sige fra, men også at snakke med din mand om dine tanker og følelser. Fortæl ham, hvad der gør dig utryg eller utilpas, og selvom han eller hele verden synes, du burde tænke eller føle noget andet, skal du ikke skamme dig over det, for dine følelser og kropslige fornemmelser er helt ok. Det kan være, at du på et senere tidspunkt får det anderledes, men så kan I jo glæde jer sammen over det til den tid.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
