Energibundt vil gøre Jesus kendt
Folk skal opleve Jesus, ikke bare snakke om ham, siger Renate Uhrenholt fra Gunderup ved Aalborg.- Brug din tro i hverdagen, bed til Jesus og oplev noget!Det siger Renate Uhrenholt fra landsbyen Gunderup sydøst for Aalborg, da jeg møder hende i forbindelse med et foredrag.
Hun er både energisk og vidtfavnende måske fordi hendes virketrang nødvendigvis må strække sig ud over hendes egen hjemkirke.
Renate Uhrenholt er engageret i Folkekirken, hendes mand Bjarne er baptist, og parret kommer trofast i begge kirker. Renate synger i Baptistkirkens kor, mens Bjarne bakker Renate op i alle hendes folkekirkelige forpligtelser. Hun er nemlig med i menighedsrådet i Gunderup Kirke. Kirken hører sammen med Gistrup og Nøvling Kirke. Det store sogn øger behov for kommunikation. Derfor er Renate ansvarlig for kirkebladet og formand for aktivitetsudvalget. Kirkeudvalget er hun også med i, dvs. ansvarlig for kirkens og kirkegårdens vedligeholdelse i Gunderup.
En yngre mand kunne nemt tabe pusten, men den ældre dame klør på.
For ikke nok med de hjemlige forpligtelser: Renate Uhrenholt er også kontaktperson for kirkens venskabsmenighed i byen Bartakai i Litauen. Kontakten foregår på engelsk. Og sprog er ikke noget problem for Renate, der oprindelig kommer fra Tyskland.
Renate Uhrenholt kom til Danmark i 1975 og blev gift med frugtavler Bjarne Uhrenholt. Parret har også boet i USA i 10 år. Men nu har de slået sig ned i Danmark for good, og i hjemmet står Renate for Bed and Breakfast hele sommeren. Her har hun for nylig huset U2-kopibandet Die Herren, da de medvirkede på Danske Kirkedage.
– Jeg har altid været kristen, fortæller Renate Uhrenholt. – Jeg blev født under krigen og døbt derhjemme i en lille skål. Min far var major i den tyske hær, og dér måtte man ikke praktisere det kristne liv.
– Det var først, da jeg kom til Danmark, jeg fik at vide, hvad kristendommen virkelig indeholder, for Bjarnes familie var mere troende end min familie.
Hvorfor er du engageret i kirken?
– Jeg vil, at folk skal bruge den kristne tro i dagligdagen, bede til Jesus og opleve noget i stedet for bare at snakke.
Du arrangerer bl.a. en masse foredrag, hvad vil du med det?
– Jeg brænder for, at folk skal høre noget om Jesus. At der er et kristent budskab i kirken. Der skal ikke bare være foredrag med lysbilleder fra verden eller om bøger, man har skrevet. Jeg vil ud med det kristne budskab, ikke bare underholdning. Ellers kunne vi lige så godt være en borgerforening.
Hvorfor går du selv i kirke?
– Fordi jeg der hører Guds ord. Jeg elsker også nadveren, at man går frem og oplever Guds nærvær. Det kan få mig op søndag morgen!
Renate Uhrenholt er en meget alsidig kvinde i en meget fælleskirkelig familie.
– Jeg synger i koret i Østhimmerlands Baptistmenighed i Voerst. Og vi har en dreng, der kommer i pinsekirken, dvs. Kirken i Kulturcentret i København, fortæller hun og overlader ordet til sin mand Bjarne, der bestemt heller ikke ligger på den lade side. Ud over arbejdet i frugtgården laver han bibelske skulpturer:
– Det er meget lettere at fortælle om det, jeg tror på, når jeg har et billede at fortælle ud fra, fortæller han.