Hvad skal vi stille op med sex?

Det er som om, vi har glemt, at Bibelens anvisninger om seksualitet og kærlighed ikke handler om forbud og et tungt åg – men handler om at beskytte os.
Vores seksualitet er en naturlig, skøn og kraftfuld del af krop, sind og personlighed.Camilla Eriksen
er kristen terapeut og freelance skribent. Hun bor i København og har startet terapeutvirksomeheden New Beginnings.

Men hvad skal vi stille op med den? Altså alle os, som ikke er gift.
Skal vi lægge låg på den, ignorere den, nedkæmpe den, frasige os den, råbe af den, føre åndelig krigsførelse imod den – eller skal vi bare leve den ud og følge vores lyster på trods af, at Biblen utvetydigt fortæller os, at sex hører til inden for ægteskabets rammer?
Jeg kunne så godt tænke mig, at vi kommer frem til at evne den helt særlige balance at favne, acceptere og rumme vores seksualitet uden at gå på kompromis med vores tro.
Umiddelbart et paradoks – eller er det?
Vi oplever jo, at andre i vores situation har sex, og måske er vi selv ”faldet i vandet” flere gange i vores liv, end vi bryder os om at indrømme.
Så er det overhovedet besværet værd at spejle os i Guds standard for vores liv på dette område?

Fra den ene til den anden grøft

Heldigvis er kirken ved at fjerne sig fra den middelalder-inspirerede tankegang, at sex er noget skamfuldt, beskidt og nærmest forbudt – som vi helst skal undgå at tale om og forholde os til. En sådan holdning giver grobund for, at det skamfulde kan vokse i ly af mørket udi perversioner og afvigelser til skade for os selv og andre.
Den giver ligeledes grobund til psykiske problemer af forskellig art.
Når det er sagt, så er vi ved at bevæge os over i den anden grøft.
Den fremherskende seksualpraksis iblandt de fleste kristne singler i dag er langtfra bibelsk. Det er som om, der har sneget sig følgende tankegang ind i vores bevidsthed: ”Tiderne har jo ændret sig, så Gud må da helt sikkert gradvist have fuldt med tiden og ændret holdning til at tilpasse sig vores samtid og kultur.”
Fordi vi lever i 2010, så formoder man altså, at Gud ikke stadigvæk sådan helt mener, hvad han siger.
Derimod har vi ofte ikke noget problem med at stå urokkeligt fast på skriftsteder om alt lige fra tiende, til bort-rykkelsen, til homoseksualitet samt andre emner, som Biblen omhandler.
Denne holdningsændring på det seksuelle område er et resultat af årtiers langsom dæmonisk forførelse, hvor grænser gradvis rykkes.
En holdningsændring, hvor den kollektive bevidsthed i det omkringliggende samfund og kultur undergraver vores tros fundament.
Desuden er det som om, vi har glemt, at Bibelens anvisninger om seksualitet og kærlighed ikke handler om forbud og et tungt åg – men handler om at beskytte os.
At beskytte ikke blot imod kønssygdomme, aids og graviditet. Men beskytte især kvinder imod den dybt ulykkelige oplevelse at knytte tætte bånd med mænd, som ikke elsker og ærer os nok til at gøre os til deres livspartner.
Sandheden er, at sex med skiftende partnere afføder en langt række følelsesmæssige problemer med vidtrækkende konsekvenser – som i sig selv kan fylde en hel artikel.
Ud over tidsånden og den mangel på moral, som vores kultur har smittet kirken med i dag, er der også andre grunde til, at kristne singler har sex, selv om Bibelen så klart sætter startpunktet ved bryllupsnatten.

Sex på prøve

Hos en del kvinder findes en underliggende frygt for, at hvis jeg ikke har sex, så kan jeg ikke beholde min kæreste. For der er meget få mænd i dag, der vil gifte sig med en kvinde uden at have ”prøvekørt bilen”. Især blandt de af os kristne, som ikke er opvokset i et kristent miljø og således har levet et verdsligt liv tidligere. Så denne frygt er desværre berettiget, og den kan kun udryddes ved, at der i forkyndelsen og mandegrupperne osv. gøres aktivt op med problemet.
Den holdning, der gør, at man ikke ”tør binde sig endeligt” uden at have haft sex først, bunder i den pornoficerede kultur, som vi i dag står midt i. Sex er blevet en slags sportsgren, hvor erfaring og præferencer er blevet en målestok for, om man er et værdigt parti.
Ja, desværre er der også hos mange kristne en tendens til at opfatte en ugift kvinde som snerpet, hvis hun holder stærkt fast i sine egne normer og grænser omkring seksualitet.
Personligt har jeg oplevet at miste flere potentielle kærester ved ikke at ville indlede et seksuelt forhold før ægteskabet.

Sæt termostaten efter Guds ord

Men ofte sker førægteskabelig sex i de situationer, hvor fristelsen og lysten bliver for stor for begge parter, fordi trangen til at være sammen ikke kan holdes under kontrol.
Det kan opstå for ethvert par, hvor den gensidige tiltrækning er tilstrækkeligt til stede – og faktisk er det jo helt naturligt og forståeligt. Men uanset hvor skøn han/hun er – og hvor positivt det er at føle sig seksuelt draget til sin partner – så er det stadigvæk uden for Guds vilje, når vi ikke er gift endnu. Og det kan undgås. Nemlig ved at undgå at lege med ilden.
Hvis man sover sammen, hvis man tilbringer dage og mange timer alene sammen i privaten, når man er forelsket – hvis man har for mange intime middage med stearinlys, soft jazz på anlægget og skal putte hinanden og være tætte foran pejsen – med andre ord: hvis vi leger gift, før vi er det – ja, så støber vi et fundament, som vi samtidigt arbejder på at få til at skride under os.

Den nødvendig erkendelse

Det er på tide, vi vågner og forholder os til disse ting – i stedet for at feje dem ind over vores ”åndelige gulvtæpper” og lade som om, alt er ok.
Grænser bliver visket ud, og Guds ord er sat til side.
Vi er blevet ofre for den kultur, vi lever i.
Vi går ikke længere tydeligt og radikalt på tværs, selv om Biblen i den grad er en manual, der krydser klinger med alt det, som omgiver os.
Nøglen til forandring er at tage fat om problemet og gribe den erkendelse, at et kristent kæresteforhold ikke kan forme sig efter verdslige kæresteforhold.
At 99 procent af alle de film, tv-serier, bøger og blade, vi har lagt ind på vores indre harddisk igennem vores liv, ikke er en målestok for, hvordan vores parforhold kan udleves.
Altså FØR den dag, hvor vi er kommet så langt, at vi har valgt hinanden til foran Gud og mennesker og siger JA til hinanden i kirken.
Derefter er der frit slag med seksualitet, intimitet, nærhed og romantik.

Så derfor:

Hvis din kæreste skal være din partner for livet, så vent til bryllupsnatten med at pakke den gave ud, der hedder sex. Og hvis din kæreste viser sig ikke at blive din ægtefælle, så vil du takke dig selv for, at du passede på dig selv og ærede Gud med din krop og dit liv.
At være single er en rejse med mange faldgruber. Jeg håber for hver enkelt mand og kvinde, at du kommer godt igennem lufttunnellerne og undgår for mange mellemlandinger med skiftende kærester.
God rejse. Husk at spænde sikkerhedsselen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: