Hvordan spiller musikken?

Netop som vi forberedte dette tema-nummer om musik, ringede en læser for bl.a. at tale om sit problem med at finde en kirke at komme i.Hun ville ikke længere komme i den lokale folkekirke, fordi hun ikke syntes, undervisningen var bibelsk. Men hun ville heller ikke komme i en af frikirkerne.
– Jeg kan ikke holde den larm ud, svarede hun.
Med larm tænkte hun ikke mindst på det band, der sørgede for den moderne lovsang med høj styrke.
Jeg holder selv meget af moderne musik og synes det er helt naturligt, at kirkens musik i 2010 ikke kun er orgelmusik og skønsang. Det er også dejligt, at især unge engagerer sig i kirkernes musik. Og de er dygtige.
Men måske skulle man overveje ude i menighederne og på de sommerstævner, som nu planlægges, om der ikke er brug for en lille justering?

1) Behøver det være så højt?
– Som musiker og sanger vil man gerne levere en solid lydmur. Og folk er venlige og protesterer ikke. Men lydstyrken kan faktisk være generende høj for mange. Nogle gange er en stille hvisken mere effektiv end at råbe.

2) Behøver det være på engelsk?
– Jo, vi taler og forstår godt engelsk. Det er skønt at synge nogle udenlandske sange, men er vi for blufærdige til også at synge om Gud og Jesus på vores hjertesprog?

3) Skal formen altid være den samme?
– Skal vi altid stå op? Skal vi altid sidde? Skal vi klappe? Skal vi synge det samme vers 17 gange? Lad os overveje, om formen er forståelig, og om den formidler budskabet.
Det nytter heller ikke, at bandet og forsangeren fremfører et professionelt show, hvis vi bare bliver tilskuere til de optrædende, for hvor bliver Gud så af?
Består en forsamling af ældre mennesker, skal man ikke spille heavy – og modsat. Musikken skal tjene fællesskabet i gensidig respekt. Og i ærefrygt for Helligånden. For, som det hedder i en moderne lovsang: It’s all about you, Jesus. Det handler altsammen om Ham.

Af redaktør Henri Nissen