Kirken vokser globalt, men udfordres af islam og verdslighed
Stå ved din tro og vær tolerant. Det var budskabet på en missionskonference, der samlede over 100 kirke- og missionsledere i Nyborg.Mission er ikke et fy-ord tværtimod. Kirken må bekende Jesus som vejen til Gud, ellers vinder kristendommen ikke respekt i andre religioner. Og kirken skal være levende og dynamisk for at appellere til verdslige europæere.
Det var nogle af konklusionerne ved Missionskonferencen på Nyborg Strand den 9. og 10. juni. Konferencen var arrangeret af paraplyorganisationen Folkekirkens Mission og markerede 100-året for den første internationale missionskonference i Edinburgh i 1910. Dengang var mottoet Verdens evangelisering i dette slægtled.
– Visionen lykkedes til en vis grad. Kristendommen blev global. Vi taler i dag ikke om mission fra Europa og USA, men mission er her og der og alle vegne, indledte biskop Niels Henrik Arendt dagene i Nyborg, der samlede over 100 deltagere fra kirker og missionsorganisationer.
– Men det hører også med til historien, at missionskirker havde vanskeligt ved at omstille sig fra kolonitiden. Når kristendommen er vokset så utroligt, skyldes det ikke europæisk og vestlig mission, men selvudbredelse.
Den første gæstetaler satte tal på kristendommens vækst:
– Det 20. århundrede blev det største missionsårhundrede nogensinde, sagde Lamin Sanneh. – I år 1900 var kun 9 pct. i Afrika kristne – kun 50 mio. I dag er 51 pct. kristne over 400 mio. Fortsætter tendensen, vil over 600.000 mio. afrikanere være kristne i 2025, sagde Lamin Sanneh, der er professor i historie ved Yale-universitetet.
– Kristendommens udbredelse sker overvældende hurtigt! Korea havde før kun en halv mio. kristne. Nu er der 14 mio. I Kina var der kun 5 mio. kristne. I dag regner man med 100-140 mio. kristne. Vi kan forberede os på mange kinesiske missionærer. Kirken i Kina vil blive en vigtig formidler af kontakten mellem øst og vest, sagde professoren.
Og så tog han fat på en af de to udfordringer, missionsbevægelserne står over for i dag: forholdet til andre religioner, især islam. Lamin Sanneh kommer oprindelig fra Ghana og har selv muslimsk baggrund.
– Jeg grundede som ung meget over, hvordan Gud dog kunne betro sit ord til ganske almindelige mennesker. Jeg blev slået af, at de første apostle rejste ud uden gun power. Det kristne budskab vandt frem gennem personlig overbevisning.
– Islam er vant til at bruge statssystemet i religiøse spørgsmål. For sådan er islam det er offentlig politik.Jeg var overrasket over, hvordan muslimer prøvede at gøre tegningesagen til et politisk anliggende. Den slags er farligt for et demokrati. Dette er min største frygt. Med den store tilstrømning af muslimer er jeres demokrati i fare, advarede Lamin Sanneh.
Kristendommen breder sig hurtigt, fordi den kan oversættes til enhver kultur, sagde han:
– De hvide kom til vores land som læremestre men hvordan startede de deres arbejde? Med en deklaration? Nej, de kom med et spørgsmål: Hvad kalder I Gud? Det er en fantastik idé. Det er så uislamisk. Ved spørgsmålet erkender vi, at Gud var her, før vi kom. Det lokale samfund er ikke fremmed for Guds hjerte.
Han opfordrede til at stå ved den kristne tro om Jesus som vejen til Gud, ellers mister folk fra andre religioner respekt:
– Hvis du ikke er overbevist om din tro, så spar os for din religion! I skal holde fast i jeres overbevisning. Ellers vil Danmark blive hijacked af en anden ideologi, sagde Lamin Sanneh.
– Universel tro vil altid ligge i konflikt med religionens væsen. Ved at slå kludene sammen ender vi med ikke at respektere hinandens tro.
– Jeg er ikke bare Mr. Universe. Jeg har et navn, som er ladet med personlighed. Hvis du filtrerer det fra, mister jeg betydning, du har ødelagt mig. Det gælder alle kulturer.
– Social ansvarlighed mellem verdens folk må bygge på kulturel integritet.
Michael Herbst fra Universitetet i Greifswald tog i sin forelæsning hul på den anden af kirkens udfordringer: verdsliggørelsen. Greifswald ligger i Østtyskland, hvor kirkemedlemskabet er på under 20 pct. på grund af landsdelens kommunistiske historie.
– Hvordan når man folk, der slet ikke tror? spurgte han retorisk. – De kender ikke fadervor. Vi møder mennesker, som virkelig ikke ved, hvem Jesus er. De kommer ind i kirken og siger: Fin bygning, men hvem er det, der hænger der?
Herbst nævnte fem nødvendigheder for en kirke, der vil nå de ikke-troende:
1. Vi har brug for mennesker, som nyder den kristne tro og som vil dele det med andre. Aktiviteter, organisering osv. fører ingen vegne, hvis der ikke er levende kristne. Det kristne liv skal leves, bedes, danses, nydes. Gud må møde os og forny os.
2. Vi har brug for kirker, som er åbne og gæstfrie. Det er ikke nok at proklamere: Selvfølgelig er vi åbne for andre. Folk kan hurtigt mærke kulturen. At ændre kultur er sværere end at ændre struktur.
3. Vi har brug for prædikener og vidnesbyrd, der fortolker evangeliet på en frisk og aktuel måde. Hvad tror folk, som ikke tror på noget?
4. Vi har brug for at samarbejde med andre kirker, lære af hinanden og se, hvor Gud allerede virker i samfundet.
5. Vi har brug for decideret dåbsundervisning, dvs. en undervisning, som leder mennesker til dåben. Og lærer dem de basale ting om kristendommen.
Men mest af alt skal kirken være udadvendt, sagde Michael Herbst:
– Jesus krydsede grænser hele tiden. Han brød alle sociale regler og inviterede dem indenfor, som var udenfor. Kom indenfor! I min faders hus er der mange boliger!
– Paulus fortsætter i samme spor og prøver hele tiden at inkludere andre i troen. Han vil være alt for alle, for at han i hvert fald kan frelse nogle.
– Der er ingen mission uden inkarnation. Som ordet blev kød, må kirken blive kød og være dér, hvor folk er. Emigrere ind i ethvert socialt miljø, sluttede Herbst.
Læs om begge Lamin Sannehs forelæsninger på sondagmorgen.dk.
