– Ær Gud med det du har
Det handler ikke om bandet, men om os alle, og at vi er forenet, mener Joel Houston og Dylan Thomas fra Hillsong United. De opfordrer kristne til at tjene Gud med det, de har.Da Hillsong United holdt koncert i Vejle, lykkedes det Ung Udfordringen at få et eksklusivt interview inden koncerten med to af bandets medlemmer; Joel Houston, som leder, synger og spiller guitar, og Dylan Thomas, som spiller guitar og keyboard.
Har I haft nogle sjove oplevelser?
– Vi har det altid sjovt, men vi har en lille hacky sack (ærtepose), som vi har haft nogle ret intense konkurrencer med, siger Dylan, hvorefter Joel tager mikrofonen og tilføjer:
– Alt er en konkurrence. Ej, vi forsøger at lave så meget sjov som muligt. Illusion er, at når du rejser rundt i verden som band, så sker der hele tiden fantastiske ting, men du bruger det meste af tiden på at vente og dræbe tiden. Men vi havde en god tid i Irland og gik amok i alle de her irske bjerge, og da vi var i Paris lejede vi alle sammen cykler og cyklede rundt hele dagen.
Hvad er målet med alle de koncerter, I holder i verden?
– Vores mål er ret enkelt, vi ønsker at forene folk, og vi hedder også united (forenet). Vi vil gerne have, at folk bliver forenet med hinanden, især kristne. Jeg tror, at kirkens store mulighed i vores livstid er, at vi kan være en forenet kirke, ikke at vi behøver at være enig i alt og se ud på samme måde, men vi tjener alle den samme Gud, siger Joel.
Hvorfor ber I nogle steder folk om at medbringe mad, som I giver videre til de fattige?
– I stedet for bare at komme til en by og holde en lovsangsaften, er det en mere praktisk måde. Dåsemad koster næsten ingenting, så det kræver ikke meget at tage det med til koncerten. Den lokale kirke giver maden videre og kan på den måde bogstavelig talt være Jesu hænder og fødder, fortæller Dylan.
– Det er sådan en lille ting, fortsætter Joel, men alle gør det. Da vi var i Chicago, var der 11.000 mennesker, som gav denne lille ting, som ikke koster dem noget, og alligevel velsigner vi hundredevis af familier med mad.
Noget vi er meget passioneret om, er at vi ikke bare samles med kristne og underholder dem og siger se på os, Gud er fantastisk. Det er formålsløst for os. Vi vil have et ægte møde med Gud, som forandrer vores hjerter og får os til at tænke på, at som kristne, der lever på jorden i dag, er vores job at være Jesu hænder og fødder.
Vores job er at være Jesus for alle overalt, de mindste, de sårede, de brudte, de fortabte. Det er dem, vi er kaldet til at nå, og vores tro kan ikke være selvisk, den må være uselvisk, ellers tvivler jeg på, at det overhovedet er tro, siger Joel.
I Danmark har I inviteret fattige, som ikke selv har råd?
– Vi ønsker bare at gøre det tilgængeligt for alle. For Jesus handlede det hele om mennesker, og det må vi forstå som kristne. Det hele handler om Gud – men en Gud, som fokuserer på mennesker. Vores fokus bør være på det, Gud fokuserer på, og det er mennesker overalt.
I har også lavet en film om jeres turneer, hvorfor det?
– Vi er en del af denne fantastiske bevægelse, som hedder Kristi legeme, men hvad er pointen, hvis ikke vi gør en forskel i verden, hvis ikke vi fysisk møder menneskers behov?
Det er der, filmen kommer ind. Jeg følte, at vi måtte fortælle den anden side af historien. Vi har altid brugt det, vi havde i hænderne, og det var musik. Så vi skriver musik, som ærer Gud.
Der er virkelig en kraft i, at kristne overalt bruger det, som de har i hænderne, om det er et videokamera, en notesbog, et stykke papir eller en fodbold. Hvad end det er. At bruge det, man er passioneret omkring, den gave Gud har givet en, til at ære Gud. Det er essensen af filmen – og kirkens kraft. Det handler om at elske Gud, at elske mennesker og at elske livet. At se, at vi alle arbejder sammen for at gøre vores lille del for at bygge Guds rige, forklarer Joel.
Hvordan er jeres hverdag, når I er hjemme i Australien?
– Jeg arbejder hos min far, som er bygningsingeniør. Men når jeg ikke arbejder med ham, kan jeg spille med de andre. Lige nu er vi ved at indspille et album, så jeg har ret travlt med det. De fleste dage er vi i studiet. Jeg surfer også en del, hænger ud med min kæreste og har det bare sjovt, griner Dylan.
– Vi er meget involveret i kirken derhjemme, så alle har et ansvar, tilføjer Joel. Dylan er også ret involveret i weekenderne. Så det er et travlt liv.
Der er ikke mange ansigter på albummene, de er mere anonyme, er der en grund til det?
– Ja, jeg føler ikke, at det vi gør, handler om en gruppe individer. En ting vi altid har sagt om vores kirke og dem, vi er – også i Hillsong United -, er, at det ikke er bygget op om nogle få menneskers talenter, men af manges ofre, af alles, og det elsker jeg.
Så det føles altid akavet for mig, selv når vi har disse lovsangsaftener. Det handler ikke om Dylans guitar-evner eller om jeg synger rigtigt, men hjerteslaget af hele vores fællesskab, alle menneskerne i vores kirke.
Så med vores album-covers føler jeg ikke, at det er et band vi skal kommunikere. Det handler om os alle – dem, vi skal være sammen med i aften. Det handler om os – forenet.
Der er meget udveksling i bandet, er der nogen krav for at være med i bandet?
Vi voksede bare alle op i kirken og regnede aldrig med dette her, da vi begyndte dengang. Så man skal ikke afkrydse nogen bokse for at være med i bandet, siger Dylan og smiler. Det er bare at være med i kirken og være med i ungdomsarbejdet. Vi er meget fælles om det, vi gør, og der er så mange derhjemme, som gør det, vi normalt gør, når vi ikke er hjemme.
