Kristendemokraterne tilbage i Folketinget
Det tidligere konservative folketingsmedlem, løsgængeren Per Ørum Jørgensen, har siden i mandags repræsenteret Kristendemokraterne i Folketinget.
Per Ørum Jørgensen, der er søn af den tidligere formand for Indre Mission, provst John Ørum Jørgensen, kom i Folketinget i februar 2005.
Det var terrorangrebene 11. september 2001, der fik ham til at gå ind i landspolitik.
I Folketinget har Per Ørum Jørgensen lagt vægt på familiepolitik og kristne værdier i sit politiske arbejde.
Men i februar 2010 tog han orlov fra Folketinget efter spritkørsel med en promille på 1,3.
I en pressemeddelelse og i interviews fortalte han ærligt om sine personlige problemer og alkoholproblemer, som han ville gå i behandling for, og han siger nu: Jeg har aldrig har haft det så godt som nu.
Den 19. april vendte Per Ørum Jørgensen tilbage til Folketinget. En måned senere meldte han sig ud af de Konservative for at blive løsgænger. Han begrundede det med politisk uenighed med den konservative ledelse om sygehusstrukturen i Vestjylland, samt en manglende vilje i regeringen til at gennemføre de nødvendige reformer af velfærdssamfundet. Samme dag kom det også frem, at Konservative i Holstebrokredsen ikke ville genopstille ham. Men han valgte selv at forlade partiet.
Per Ørum Jørgensen har som løsgænger meldt klart ud, at han ikke vil fælde regeringen og at han i løbet af sommeren ville finde sit nye parti.
Efter en række forhandlinger med Kristendemokraterne bød partiets formand Bjarne Hartung Kirkegaard ham mandag velkommen i partiet, der nu pludselig er repræsenteret i Folketinget igen.
Per Ørum Jørgensen siger til Udfordringen:
– Hver gang jeg tænkte på nyt parti, dukkede KD op. Der hører jeg til værdimæssigt.
– Jeg har altid været optaget af ansvaret for de kommende generationer – familiepolitikken, en bevidst energipolitik forvalterskabstanken og den kristne kulturarv. Og jeg ser en god platform hos Kristendemokraterne. Jeg har valgt med hjertet og ser frem til samarbejdet med ydmyghed og forventning, siger KDs nye folketingsmedlem.