Liker rumpa din?

De forskellige sprog giver mange sjove – og frustrerende – oplevelser. Men det var aldrig Guds plan, at vi alle skulle tale det samme sprog.Da jeg som barn havde min første norske legekammerat, forstod han ikke et kuk af mit hurtige, mumlende jysk.
Jeg lagde også godt mærke til, at når jeg grinede – af mine egne små vittigheder – grinede han også. Men først efter, at han ud fra mit fjogede ansigt forstod, at jeg havde sagt noget ”morsomt”. Men høflig var han da.
I Norge lykkedes det også at få nogle uskyldige, amerikanske bibelskole-elever til at fortælle en norsk børneleder: ”Jeg liker rumpa din”, hvortil lederen med et overbærende smil blot svarede ”i like måte”.

Ofte hører man, at de forskellige sprog i verden skyldes Babelstårnet. Det er også rigtigt – men kun delvist. Det var nemlig aldrig Guds plan, at der kun skulle eksistere ét sprog. Gud elsker jo mangfoldighed – se på naturen.
Sproget ville udvikle sig naturligt, efterhånden som menneskerne befolkede hele jorden – selv i lille Danmark er der jo mange forskellige dialekter.
Det var dét, de modsatte sig i Babylon. De ville blive samme sted og etablere sig. De vidste godt, at de handlede imod Guds plan. Den mørtel de brugte til Babelstårnet var nemlig asfalt (som kan modstå vand), så tårnet ikke ville skvatte sammen – hvis Gud nu besluttede sig for at straffe dem med endnu en syndflod.
Men Gud er ikke sådan at narre. Han ’forvirrede’ blot sproget – og dermed fortsatte hans oprindelige plan om sprogenes mangfoldighed. Smart!

Når man hører svensk fra en sød ”flicka”, uforståeligt kinesisk eller det flotte (og snobbede) franske sprog, må man give Gud ret i, at de forskellige sprog er både fascinerende og smukke.
Selv engelsk kommer i mange forskellige dialekter og udgaver, fx australsk, britisk, indisk, amerikansk – og så alle os andre, der forsøger at tale det.

Og så er det endda sjovt at lære de andre sprog, så man kan begå sig i udlandet – eller i det mindste få sig et godt grin, når man kløjes i det.