Sjælens ærlige spørgsmål

Arvid Asmussens helt nye album “Hører du min sang?” er en spændende udgivelse, som tør udstille den menneskelige sjæls ærlige spørgsmål til Gud. Albummet indeholder ni forskellige sange, som alle er på dansk.Den dygtige kunstner og lovsangsleder fra Århus Valgmenighed har lavet et album i sin helt egen stil. De fleste vil sikkert opleve, at albummet er meget anderledes. Og det bør være en fordel! Med alle de nuancer og forskelligheder mennesket indeholder, er der altid plads til (og brug for) noget, der skiller sig ud.
Det er et forholdsvis roligt album, hvor det centrale i musikken er Arvids vokal. Ud over guitar, trommer, keys og bas er der et spændende tilsæt af flygelhorn og synthesizer på flere af numrene.
Arvids tekster tager os igennem menneskesjælens tanker, følelser og spørgsmål til Gud. Med startnummeret “Tegningen” introduceres vi til inspirationen for albummet. Sang nummer 2 er en takkesang til Jesus, og den efterfølges af en proklamation i sang nummer 3: “Jeg tilhører dig”.
Herefter tager vi fat på sjælens spørgsmål og de sange, der måske for alvor giver albummet status som sit helt eget. Med sangene “Hører du min sang” og “Hudløshed” kan den indre tvivl, som enhver troende til tider kæmper med, få afløb. Og det er i den grad befriende at spejle sine egne tvivlstanker i Arvids musik-univers. Herefter kan man falde til ro i den enkle og fine lovsang “Lad din godhed”. Når albummet er ved at nå sin slutning, er teksten som genlyder i hovedet: “Jesus – du gør alting nyt” fra sangen “Jesus du er verdens håb”. Og det virker som det helt rigtige sted at slutte. Her kan tvivlen fade ud og håbet i Jesus tage over.
“Hører du min sang” er et dejligt spændende album, med befriende rum til tanker, spørgsmål og personlige proklamationer.
Lisbeth