To kristne iranere frikendes og redder livet
Maryam og Marzieh risikerede dødsstraf for deres tro på Jesus Kristus. De er efter næsten ni måneders fængsel endelig blevet frikendt og har forladt landet.På trods af ni måneders ophold i et uhygiejnisk fængsel, ubehandlet sygdom og risikoen for dødsstraf nægtede de to kristne iranere, Maryam og Marzieh, at opgive deres tro på Jesus Kristus. De er nu blevet frikendt.
De to kvinder blev dog samtidig advaret om, at hvis de deltog i flere kristne aktiviteter, ville der være seriøse konsekvenser. De to iranske kvinder valgte derfor at forlade landet den 22. maj.
De takker for alle de kristne, der over hele verden har bedt for dem og deres situation.
– Jeg er ikke i tvivl om, at Gud hører sit folks bønner, sagde Marzieh, mens Maryam tilføjede:
– Jeg tror, at vores arrest, fængsling og efterfølgende frigivelse var Guds plan og timing, og det hele var til hans ære. Men folks bønner opmuntrede og bevarede os gennem disse prøvelser.
Begge kvinder udviste stort mod, da de vel vidende at de risikerede dødsstraf fortalte dommeren, at de aldrig ville opgive troen på Jesus Kristus.
Da en anden kristen senere fortalte dem, at deres eksempel opmuntrede mange mennesker rundt om i verden, svarede de hurtigt:
– Vi er skrøbelige mennesker med mange svagheder. Æren tilfalder Gud, som har brugt og bevaret os, selvom vi ikke ved, hvorfor han har valgt os. Al æren tilfalder ham.
Marzieh og Maryam blev – som tidligere beskrevet i Udfordringen – arresteret i marts sidste år pga. deres kristne tro.
De blev sat under et stort pres for at benægte deres tro på Jesus Kristus. De gennemlevede gentagne forhør, uger i isolationsfængsel og uhygiejniske forhold i fængslet.
Begge blev alvorligt syge og fik ikke den behandling, de havde brug for. Både dommere og embedsmænd forsøgte under fængselsopholdet at skræmme dem til at give efter.
De blev løsladt i december efter ni måneders fængselsophold, men måtte vente de følgende seks måneder på at få deres sag bragt for domstolen igen. Men Gud var trofast i det hele, mener de to forfulgte kristne.
– Vi har set Herren gøre mirakler igen og igen. Han har bevaret os og gav os yndest i fængslet og opretholdt os gennem en meget svær periode med at vente på vores endelige retssag, siger Marzieh til Elam Ministries.
De to kvinder håber, at de i fremtiden får mulighed for at fortælle om det, de har gennemgået og samtidig fremhæve behovet og mulighederne for den iranske kirke.