100 unge udgiver bog om tro

Over 100 unge nordjyder fra Indre Missions Ungdom har skrevet refleksioner om deres tro.Mere end 100 unge fra Indre Missions Ungdom (IMU) i hele Nordjylland har været i gang med at skrive små refleksioner ud fra deres tro.

200 andagter skrevet af unge er samlet i én bog.

Det er der blevet 200 spændende, sjove og anderledes tekster ud af, som er samlet i en ny bog med titlen ”AndagtsBOGEN”.

For andre unge

– I Aalborg IMU havde vi nogle penge, vi ikke vidste, hvad vi skulle bruge til. Så opstod idéen om, at vi sammen skulle udgive en bog, hvor vi gennem små andagter, kunne fortælle om vores kristne tro og dele Bibelens ord med andre unge, fortæller Christian Kjær.
Han har været formand for styregruppen bag AndagtsBOGEN og med i projektet fra starten.

Hele Nordjyllands IMU

Projektet udviklede sig til at blive for alle IMUere i Nordjylland. De startede i 2008, og nu, to år efter, er bogen udkommet hos Forlagsgruppen Lohse.
– Det har været en lang og hård proces for IMUerne. Vi startede ud i oktober 2008 med en inspirationsdag, hvor IMUerne fik indspark til, hvordan de kunne skrive en andagt. IMUerne blev tilknyttet en vejleder, som kunne hjælpe dem med forskellige vinkler på de emner, de havde valgt at skrive om, fortæller Christian Kjær.

Et år – 200 andagter

– Det tog os godt et år at indsamle de 200 andagter, der er i AndagtsBOGEN. Herefter har tiden været brugt på redigering og den kreative opsætning af AndagtsBOGEN, forklarer Christian Kjær.