750 immigranter til Israel fra 12 lande – på et døgn

En ny indvandrerbølge skyller i disse timer til Israel – over 800 immigranter, der for nogles vedkommende er ankommmet i tirsdags, mens resten ankom i dag.Til trods for Israels noget blakkede image ude i verden i denne tid, ankommer disse indvandrere hertil, tilsyneladende uanfægtet af situationen. Størstedelen er i 20-30 års alderen, men der er også spædbørn og en del ældre blandt immigranterne.

Ifølge en talsmand for indvandrerorganisationen “Jewish Agency” er tallene:

Tirsdag ankom 62 amerikansk-jødiske indvandrere med fly fra Los Angeles – den første non-stop flyvning hertil fra Los Angeles. Blandt dem var 16 rekrutter til den israelske hær, 23 børn – og en kat. De nyankomne var fra Los Angeles, Beverley Hills, North Hollywood, Santa Barbara og San Francisco. Gruppen omfatter reklamefolk, dataeksperter, diamanthandlere og en enkelt rabbiner.

Tirsdag ankom også 105 britiske indvandrere i et fly fra London, mens 54 sydafrikanere kom med et fly fra Johannesburg – i alt 221 (inkl. gruppen fra Californien) på en enkelt dag.

Onsdag morgen ventes 550 indvandrere til Ben Gurion lufthavnen nær Tel Aviv omfattende 420 fra Frankrig og 130 fra Sydamerika.

De sydamerikanske indvandrere er fra Ecuador, Argentina, Chile, Brasilien, Venezuela, Uruguay, Mexico, Colombia og Panama.

Den sidste gruppe immigranter vil blive modtaget af formanden for “Jewish Agency”, Natan Sharansky, nok den mest kendte af alle indvandrere fra ex-Sovjet.

Hertil kommer otte indvandrere fra Australien.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og hvorfor kommer disse immigranter? Med “Jewish Agency”-talsmandens ord er hovedgrunden følgende:

– Jøder i diasporaen mener, at Israel er det bedste sted for dem at leve som jøder, så de kan opbygge deres familieliv og leve et fuldt liv som jøder i den jødiske stat.

Ifølge indvandrer-støttegruppen “Nefesh B”Nefesh” (“Sjæl til sjæl”) kan der ventes 5000 nordamerikanske og britiske jøder til Israel som indvandrere i 2010 – en ny rekord for immigration fra Vesten.


Artiklen fortsætter efter annoncen: