Eventyr med kamera og Kalashnikov

Journalist Rasmus Krath fortæller om sine rejser i Somalia på Pinsekirkernes SommerCamp mandag den 12. juli. Samme aften kan deltagerne være med i en storstilet indsamling til et krisecenter for voldsramte kvinder i Kenya.Somalia rimer på pirater. Derfor var det ikke så mærkeligt, at DR2 valgte at kalde dokumentaren med eventyrer Rasmus Krath for ”På rejse med kamera og Kalashnikov – piraternes kyst”.

Rasmus Krath kender de nødstedtes vilkår efter reportagerejser i Somalia og Sudan.
Billede til højre: Tvillingemor modtog krisehjælp på centret i Kenya.

Rasmus Krath besøger SommerCamp i Mariager mandag den 12. juli kl. 13-15. Her medvirker han – sammen med leder for International Aid Services Torben Madsen – i seminaret ”Sådan hjælper IAS”.
Rasmus Krath fortæller fra en tankevækkende rejse til verdens mest opløste nation, Somalia, hvor han også besøgte IAS’ projekter. Han oplevede den ekstreme virkelighed i et land, der i årevis har været uden regering eller offentligt system.

Verden falder sammen

Ingen har regeret i Somalia i 19 år, men mange kappes om at gøre det. Det er her, det russiskproducerede maskingevær Kalashnikov kommer ind.
Seminaret i Mariager giver indsigt i, hvordan livet leves, når verden rundt omkring er faldet sammen. Og hvordan pinsekirkernes hjælpeorganisation, IAS, arbejder for at skabe en fremtid for mennesker i Somalia og andre skrøbelige stater.
Rasmus Krath har rejst i over 65 lande og lever fuldtids som formidler af sine ekspeditioner rundt på kloden. Han rejser alene med sit kamera og sin guitar til de mest hærgede og ekstreme steder i verden for at komme ind under huden på folk, organisationer og regimer i en søgen efter menneskelivets facetter i moderne tid.
Med sin baggrund som projektleder, underviser og skuespiller sammensætter Rasmus Krath levende fortællinger om rejserne båret af indsigt, holdning og hårdtpumpet eventyrblod.

Kvinder i krise

Mandag aften den 12. juli samler International Aid Services ind til et krisecenter for voldsramte kvinder i Kenya. Over 1000 kvinder har på fire år fået hjælp til en bedre fremtid.
En af dem er 26-årige Stella, der er alkoholiker. Hun har levet en ussel tilværelse med mange mænd, og kom til krisecentret efter hun og hendes treårige søn var blevet tæsket af en hob i et slumkvarter. Nu bor hun på centret, og lille James går i børnehave.
En anden kvinde er forældreløse Eunice. Hun boede hos sin tante, der er prostitueret. Tanten tvang den 14-årige pige til at gå i seng med en kunde, men da hun nægtede, voldtog manden hende.
Eunice opdagede, at hun var blevet gravid. Skolen sendte hende på krisecentret, hvor hun og barnet nu har det godt, mens Eunice færdiggør sin skolegang.
– Universiteterne i både Nakuru og i hovedstaden Nairobi anerkender centrets arbejde og sender elever i praktik her, fortæller initiativtager og missionær Susanne Madsen.

Kør i Jeep

Vil man opleve det vilde missionærliv, kan man få lov at køre en tur med IAS-jeepen. Turen koster 100 kr. – overskuddet går til kvindecentret i Kenya.
International Aid Services udgiver en 12 siders avis på SommerCamp. Avisen har temaet ”Virkelig FRI” og sætter fokus på hjælp til voldsramte kvinder, indsats i skrøbelige stater som Sudan og Somalia, og pinsekirkernes mange missionærer.