Israel forbereder sig på krig mod Hizbollah

Israel forbereder sig intensivt på en mulig krig mod Hizbollah og Syrien, og det israelske militær vil i nær fremtid afprøve dets evne til at modstå massiv missil-ild mod veje og militærbaser.Øvelsen vil omfatte mange hundrede køretøjer, og en stor del af den vil blive udført i datamiserede simuleringer. Hæren antager, at størstedelen af en eventuel krig vil blive udkæmpet i bebyggede omgivelser, inde i de omkring 160 landsbyer i Sydlibanon, hvor Hizbollah menes at have skjult hovedpartem af dets militære infrastruktiur.

For et par uger siden frigav de israelske forsvarsstyrker (IDF) for første gang oplysninger om Hizbollahs voksende tilstedeværelse inde i landsbyerne. Som eksempel blev brugt landsbyen el-Khiam, beliggende 4 km nord for Israel, og der blev vist omfattende filmoptagelser, video’er og kort over bygninger, som Hizbollah havde overtaget og bruger som våbenlagre og kommandocentre.

Forsyningslinjer

Ifølge en højtstående israelsk officer antager det israelske militær, at Hizbollah vil have israelske forsyningslinjer som mål i en fremtidig krig.

Officeren sagde:
– Hizbollah vil sandsynligvis lade den israelske militærstyrke nå sit mål – og derefter indlede et angreb på israelske forsyningslinjer, som styrkerne i felten er afhængige af. IDF vil herefter indsætte ubemandede fly og angrebshelikoptere for at sikre forsyningslinjerne.

Minerede veje

Hizbollah har i vid udstrækning mineret veje, der fører til landsbyer i Sydlibanon, vel vidende at en israelsk militær land-offensiv vil omfatte tanks og pansrede mandskabsvogne.

Det israelske militær vil sandsynligvis oprette såkaldte “kombinerede brigader”, som det gjorde under krigen mod Hamas i Gaza-striben ifjor, omfattende infanteri, ingeniørtropper og panserstyrker.

Hæren er ligeledes opmærksom på, at Hizbollah – og muligvis Syrien – vil afskyde raketter mod hovedveje i Israel for at prøve at skade overflytning af tanks, pansrede mandskabsvogne og kanoner til nordgrænsen fra deres “parkeringscentre” i det centrale og sydlige Israel.

Med tanke på dette har IDF genoprettet den transportenhed, som blev nedlagt efter den første Libanon-krig i 1982, og som var ansvarlig for at dirigere militærkonvojer gennem landet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Denne enhed arbejder tæt sammen med trafikpolitiet og vil, i en fremtidig konflikt, få en tredobling af sit nuværende mandskab og tillige blive styrket af ubemandede fly, som kan konstatere eventuelle skader på veje.