Israel i profetiernes lys

Situationen i Mellemøsten er en stadig kilde til bekymring og er bestandig i mediernes søgelys. Men der er kun én løsning på konflikten. Forventningerne til Israels genoprettelse var allerede stærke omkring Jesu tid, og de profetiske tegn er ikke mindre tydelige i vor tid. Ultimativt er Jesus Kristus den eneste løsning på konflikten i Mellemøsten.Af forkynder og fhv. kancellist i Udenrigsministeriet Erik Rasmussen

Den jødiske historieskriver Fla­vius Josefus (37-100 e.Kr.) omtaler i sin bog om jødernes krig mod romerne også Bibelens profetier om
Messias.

Det jødiske folks historie er ombølget af en dyb, guddomme­lig hemmelighed og hører til ver­denshistoriens største undere. Thi for dette folk har Gud åben­baret sig.
Det begyndte med, at Han ud­valgte en mand, Abraham, og med ham oprettede han en pagt (1. Mos.15). Gennem Abraham kom der så en slægt. Først Isak, så Jakob og dernæst Jakobs sønner. Gennem Jakobs sønner opstod der et folk. Til dette folk har Gud givet Kana’ans land.
Dette løfte står omtalt mange gange i Bibelen: Fra 1. Mosebog til profeten Amos finder du det omtalt ca. 150 gange. Hertil kom­mer, at Herren selv har stadfæ­stet dette løfte ved sin person­lige ed, som du finder citeret ca. 25 gange i Det Gamle Testa­mente (1.Mos. 6, 2-4; 50, 24-25; 2. Mos. 6, 1-4; 1. Krøn. 15, 15-18, ApG. 7, 2-5 m.fl.)
Det bør derfor stå klart for en­hver kristen, at dette land ifølge Guds udvælgelse og plan tilhø­rer jøderne og ikke noget andet folk.
Det gudgivne „landløfte” kan Loven, som blev til langt senere, ikke gøre ugyldig eller sætte ud af kraft. Om dette skriver apo­stelen Paulus i sit brev til Ga­laterne:
„Hvad Abraham angår blev løf­terne givet til ham og til hans afkom… Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan Loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den der­med skulle sætte løftet ud af kraft… Det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.” (3,15-18).
Guds ubetingede pagt om lan­det indeholder også løftet om, at alle slægter skulle velsignes i „Messias”, Jesus Kristus.

Det er et faktum, at der i hele men­neskehedens lange historie kun er ét folk, én nation, der efter tusind års national uafhæn­gighed og to tusind års bitter eksil er vendt tilbage til sit gamle hjemland: Dette folk og den nation er Israel.
På trods af folkets langvarige adspredelse over hele jorden, og den diskrimination og forføl­gelse, de var udsat for, glemte jø­derne aldrig, at det var for deres forfædre – Abraham, Isak og Ja­kob – at Gud åbenbarede sig og afgav sit guddommelige løfte om deres fremtidige hjemland.
I den forbindelse må det kraf­tigt understreges, at Gud ikke har udvalgt jøderne som om de skulle være bedre end alle andre folk; det var og er de ikke!
Det fremgår klart af Bibelen, i eksempelvis 5. Mos. 9, 4-7, hvor Moses fortæller, at det ikke er af egen retfærdighed, de får landet i eje. „I er et folk med hårde halse”, siger han og fortsætter med or­dene: ”Lige fra den dag I drog ud af Egypten, og til I kom til ste­det her, har I været genstridige mod Herren”.
Salme 78 (hele kapitlet) for­tæller hele Israels historie på „godt og ondt” fra Moses’ tid og indtil David.
Gud har handlet med Israel i kærlighed og vrede, og det gør Herren fortsat. Gud har udvalgt jøderne for gennem dette sit ejendomsfolk at fuldføre sine planer med verden: Frelsen udgår fra jø­derne, som Jesus klart har udtrykt det. Det er den vigtigste del af Guds plan med os alle.

Når der i Det Nye Testamente kun få steder tales om en natio­nal genoprettelse af Israel, er hovedgrunden hertil den, at de jødekristne var fuldt forvisset om dette riges komme, – jvf. de mange udsagn herom i GT.
For den urkristne menighed var Det Gamle Testamente Skrif­ten i absolut betydning, hertil føjedes så senere de skrifter, som udgør Det Nye Testa­mente. Derfor kunne apostlene efter Jesu opstandelse – i de 40 dage han viste sig for dem og talte med dem om Guds Rige – med skriftmæssig baggrund stille Jesus følgende spørgsmål:
„Herre, er det nu, du vil oprette riget for Israel?” – og hvortil Jesus svarer: „Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Fa­deren har fastsat af egen magt.” (ApG. 1:3,6-7) Med disse ord bekræfter Jesus, at Israels rige vil blive genopret­tet. Det Nye Testamente er (i øvrigt) ikke tavst om et eneste løfte i Det Gamle Testamente. Om jøderne siger Paulus: ”…dem tilhører barnekårene og herlighe­den og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og for­jættelserne” (Rom. 9,4), og „Gud har ikke forskudt sit folk” (Rom. 11,2). I ApG. 15, 14-17 finder vi en tydelig og klar profeti for Guds Riges udvikling. At det er Herrens broder, Ja­kob, der udtaler sig, giver ordene yderligere vægt.
Han siger: „Simon (apostlen Peter) har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedningerne at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Her­med stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: „Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte (Israel), og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen. For at også de øvrige menne­sker skal søge Herren, alle hedninger, over hvilke mit navn er nævnt, siger Herren, der skal gøre dette.”
I disse inspirerede ord finder vi tre stadier, der tydeligt mar­kerer vejen frem:
Først udtager Gud et folk for sit navn. Det er den kristne (udkaldte) menighed, bestående af jøder og hedninger. Når denne menighed er gået „fuldtalligt ind”, som Paulus udtrykker det i Romerbrevets 11. kapitel, vers 25, bortrykkes den fra jorden.
Dernæst, det er ved Kristi syn­lige genkomst, genrejses „Davids faldne hytte”, og „så skal hele Israel frelses” (Rom. 11,25). I mange år har der ikke været en konge af Davids Hus på Israels trone, men Gud genrejser Huset, og det sker i Kristus.

Ved Kristi syn­lige genkomst genrejses „Davids faldne hytte”, og „så skal hele Israel frelses” (Rom. 11,25). I mange år har der ikke været en konge af Davids Hus på Israels trone, men Gud genrejser Huset, og det sker i Kristus.

At jøderne på Jesu tid oprigtigt tænkte på profetierne, fremgår klart af såvel Det Nye Testa­mente som af den jødiske histo­rieskrivning.
Således har utvivlsomt profe­ten Daniels Bog (9, 25-27) bidra­get, til, at forventningerne om Messias’ komme var vidt udbredt i det første århundrede. I dette kapitel og i nævnte vers læser vi, at englen Gabriel forkynder, hvor lang tid der skal gå, fra der bliver givet ordre om at genrejse Jerusalem, indtil Den Salvede Messias kommer, og Hel­ligdommen ødelægges. Et tids­rum der udløb på Jesu tid. Jesus, Messias kom, men „de tog ikke imod ham”.
Dog, det var ikke folket, men ypperstepræsterne og de ældste, der forhærdede sig over for Her­ren og tilsidst „overtalte” skarerne (Matt. 27,20). Folket var i forventning (Luk. 3,15), store folkeskarer fulgte Ham (Matt. 4,25; 8,1,12,15,18), folket hang ved Ham (Luk. 19,48), holdt Ham for en profet (Matt. 21,48), og farisæerne var bange for folke­oprør, om de rørte ved Ham (så sent som Matt. 26,5).
Den vigtigste profan-historiske kilde til Messiasforventningerne i det 1. århundrede finder vi i den jødiske historieskriver Fla­vius Josefus’ (37-100 e.Kr.) bog om jødernes krig mod romerne. Han skriver:
„Det, der mere end noget an­det drev jøderne til at føre krig, var et tvetydigt orakel (profeti), som også fandtes i deres hellig­skrifter: at på hin tid (altså i det 1. årh.) skulle i deres land én fremstå og vinde verdensherredømmet. De tydede disse ord som ord om en mand af deres eget folk.”
Også romerces hi­storieskrivere fortæller, at „der på den tid i hele Østerland” var en forventning om, at der fra Jødeland skulle udgå en hersker over alverden.
Således skriver Cornelius Tacitus (55-120 e.Kr.): „…de fle­ste var af den overbevisning, at der stod i gamle præsteskrifter, at på hin tid skulle det ske, at Orienten blev stærk, og en magt skulle udgå fra Judæa, der skulle vinde verdensherredømmet. De jødiske masser tydede de store begiven­heder, der skulle komme, om de­res egen fremtid.”
Omtrent samme vidnesbyrd kommer til udtryk hos historie­skriveren Cajus Suetonius (70 – ­140 e.Kr.), der skriver: „I hele Orienten var den gamle og urok­kelige tro udbredt, at det var en beslutning af skæbnen, at på hin tid skulle der fra Judæa udgå en magt, der var bestemt til at vinde verdensherredømmet.”
At den kristne oldkirke også har beskæftiget sig med profe­tierne om Jesu første komme og herunder har fordybet sig i Da­niel Bog, fremgår eksempelvis af den latinske kirkefader Ter­tullian (ca. 160-220).
I sin bog „Adversus Judaeus” 8,14, sætter han helt klart Da­niel-teksten i forbindelse med messiasforventningerne i det før­ste århundrede.

Fortsættes i næste nummer.