Jerusalem Film Festival

Årets store begivenhed i IsraelHøjsommeren er kommet og hermed åbningen af Jerusalems Film Festival, der finder sted 8.- 17. juli – sommerens store begivenhed i denne by.

I disse ni dage vil filmentusiaster i alle aldre, israelere såvel som udenlandske gæster, valfarte dagen igennem til festivalens højborg, cinemateket, som ligger i Hinnom dalen over for den 500 år gamle bymur.

Denne internationale filmfestival, som anses for en af de mest attraktive blandt verdens mange filmfestivals, afholdes iår for 27. gang. Omkring 200 film fra store dele af verden vil blive vist i Cinematekets fire biografer og på seks andre nærliggende forevisningssteder.

Mange filmfans vil se mindst en film om dagen, og andre vil måske se film hele dagen, til ud på aftenen. Og de vil nyde godt af de mange udendørskoncerter, som er et led i festivalen.

Adskilige mere eller mindre kendte skuespillere, instruktører og andre filmfolk ventes hertil i løbet festivalen.

Budgettet er iår på en million dollars, det samme som ifjor. For dette beløb er der fremskaffet et meget varieret program af film, noget for næsten enhver smag.

Festivalen har politiske undertoner, og der vil blive vist adskllige film – lavet af såvel israelere som palestinensere – som belyser den israelsk-palestinensiske konflikt på forskellige vis.

De nordiske lande har iår færre film på denne festival end tidligere. Fra Danmark er bl.a. kommet filmen “Fra Haifa til Nørrebro”, der har dansk og arabisk tale og har engelske undertitler. Den hedder på engelsk “My father from Haifa” og handler om en palestinensisk familie, der oprindelig levede i Haifa, siden i København, og familiens søgen efter en identitet. Den er produceret af Carsten Holst, Alexander Foss og Omar Shargawi.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En anden dansk film på festivalen er “Broderskab”, produceret af Per Holst og iscenesat af Nicolo Donato og Rasmus Birch. Det er en dramatisk film, som har vundet en “bedste film”-pris på filmfestivalen i Rom.

En af festivalens ledere er programdirektør Avinoam Harpak, der har skaffet en stor del af festivalens film til Jerusalem og har skrevet om hver enkel film i festivalens 296 sider store katalog. I en samtale med Deres korrespondent fremhæver han bl.a. den amerikanske film “Restrepo”, om USA’s krig i Afghanistan, som en af de bedste på festivalen. Den har fået en stor pris på Sundance Festivalen i USA.

Festivalen indledes med en forevisning i udendørsteatret “Sultan’s Pool” af den fransk-tysk-ungarske film “La Rafle”, om tyskernes deportation under Den anden Verdenskrig af 13.000 franske jøder fra Paris til koncentrationslejre, i juli 1942. Filmen er iscenesat af Roselyne Bosch, der afslører flere nye detaljer om dette drama.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Legenden Lia

Grundlæggeren og lederen af det 36-årige Cinematek er israelsk films “grand old lady”, Lia van Leer, der trods sine nu 86 år stadig med fast hånd varetager dets ledelse, skønt hun hun nu på grund af sin alder afstår fra en del af den daglige styrelse. Det er hende, der først og fremmest har kontakterne til den internationale filmverden og har skaffet Jerusalem Film Festivalen dens internationale renomme. Hun har influeret væsentligt på udviklingen af den israelske filmindustri det sidste halvt hundrede år, og hun modtog for dette den attråede “Israel Pris” for nogle år siden.

Hun er i levende live blevet en legende i den israelske offentlighed. Hun siger til Deres korrespondent på tærsklen til film-ugens åbning, at hun er “still going strong” og ser hen til forløbet af festivalen.

Videre siger hun:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Må vores banner for kærlighed, fred og troen på filmens magi bringe bedre tider for os alle. Nej til vold og ja til tolerance og fred. Lad os give freden en chance.