Michelle hjælper handlede kvinder

– Vi bliver konfronteret med ondskab, og der er ikke nogen hurtig løsning, siger Michelle Mildwater, leder af HopeNow, en organisation, som arbejder med trafficking-ofre i Danmark.Michelle Mildwater har arbejdet blandt udsatte kvinder i Danmark siden 2007. Det er særligt kvinder, som er handlet til prostitution.

Michelle Mildwater besøger kvinder og børn i en afrikansk landsby.

– Mange af de handlede kvinder kommer fra forfærdelige kår og er blevet behandlet respektløst af de bagmænd, som har solgt dem til prostitution. Mange kommer derefter i klammeri med myndigheder og politi, hvor de bliver behandlet som kriminelle, siger Mildwater.
Hun er traume- og psykoterapeut samt skolelærer og stiftede organisationen HopeNow efter at have arbejdet blandt mennesker med sociale og kriminelle problemer i snart 20 år. Heriblandt børnearbejde i sin hjemby, London.
– Jeg har altid haft hjerte for mennesker, som er stigmatiserede eller marginaliserede, forklarer hun.

Et kynisk miljø

Michelle Mildwater har boet i Danmark siden 2003 og har sin daglige kirkegang i Københavns Kulturcenter på Nørrebro. Hun er nu ansat som selvstændig konsulent og medarbejder hos Røde Kors og Center For Menneskehandel.
Hendes vision er at skabe bedre metoder til arbejdet blandt udsatte kvinder, hvor respekt for deres individualitet er i højsædet. Indtil nu har hendes engagerede medarbejdere i HopeNow hjulpet over 500 handlede kvinder i Danmark. I 2000 definerede FN en konvention mod organiseret kriminalitet, den såkaldte Palermo Protokol mod menneskehandel, dvs. ”trafficking”. Danmark tiltrådte protokollen i 2002.
– Trafficking lever stadig i fuldt vigør i Danmark. Mere end folk tror. Mange kommer hertil fra fattige lande med prostitution som den eneste mulighed for at overleve, forklarer Mildwater.

Kroppe på tilbud

Danmark tilføjede – også i 2002 – en særlig paragraf i straffeloven, som for første gang gjorde trafficking strafbart med op til otte års fængsel. Men på trods af de nye tiltag er der stadig store problemer med handel af kvinder til Danmark. I en global økonomisk recession bliver menneskehandlen også presset, men det betyder ikke, at den er på tilbagetog. Tvært-imod giver det endnu sværere vilkår for kvinderne.
– Der bliver ikke færre handlede kvinder – de bliver bare billigere. Kvinder må sælge deres krop til lavere pris. Det er et kynisk miljø, der viser de ondeste sider af mennesket. Derfor har vi også brug for en åndelig side i arbejdet, tilføjer Mildwater.

Kontakt til kirkerne

HopeNow er hverken politisk eller religiøst orienteret, men størstedelen af de kvinderne i HopeNow’s netværk er dybt religiøse. Derfor er en stor del af Mildwater’s arbejde også at finde et åndeligt tilholdssted for de kvinder, som ønsker det. På den måde startede samarbejdet med en del af Københavns kristne kirker, som på en diskret og imødekommende måde tager imod de kriminaliserede ofre.
– Hvis vi spørger ind til deres behov, siger mange, at de har brug for at komme i kirke. Så jeg hjælper med at finde en kirke, der har engelsksprogede gudstjenester og er diskret og støttende, fortæller hun.

Praktisk åndelighed

Flere og flere kirker åbner nu dørene for de kriseramte kvinder, og Mildwater er i løbet af det sidste år blevet inviteret til at holde foredrag om trafficking i fem københavnske kirker.
I mødet med kristne i København fandt hun en ressource, hun ikke havde regnet med, og det ændrede hendes syn på kristendom og de mennesker, hun mødte i kirkerne.
– De snakker ikke bare om at være åndelige, men går ud og handler med et åndeligt perspektiv! Det har jeg den dybeste respekt for, siger hun.
Hun har bl.a. samarbejdet med Kristent Kulturcenter på Drejervej, som netop har tilbudt HopeNow kontorer i seks måneder. Her ønsker HopeNow desuden at oprette en fast gruppe af frivillige, som gør det muligt at hjælpe endnu flere ofre. Denne fusion mellem socialt arbejde og kirkeligt fællesskab er ikke ny i kristne kredse, men den er ny for Mildwater.
– Det er en tjeneste for dem, og det er meget inspirerende. Man kan sige, jeg faktisk selv er blevet en del af det, de kalder Kristi Legeme, siger hun.

HopeNow bygges op fra bunden

På baggrund af de handlede kvinders barske virkelighed har der været behov for megen praktisk hjælp – både her i Danmark og i kvindernes hjemlande. Det kalder på nye arbejdsmetoder med respekt, samtale og terapi som bærende elementer.
– Jeg modtog Årets Anker i 2007 og fik midler til at organisere os mere professionelt, tilføjer hun. Årets Anker gives til organisationer, som hjælper udsatte grupper i samfundet.
På den baggrund blev Hope-Now stiftet. Bestyrelsen består bl.a. af to advokater, en socialrådgiver og en psykoterapeut.
– Det gør os fagligt velfunderet. Den styrende gruppe i HopeNow har tilsammen over 20 års praktisk og teoretisk erfaring med menneskehandel, siger Mildwater.
HopeNow er desuden den eneste danske anti-trafficking organisation, som arbejder i Afrika. Siden 2004 har Hope-Nows personale lavet research i Afrika, hvor mange af de handlede kvinder kommer fra. Her samarbejder man med organisationer, der kan støtte hjemvendte kvinder, og man laver forebyggende kampagner.

Kvinder behandles som kriminelle

Trafficking-ofre bliver ofte behandlet som kriminelle i Danmark, fordi de er her på falske papirer.
– En kvinde som ejes af en bagmand, som truer hende til at rejse på falske papirer, skal jo ikke kriminaliseres. Efter alt hvad hun har oplevet, bliver hun behandlet som kriminel i et samfund, som hun troede var orienteret mod menneskers rettigheder. Det er tragisk, siger Michelle Mildwater.
– HopeNow har allerede skabt meget opmærksomhed omkring trafficking gennem film, foredrag og undervisning. De er nu inviteret som hovedtalere ved en Interpol-konference i Damaskus i juni, hvor de vil fortælle, hvordan man kan arbejde med handlede kvinder på en respektfuld måde. Det er bl.a. HopeNow’s opgave at skabe tillid mellem udsatte kvinder og de organisationer, som vil hjælpe dem.
– Det er en af vores spidskompetencer, fordi vi er sammen med kvinderne, helt fra vi møder dem på gaden, til de har gennemført et forløb, forklarer Mildwater.

Udviste kvinder gen-handles til Europa

Nogle gange udvises eller fængsles de handlede kvinder, bl.a. fordi de er ankommet på falske papirer. Hvis kvinden ikke identificeres som handlet af de danske myndigheder, kan hun straffes med fx 40 dages fængsel og udvisning for at rejse ind i Danmark på et falsk pas. Den straf ønsker HopeNow skal laves om, fordi kvinder, som sendes tilbage til deres eget land, ofte gen-handles til Europa.
– Kvinder som vurderes at være i fare, skal ikke sendes tilbage til eget land, hvis der dér er omfattende korruption, hvor politiet og bagmændene samarbejder. De har brug for psykologhjælp og juridisk bistand her i landet, siger Mildwater.
Derfor har HopeNow et kontinuerligt lobbyarbejde i gang, som de håber kan udmunde i en ændret handlingsplan allerede i 2010.

Egoisme er problemet

Spørger man Mildwater, hvorfor trafficking stadig trives i den vestlige verden, som bryster sig af at være et oplysningssamfund, er hendes svar enkelt:
– Antropocentrisme er hovedelementet i al menneskehandel. Den overdrevne selvcentrering, den der “mig-mig-mig”-attitude som hersker i vores individualiserede samfund er årsag til, at mange enten lukker øjnene for trafficking eller ikke ønsker at deltage i debatten, siger hun.