Obama opfordrer Abbas til direkte samtaler med Israel

Topmødet mellem præsident Barack Obama og statsminister Binyamin Netanyahu har medført, at Obama i weekenden har opfordret præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, til at indlede direkte samtaler med Israel.
Ifølge en PA-talsmand i Ramallah ringede Obama til Abbas og tilskyndede ham til tage
dette skridt, som nu menes at blive overvejet af PA’s ledelse.

PA har hidtil afvist at føre direkte forhandlinger med Israel, medmindre der er opnået fremskridt for to hovedemner under de indirekte samtaler: sikkerhed og grænser. Den omtalte talsmand siger, at USA nu presser PA til gå over til direkte kontakt med isrtaelerne.

– Vi er under pres om dette, men det må først accepteres af Den arabiske Liga, siger talsmanden.

PA-ledelsen har anmodet Ligaens udenrigsministre om at mødes snart for at drøfte den amerikanske opfordring.

– Hvis Ligaen accepterer, vil vi også gøre det, siger talsmanden.

På israelsk hold siges det, at direkte samtaler med palestinenserne formentlig er nært forestående, men at man endnu ikke kan sige, hvornår det bliver.

En talsmand for Abbas, Abu Rudaineh, siger, at Obama under telefonsamtalen med Abbas havde lovet, at han ville ville bestræbe sig mest muligt for få oprettet en palestinensisk stat, der vil eksistere i fred og sikkerhed side om side med Israel.

Ifølge Abu Rudaineh briefede Obama PA-præsidenten om forløbet af sit møde med Netanyahu i Washington i forrige uge og informerede Abbas om, at USA’s særlige Mellemøst-udsending, George Mitchell, vil vende til området i næste uge.

PA’s chefforhandler, Saeb Erekat, siger, at det vil være muligt at gå over til direkte samtaler, når Israel accepterer en to-stats løsning på basis af grænserne fra før 6-dages krigen i 1967. Erekat udelukkede ikke en land-udveksling mellem de to parter.