Husfluen Frede & Co.

Jeg har en flue i min lejlighed, som jeg ikke har nænnet at lukke ud i de sidste tre uger. Måske er det slet ikke den samme flue, men de arbejder bare i skiftehold. Vi er blevet ret gode venner, fluen og jeg. Jeg giver den husvarme, og til gengæld slikker den på min mad. Jeg kalder den Frede, og den kalder mig Bzzz. Sådan tror jeg i hvert fald, mit kælenavn staves, men jeg kan jo spørge, når Frede er stået op (han kan nemlig godt lide at sove længe). Om aftenen ser vi film sammen, og Frede udpeger gerne særligt interessante detaljer ved at klaske hele sit fluelegeme op på tv-skærmen, der lyser op i den mørke stue.
Men idyllen er slut. Frede er død. Først troede jeg, han bare havde forspist sig og slog mave på min spegepølsemad, men det var mere alvorligt end som så. Han begraves i min leverpostej – som han elskede så højt – på tirsdag kl. 11:00. Så en minde-klumme ska’ Frede da ha’, som tak for mange gode timer sammen.

Jeg har heldigvis allerede fundet nye dyrevenner.
Jeg har to modige myrer, der dagligt marcherer ind og ud af mit køkken, via ukendte passager. Jeg lader dette nygifte myre-par – som jeg har navngivet Frede II og Wenche – besigtige deres potentielle første fælles bolig i ro og mag. Jeg agerer også gerne stuepige og butler for dem, så de får en god start på deres nye liv sammen.
Jeg har endda udvidet min vennekreds ved at lære de mere upopulære insekter at kende. Jeg har mødt edderkoppen Charlotte, som hver nat yder den service at strikke mig en dug af hvidt symmetrisk spind og lægger det hen over mit cykelstyr. Når jeg kommer ud til cyklen om morgenen, tager vi os en snak om vind og vejr. Hun fortæller mig, hvor svært det er at leve i en diskriminerende verden, hvor edderkopper er et misforstået folkefærd og mest bliver mødt af undersiden af en sko fremfor et smil og et mini håndtryk. Til gengæld deler jeg med hende, hvad jeg skal huske at købe i supermarkedet.

Nogle gange er det bare lettere at gå i dialog med Guds mikroskabninger end at jage dem ud af ens liv.