– Uden Guds nåde var jeg gået til grunde…
Pastor Jens Haslund Thomsen mistede for et år siden sin elskede hustru Elin. Her fortæller han om den svære afsked.- At miste Elin er ikke det værste, jeg har oplevet i mit liv, men det sværeste. Hvad skulle jeg have gjort uden Jesus?
– Uden Hans nåde og kærlighed ville sorgen og savnet have været knusende, fortæller pastor Jens Haslund Thomsen, som for et år siden mistede Elin, sin hustru. Hendes død kom som et chok for ham, familien og for menigheden.
I vores nye serie Bag Facaden fortæller Jens her, hvor svært det er at tage afsked med den, man elsker:
– Elin sagde til vores datter Carina, en dag i juli måned 2009: Engang når Jesus henter mig hjem, skal der stå på min gravsten: Stor er Hans trofasthed. Hun havde igennem hele sit liv oplevet, hvor stor Guds trofasthed er, så bedre kunne det ikke siges, mente hun. Få måneder efter hentede Jesus hende hjem.
Hvordan kommer du igennem sorgen?
– En ting er sikkert, at havde jeg ikke haft Gud og oplevet hans store nåde, var jeg gået til grunde. De dage hvor sorgen og savnet ville have været ubærligt, fokuserer jeg på Ham og ved, at vi som kristne ikke bare lever det her liv, men skal leve evigt hos Gud. Så er det, at døden mister sin brod, og lige der, i al min magtesløshed og svaghed oplever jeg, at Gud er der. Jeg mærker virkelig at min himmelske far har omsorg for mig. Han trøster mig, og jeg fyldes af en fred og kærlighed, der er så stor, at den ikke kan beskrives.
Føler du, at det er uretfærdigt, at Gud har kaldt Elin hjem? Hun blev kun 56 år!
– Mine menneskelige følelser kan godt synes at det er uretfærdigt, men jeg ved at Gud er retfærdig, det er jeg sikker på. Jeg har kendt Jesus så længe, jeg kan huske, og aldrig har Han svigtet mig eller vores familie. Han har altid været trofast, altid svaret på vores bønner. Måske ikke altid til den tid og på den måde, som vi havde regnet med, men trofast, det er Han og han ved mere end os, og ser jo summen af alting.
– Jeg ved ikke, hvorfor Gud har taget Elin hjem så tidligt, og det er nok det spørgsmål, jeg tager med hjem til herligheden engang. Men ét ved jeg, og det er den fred som Han giver her og nu, så det holder jeg mig til, og det er styrke nok til mig og min familie. Men det er klart, at jeg savner Elin ufatteligt meget. Selv om man ved, at man engang skal mødes igen og være sammen i Guds rige, er det alligevel svært at tage afsked med den, man elsker.
Hvor mødte du Elin og hvad faldt du for ved hende?
– Jeg mødte Elin i 1982 ved et ungdomsmøde i Stenum kirke. Det var om sommeren og mødet fandt sted nede på Løkken strand, hvor vi skulle spille volleyball. Elin var allerede dengang kendt som en dygtig prædikant, der prædikede levende og stærkt om Jesus.
– Da vi så snakkede sammen den aften, var jeg helt klar over, at hun var noget helt specielt.
Var det kærlighed ved første blik?
– Ja og nej, det var mere kærlighed til Jesus ved første blik. Kærligheden til Ham var det, der førte os sammen.
Vi blev rigtig gode venner, og havde et fælles syn på mange ting her i livet, ja, man kan godt sige, at vi faldt rigtigt godt i hak.
– Én af de ting, jeg faldt for ved Elin, var hendes indre glød. Hun udstrålede noget smukt, noget uforklarligt. Hvor hun end gik og stod, lyste hun op. Og så var hun i besiddelse af en profetisk dristighed, som jeg syntes, var fascinerende. Til et andet arrangement for unge kristne den sommer var Elin der også. Ved kaffebordet om aftenen henvendte hun sig til mig og sagde: Du gemmer på et vigtigt kald fra Gud. Jeg var målløs over det hun sagde, for det var sandt.
– Da jeg var 14 år talte Gud til mig. Han sagde, at Han havde en fuldtidstjeneste til mig. Da jeg blev 17 år hørte jeg igen Guds røst og jeg blev klar over, at min fuldtidstjeneste var at rejse til Afrika som missionær. Jeg synes det lød spændende, og jeg glemte det ikke. Men jeg havde krøllet det sammen og smidt den væk – ned i min indre papirkurv. Det havde jeg gjort, fordi der var så mange omstændigheder, der gjorde mig usikker på, om det nogensinde blev til noget. Men nu da Gud igennem Elin mindede mig om det, han engang havde sagt, fik jeg så sandelig noget at tænke over!
– Elin og jeg begyndte at komme sammen i oktober måned. Året efter, i 1983, blev vi gift. En dag sagde jeg til Elin: Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Gud har kaldt mig til at tage til Afrika som missionær. Elin begyndte at græde af lykke. Det var lige det, hun selv havde i hjertet. Det er vigtigt, at man har samme kald, at den ene ikke bare er med.
Vi rejste til Afrika, hvor vi opholdt os i 12 år. Vi fik fire børn dernede og oplevede mange spændende ting som missionærer i dette vidunderlige land, som blev vores andet hjem.
– Jeg vil gerne fortælle dig om noget, som skete den nat, Jesus hentede Elin hjem. En ung mand fra vores menighed var i bøn. Han spurgte Helligånden: Hvad er det, der sker? Helligånden viste ham et syn. Han så en plante gro op af noget asfalt. Asfalten var gået i stykker, men planten havde stærke rødder og den voksede og blev større og større. Dens frø spredte sig, og der voksede nye planter frem af de frø, som planten havde spredt. Synet fik den unge mand mellem klokken fire og fem om morgenen onsdag den 8. september 2009, det øjeblik hvor Jesus kom for at hente Elin hjem.
– Elin er ikke længere, men hendes stærke tro lever videre i blandt os. Den sæd hun igennem årene har sået i vores menighed begynder nu at spire frem og bære frugt. Menigheden er blevet stærkere og mere bevidst om, hvad det er, Gud har kaldet os til at gøre.
Hvad er din vigtigste opgave, nu da Elin ikke længere er her?
– Min vigtigste opgave er at være i det kald, Gud har givet mig. Samtidigt er der en stafet for mig at tage op. Det vil sige, at jeg må sørge for, at de ting Elin brændte for, ikke bliver glemt. Hun havde et hjerte for at betjene kvinder og se dem forløst, og det gjorde hun gennem Piger i Alle Aldre, og dette arbejde er blevet taget op og føres videre af kvinder fra menigheden. Hun havde også en udadvendt missions-tjeneste, Til Verdens Ende, som stadig videreføres. Hun havde desuden et inderligt ønske om, at menighedens bibelskole måtte være et center for optræning og udrustning af kristne, sådan at de kan opdage og lære at bruge deres tjenestegaver. Guds folk må udrustes til at udføre de opgaver, der ligger foran dem. Alle må gøres klar til det, som snart kommer.
Og hvad er det?
– Vækkelse. Der vil snart komme en stor vækkelse ind over Danmark. Men før den kan komme, er der nogen, som må bane vejen og bryde brakmarken op. Uden Guds kraft, er det umuligt at gøre noget som helst. For at få den kraft, er det vigtigt at vi tilbringer tid sammen med Gud. Fællesskabet med Herren er alfa og omega. Uden fællesskab ingen kraft. Elin vidste af erfaring, at det er i Guds nærvær, at tingene begynder at ske. Det er her, Gud åbner sit hjerte for os, og begynder at dele sine hemmeligheder med os. Det er i fællesskabet med Ham, at vi bliver helt klar over, hvilken vej det er, vi skal gå, og hvad vi skal gøre, for at vækkelsen kan bryde igennem.
– Vi må lægge vores liv ned for Gud og give afkald på noget af det, som vi har troet var vigtigere end at være sammen med Ham. Vi må sige til vores himmelske far: Her er jeg. Jeg er villig til at gøre det, du ønsker. Gør med mig, hvad du vil. Form mig, dan mig, så dit navn kan blive herliggjort. Elin var i besiddelse af Gud kraft. Hun havde lært at presse på og komme ind i Guds nærvær. Hun betalte en pris, hun ofrede sin tid på at være sammen med ham. Og det var det hele værd.
