Hans kærlighed blev til et kald
Lars Mandrup, 66 år og sognepræst i Risskov, har i over 20 år været frivillig ildsjæl i missionsarbejdet heraf ni år som formand for Danmissions bestyrelse. 24. september 2010 er der afskedsreception for Mandrup i Danmissions hovedsæde i Hellerup.Hvilken dreng ville ikke lade sig betage af sydindiske piger i farvestrålende sarier? Og når Lars Mandrup fortæller om sine nu 30 år i missionsarbejdet, starter historien da også her. Med 16-millimeter film i tusmørke og forunderlige beretninger, som missionærer bragte fra missionsmarken til hans barndomshjem.
Det var her, min kærlighed til ydre mission blev vakt, fortæller Lars Mandrup. Og den første kærlighed blev til et kald. Både som missionær og som bestyrelsesmedlem først i Det Danske Missionsselskab og siden i Danmission.
Efter ni år forlader han snart formandsposten. Med sig tager han metervis af rejsedagbøger med tanker om projekter og partnere, men også med anekdoter: Om forpassede fly, oversvømmede veje og rejsekufferten, der aldrig nåede frem. Om et kort over Cambodja lavet af menneskekranier. Og om at være i direkte tv foran 20 millioner arabiske seere.
Han har flere pas fulde af stempler fra rejser til lande som Kina, Tanzania, Egypten, Cambodja og ikke mindst Sydindien, som han havde drømt om at besøge siden drengeårene. Et enkelt visum blev dog aldrig brugt, og det nager ham men derom senere.
– Hvad ser du tilbage på med den største glæde?
At sammenlægningen af Santalmissionen og Det Danske Missionsselskab i år 2000 lykkedes. Mission, som vi driver det i dag, kræver en større organisation.
Den sværeste opgave var tiden umiddelbart efter sammenlægningen det var som to sammenbragte familier, der skulle lære at leve sammen med mine hjertebørn og dine hjertebørn altså to hold projekter, to netværk og to organisationer. Men det lykkedes at blive én familie.
Konkret har en af de største oplevelser været dialogarbejdet under Muhammed-krisen. Omkring år 2000 var Danmission ved at lukke den arabiske verden som missionsmark. Så kom terrorangrebet på USA 11. september 2001 og JyllandsPostens tegninger 30. september 2005, og vi blev klar over, hvor vigtigt dialogarbejdet mellem kristne og muslimer er. Da Danmission i februar 2006 tog initiativ til, at en kirkelig delegation rejste til Egypten for at mødes med muslimske gejstlige, var Danmission inde at røre ved verdenshistorien. Mens der blev brændt Dannebrog og ambassader, var vi på arabisk tv med millioner af seere og forsøgte at slukke vreden
Du milde – først bagefter fattede jeg, hvad jeg havde været med i.
– Hvad har det givet dig at være frivillig i Danmission?
Det har præget mig dybt. I Madagaskar levede jeg seks år blandt fattige mennesker, men jeg har aldrig fået så mange smil. Det har blandt andet lært mig ikke at lade mig slå ud af små krusninger i mit eget liv.
– Mission er at overskride grænser mest af alt vores egne, har du tidligere sagt. Hvilke grænser har du overskredet?
Når vi driver ydre mission, så overskrider vi geografiske grænser. Men det sværeste er at overskride grænsen lige uden for mig selv over for næsten ved siden af mig, om det så er naboen i Risskov eller i Madagaskar. Jeg skal ikke overbevise den anden om, at jeg har ret. For mig er mission dialog, og det kræver, at jeg tør sætte mig selv og mine holdninger på spil. Kristne, muslimer, hinduer, buddhister osv. er alle omfattet af Guds kærlighed. Giver det så mening at fortælle om min tro? Ja, vi skal dele budskabet, så andre får mulighed for at kende Gud, som jeg gør det. Men det fordrer, at vi tør overskride vores egne grænser.
– Hvad ser du som de største forandringer i mission, siden du i 1980 blev sendt ud til Madagaskar?
Før ansatte vi nærmest kun teologer, fordi vi vægtede det teologiske højest. Vi ansætter stadig teologer, men ikke kun i dag kræves der også andre faglige kvalifikationer.
Medarbejderen i marken kaldes nu udsendt i stedet for missionær. Det skete, fordi det i en række samarbejdslande ikke er tilladt at være missionær. Samtidig er betegnelsen missionær belastet i visse kredse herhjemme, så vi stødte folk fra os. Og i virkeligheden betyder missionær at være sendt af Gud til verden altså udsendt.
Fokus er udvidet fra evangelisering og fattigdomsbekæmpelse til også at omfatte dialog og religionsmøde.
Tidligere gik indsatsen penge og kompetencer fra os til dem. I dag skal vi tænke i gensidighed at der findes ressourcer i de lokale kirker og samarbejdspartnere, at vi også kan lære af dem, og at de kan lære af hinanden. Nøgleordet er gensidighed fra alle til alle.
– Vil missionen sejre sig ihjel? Hvis evangeliet har nået alle, og fattigdommen er udryddet, vil der så stadig være behov for mission og for Danmission?
Mission vil altid eksistere. Hvis der ikke længere er åndelig eller materiel fattigdom, skal missionen være at dele vores forskellighed, så vi gensidigt beriger hinanden. En del af det at være kristen er også at få det evangeliet fortalt igen og igen. Forkyndelsen skal vedligeholdes.
– Vil du stadig være frivillig i Danmission, når du forlader posten som bestyrelsesformand ved repræsentantskabsmødet 28.-29. august?
Århus Stift har valgt mig ind i repræsentantskabet jeg har stemmeret for første gang. Og så tager jeg den derfra.
– Måske til Pakistan?
I mit pas sidder et visum, som aldrig blev brugt. Jeg skulle være rejst til Peshawar i Pakistan fredag 16. oktober 2009. Situationen i området, som USAs præsident kalder verdens farligste, var højspændt. Vi overvejede til det sidste, om det var for risikabelt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg følte en stor lettelse over, at jeg ikke kom af sted, og at det ikke var mig, som kom til at træffe beslutningen. Mit visum kom for sent! Men sammen med lettelsen kunne jeg ikke frigøre mig for den nagende tanke, at jeg havde muligheden for at blive hjemme i sikkerhed. De mennesker, der lever i Peshawar, må hver dag leve med angsten for at blive dræbt. Den fredag aften, da jeg skulle have været fløjet, kunne man på tv se, at der samme dag var blevet dræbt hen ved 30 mennesker af selvmordsbomber og tilfældig terror i Peshawar.
For de kristne i Peshawar er situationen ekstra vanskelig. De udgør kun ca. tre procent af befolkningen. Kirken kan om nogen kaldes en martyrkirke, som midt i lidelsen er et tegn på håbet. Denne kirke kan lære os, hvad det vil sige at gå i Kristi fodspor. Og stadig sidder der et eller andet sted i mig ønsket om en dag at besøge Pakistan og Peshawar.
Af Tove Lind Iversen
