Hvad kræver det for at lykkes?
Der sker i bedste fald meget få fremskridt i kampen mod fattigdom, siger 76 procent af danskerne ifølge nye tal fra kampagnen Verdens Bedste Nyheder. En pæredansk organisation vover at påstå det modsatte i verdens første kristne land, Armenien. Armeniens hovedstad ligner en spøgelsesby, hvor der kun er elektricitet 3-4 timer i døgnet, og hvor indbyggerne må bruge fakler for at finde hjem om aftenen, hvis man da ellers tør vove sig udenfor. Byen hærges af glubske hunde, der ser ud, som om de hverken har fået vådt eller tørt de sidste mange måneder. En mørk nattetime fik jeg pludselig tømt mit forråd af adrenalin, da tre sultne hunde væltede frem bag et gadehjørne. Sådan skriver læge Kim Hartzner i et af de første nyhedsbreve fra Mission Østs arbejde i Armenien i starten af halvfemserne.
Vi føler os tit magtesløse, når vi taler med mennesker, der bogstaveligt talt har mistet alt. Det synes umuligt at trøste, fortsætter han. Alligevel har vi et ønske om at bringe håb midt i håbløsheden, hjælp midt i nøden og tro midt i vantroen.
Og sådan begynder en kamp, et eventyr, en mission, der i dag blandt andet har resulteret i en ny national lov og Armeniens første erhvervsuddannelser nogensinde til unge med et handicap.
I januar 1994 lettede det første af fire fly fra Flyvestation Værløse. Flere tusinde armenieres liv afhang af indholdet; over 100 tons fødevarer, medicin og hospitalsudstyr.
Folk var desperate, rakte hænderne ud efter kasserne med mad, maste for at sikre deres familie del i overlevelsespakkerne. Nøjagtig som vi ser på billeder i dag fra Haiti eller oversvømmelsen i Pakistan, husker René Hartzner, daværende generalsekretær og stifter af Mission Øst.
Armeniens økonomi var kollapset efter Sovjetunionens fald, og krigen med nabolandet Aserbajdsjan havde gjort flere hundrede tusinde til flygtninge i deres eget land.
Det var en kamp at få uddelt hjælpen. Embedsmænd satte afdøde menneskers navne på tjeklisterne for at få dobbelt ration til deres egne familier. Vagter gemte pakker med kiks i inderlommerne på deres store frakker. Lastbilerne var nedslidte, og vi vidste aldrig, hvilke farer der lurede på landevejene fra by til by.
Vi kæmpede mod menneskelig desperation og en ekstremt bidende kulde. Men liv afhang af os, fortæller René Hartzner. Kim Hartzner tilføjer:
Vi arbejdede 18 timer i træk. En nat, mens vi lå i vores soveposer med overtøj og vanter på, hørte vi luftalarmen. Ingen af os orkede at søge tilflugt i kælderen.
I årene efter blev endnu flere tonstunge ladninger nødhjælp sejlet, kørt og fløjet fra Danmark til Armenien. Brune papkasser med Mission Øst-mærkater forsvandt i armene på mødre til kraftigt underernærede børn, og udstyr til Sygehuset Danmark, som var organisationens allerførste projekt i 1992, fik folk til at komme langvejs fra for at få lægehjælp. Og der, midt i katastrofen, fik danskerne øje på en overset gruppe mennesker.
På Børnehjem nr. 11 mødte vi børn de fleste med et handicap uden spor af gnist i øjnene, fortæller René Hartzner. Vi havde haft kontakt til hjemmet siden de første år, hvor vi med hjælp fra Ys Men Danmark havde forbedret de fysiske forhold. Men i august 2000 opdagede vi pludselig, hvordan de cirka 120 børn stort set intet fik ud af undervisningen, der var formet efter gammeldags sovjetisk kæft, trit og retning og overhovedet ikke tog deres individuelle behov i betragtning. Lærerne havde ingen forventninger til dem. Ja, nogle af dem kunne ikke engang børnenes navne. Så vi besluttede os for at forbedre undervisningen og omsorgen for børn med indlæringsvanskeligheder.
Hjælpen skulle blot have været en lille håndsrækning til børnehjemmet og en håndfuld skoler i nærheden. Men med et var der taget hul på et kæmpe problem, som indtil da var blevet bredt ignoreret og viste sig også at række langt ind i sundhedssystemet.
Lægen rådede mig ganske enkelt til at anbringe ham på et børnehjem eller at låse ham inde derhjemme, fortæller Svetlana, mor til David med et mentalt handicap, mens hun forsøger at skjule sine tårer.
Jeg er bange for, at Emmas storesøster aldrig bliver gift, hvis en kommende svigerfamilie finder ud af, at vi har et handicappet barn i familien, siger Laila, Emmas mor.
Vi fik at vide af lægen, at Ashot bare skulle tage nogle vitaminer, sukker forældrene til den lille dreng med muskelsvind.
Fra Armeniens landsbyhuse og forstædernes etageejendomme begyndte fortælling efter fortælling i årene frem at danne et billede af et land, hvor mennesker med handicap er forkerte og en belastning. Uønskede. Mission Øst dannede partnerskab med en armensk organisation og drog fra by til by for at banke på dør efter dør, og et kæmpe behov foldede sig ud.
Vi fandt så mange familier, der i årevis havde gemt deres børn med epilepsi, spastiske lammelser og manglende lemmer af vejen derhjemme tynget af skyld og uden for synsvidde, hvor omverdenen ikke kunne klandre dem for at have sat et defekt menneske i verden, fortæller René Hartzner. Flere børn var aldrig blevet registreret ved fødslen, og de fleste havde på intet tidspunkt set skyggen af hverken lægehjælp eller skolegang. Vi fandt børn, der i en alder af 16 år aldrig havde leget med andre børn!
I starten af det nye årtusinde var sultkatastrofen i stor grad afhjulpet. Mission Øst kunne koncentrere sin indsats om mennesker med handicap, der som en gammel arv fra Sovjet var blevet negligeret i ubegribelig lang tid.
Efter år med hjælp til de enkelte børn og deres familier stod det klart, at problemet havde meget dybere rødder, der går helt tilbage til den sovjetiske tanke om det stærke menneske. Vi var nødt til at sætte ind på andre niveauer end blot ude i lokalsamfundet, fortæller Kim Hartzner. De armenske myndigheder, regeringen, skole-og sundhedssystemet skulle involveres.
I dag, 10 år efter, har Armenien 47 inklusiv-skoler, hvor børn med og uden handicap går i klasse sammen. Flere tusinde lærere har fået uddannelse i at undervise med særligt hensyn til børnenes forskellige behov. Nye klinikker ofte de eneste i deres region tilbyder gratis lægehjælp og genoptræning. Terapigrupper for forældre hjælper dem med at smide skylden og kæmpe for deres børns rettigheder. Store kampagner på tv og i gadebilledet har vist mennesker med handicap som mennesker med muligheder i stedet for som mennesker, der er til besvær.
Men helt særligt husker jeg april 2005, efter kun fem års arbejde, hvor Armenien vedtog en ny national lov, der for første gang i landets historie giver børn med handicap samme ret til skolegang som alle andre. Det var en milepæl. Der jublede vi, fortæller Kim Hartzner, der på det tidspunkt havde overtaget rollen som generalsekretær efter sin far.
Nogle år efter godkendte Armeniens undervisningsministerium den første nationale læseplan for børn med indlæringsvanskeligheder. Og i denne måned starter andet skoleår på landets første erhvervsuddannelser, hvor unge med et handicap læser til gartner eller tæppevæver og baner sig vej til en helt ny verden: arbejdsmarkedet.
Vi har set en overvældende udvikling på blot ti år, siger Kim Hartzner. Ja, der har da været tider, hvor jeg har haft lyst til at sætte mig ned i et hjørne og bare græde. Græde over den fattigdom, jeg har mødt. Græde over de borgmestre, der kun kommer til vores møder for pindemaddernes skyld og udvandrer, når de begynder at kede sig. Og mit gæt er, at der stadig er tusindvis af børn med handicap, der gemmes væk i deres hjem. Bag døre, vi endnu ikke har banket på. Men vi bliver ved med at rokke ved folks holdning, så myndighederne bliver bedre til selv at hjælpe folk i nød. Og så de gemte børn en dag kommer ud af sig selv.
Cirka en fjerdedel af Armeniens befolkning lever stadig under fattigdomsgrænsen, og mange børn med handicap går stadig ikke i skole. Armenien har, som en del af de internationale 2015 Mål, skrevet under på, at alle skal have mulighed for grundskoleuddannelse inden for de næste fem år.
Da Azat var syv år gammel, faldt han ned fra et træ. Han mistede bevidstheden og blev sendt til et hospital i regionen. Men opholdet blev ganske kort. Han fik aldrig en diagnose og heller ingen behandling. Hans familie havde ganske enkelt ikke råd. Siden har Azat, der her ses sammen med Mission Østs ambassadør Mikael Jarnvig, i flere år lidt af hovedpine, koncentrationsproblemer, kvalme, nervøsitet, indlæringsvanskeligheder, hukommelsessvigt, aggressivitet og søvnproblemer. Overalt i Armenien risikerer mennesker med handicap at blive afskrevet af både læger, der ikke har den nødvendige viden om sygdomme, og lærere, der ikke ved, hvordan de skal håndtere børn med specielle undervisningsbehov. Azats historie symboliserer alt det, der har været galt med det sociale system i Armenien i adskillige år. Uden hjælpen fra Danmark ville tusindvis af familier i dag ikke have et sikkerhedsnet, fordi landet endnu ikke selv er i stand til at tilbyde det. Azat er blevet undersøgt af Mission Øst og partneres læger, og en scanning har vist, at han har for højt blodtryk i kraniet. For første gang siden ulykken for flere år siden har han fået hjælp. Den rette hjælp. Uden omkostninger.
Kampagnen Verdens Bedste Nyheder er et samarbejde mellem 70 danske organisationer og cirka 50 virksomheder samt Danida og FN og skal give danskernes skepsis over for u-landshjælpen modspil. Nye tal fra analyseinstituttet Capacent foretaget for kampagnen viser, at færre end en fjerdedel af danskerne tror, at det går fremad i den fattige verden. Fakta er, at der er 400 millioner færre fattige i verden siden 1990, 1,6 milliarder flere har adgang til rent drikkevand, og hele 90% af alle børn i u-landene er indskrevet på en grunduddannelse.
Af journalist Tania Maria Lüders Rusbjerg
