Kristen organisation hjælper Holocaust-overlevende i Israel

Den internationale kristne ambassade i Jerusalem, der har sponsoreret den største institution i Israel, som tager sig af nødlidende holocaust-overlevende, blev igår hyldet ved indvielsen af institutionen i Haifa.Der er omkring 210.000 holocaust-overlevende i Israel, hvoraf en tredjedel lever i fattigdom – ofte på grund af høje medicinske udgifter – og den kristne ambassade har påtaget sig at hjælpe denne gruppe og give dem mulighed for at tilbringe deres dage i fred og værdighed.

Institutionen, en fire-etagers bygning, der huser 80 overlevende og giver dem gratis mad og medicin, drives af en velgørende institution ved navn “Yad Ezer l’Haver” (“Hjælpende hånd til venner”). Læger og sygeplejersker fra Rambam Hospitalet i Haifa kommer til institutionen døgnet rundt, og psykologer en gang om ugen.

Cirka 3 millioner shekler (omkring fire millioner kroner) er blevet indsamlet til projektet i løbet af seks måneder, hovedsageligt blandt folk der er tilknyttet den kristne ambassades afdeling i Tyskland.

– Kristne tyskere er særligt sensitive over den fattigdom, der råder blandt holocaust-overlevende idag, sagde den internationale ambassades internationale direktør, dr. Juergen Buehler, som også er leder af ambassadens afdeling i Tyskland, ved indvielsen. Det er på grund af vores forfærdelige historie, at vi føler et direkte ansvar for de overlevendes lidelser, forårsaget af holocaust. Den hurtige finansielle hjælp er bevis på, at den nye generation i Tyskland er forpligtet til at gøre en forskel i Israel på det praktiske niveau.

Den kristne ambassade håber, at den snart kan købe en nærliggende bygning, som vil kunne huse yderligere 50 nødlidende holocaust-overlevende.

Blandt gæsterne ved indvielsen i Haifas Kongrescenter var flere hundrede overlevende, repræsentanter for den israelske regering, fremtrædende rabbinere og direktøren for Den internationale kristne ambassade i Jerusalem, pastor Malcolm Hedding.

– Der er over 2000 ansøgere på venteliste, overvejende overlevende fra nazistiske dødslejre i Polen og Tyskland, sagde Hedding. De håber at kunne finde et hjem, hvor de kan undgå ensomhed og slutte sig til et vibrerendee og trøsterigt samfund. Med dette særlige humanitære projekt vil vi ære dem, der har undergået ubeskrivelige rædsler og ondskab. Vi vil aldrig helt forstå, hvad de har været igennem, men vi kan give dem håb, kærlighed, omsorg – og mest af alt værdighed. De giver mening til, hvorfor en jødisk stat er nødvendig, og de inspirerer os med deres liv.