Min nye mor
På en sprogskole i Guatemala har jeg fundet min nye mor. Ikke fordi der er noget galt med min aflagte mor, men hun kunne desværre ikke komme med mig på min rejse, og enhver 19-årig fyr kan jo ikke klare sig uden en mor. Det ved alle! Sammen med to piger, som jeg passende kan kalde mine nye søstre, er jeg ved at lære spansk, inden vi skal til Honduras, hvor vi skal arbejde som frivillige. Vi er blevet indlogeret hos en lokal familie, hvor vi skal bo i tre uger samtidig med, at vi får undervisning i spansk.
Min nye mor, Else, er en ældre dame et sted i treshalvfjerdserne – altså en del ældre end min aflagte. Hun er velklædt, har mørkt velfriseret hår og bærer elegante guldøreringe, der passer til hendes alder og hendes tøj. Som en rigtig mor forstår hun at tage sig af sine nye børn, og da vi ankom, gik der ikke længe, før vi følte os godt og hjemligt tilpas. Med smil og – hvad vi formodede var – spanske høflighedsfraser og en latter, som kun kan have betydet: Hjertelig velkommen til Guatemala! lod hun os vide, at hun så frem til de næste tre uger med os.
Når vi spiser sammen, er det ikke de flotte maleriske sætninger akkompagneret med stor gestikulation, der flyver hen over bordet. Tværtimod. Korte sætninger efterfulgt af små nik eller hovedrysten, et enkelt si eller no er mere vores families stil. Selvom vi kun forstår en brøkdel af, hvad hun siger, og vores mest brugte sætning er no comprendo (jeg forstår ikke), er vi ikke i tvivl om, at vi er en lille midlertidig familie. Familie i den forstand, at jo mere tid vi tilbringer sammen, des mere omsorg får vi for hinanden.
På trods af sproglige og kulturelle grænser formår vi sammen med vores nye mor at skabe en kærlig og tryg tilværelse, der er klart sammenlignelig med en families. Selvom jeg er langt væk hjemmefra, og måske savner min rigtige mor en lille smule, er jeg blevet bekræftet i, at lige meget hvor jeg befinder mig, vil jeg altid kunne finde en erstatningsfamilie, der vil tage sig af mig.
Af Johannes Tvilling
Udsendt som
volontør af Impact
