På arbejdsrefugium

En københavnsk skribent tog til Nordvestjylland for at finde den ultimative ro på det 800 år gamle Ørslev Kloster. Denne sommerdag bød på perfekt kørevejr op igennem de jyske landeveje, der skar gennem de lysegrønne marker med gule prikker overalt. Målet var fire dage uden tv og mennesker under spartanske forhold, for derigennem at finde ind i skrivningens smukke ensomhed.Henni Andreassen
Freelance skribent og klummeskriver – rejser, musik, tro, kvindeliv,
ligestilling, fitnesskultur, etc.

Jeg ankom til refugiet og lukkede langsomt trædøren bag mig ind til mit højloftede kloster-arbejdsværelse med kalkmalede, billedløse mure og en ydmyg møblering pakket ind i disse 800 år gamle fredede, historiske bygninger. De eneste tilbageblevne forstyrrelser (udover mine egne uorganiserede tanker) var de forårsglade fugle, som jeg både kunne høre og se gennem de gardinløse vinduer, der indefra dannede rammen om et lysegrønt levende naturmaleri af klostrets private skov.
Hver morgen vågnede jeg i takt med sollyset, idet der ingen gardiner var i vinduerne. Skulle man alligevel finde på at sove videre svøbt i morgensolens stråler, kunne den ikke strækkes længere end til klokken 8:00, hvor klostrets kirkeklokker bimlede lystigt. Dette var ekstra sandt i mit tilfælde, idet jeg naivt havde valgt det såkaldte Tårnværelse, hvis navn afslørede, at værelset delte væg med kirketårnet. Dog var denne rungen stadig mere behagelig end den københavnske morgenlarm, som jeg er vant til fra Amager, hvor de leveringsdygtige lastbiler kl. 5 om morgenen uhæmmet får mit københavnske hjems vinduer til at sitre, som om man befinder sig på en færge.

Det 800 år gamle Ørslev Kloster ligger i Nordvestjylland i nærheden af Skive.

Klostret bestod af tre fløje og en separat ubeboet portnerbolig til gruppearbejde. To af de tre fløje lå primært stille hen med arbejdsværelser, mens den tredje fløj var fællesarealer med bl.a. kaminværelse, solvendt altanterrasse og spisestue med flygel, der ikke kunne høres fra arbejdsværelserne på grund af klostrets tykke, middelalderlige mure.
Udenfor i gården var den sociale kloster-hankat Olga altid parat til at kaste sig ned på jorden ved synet af et menneske, mens dens strakte sig lang for at blive kløet på maven på ægte hundehvalp-manér, muligvis som en slags belønning for at holde klostrets kælder fri for mus.
Det var ikke tilladt at banke på hinandens døre, så det blev i fællesarealerne, at jeg mødte de andre klostergæster, der ligesom jeg var på skriveophold med henblik på enten at få sat det første bogstav på papiret, at få det sidste punktum i hus – eller alt ind imellem. Jeg mødte bl.a. en universitetsstuderende, der skulle aflevere bacheloropgave om få uger, en moden kvinde, der nu tog sig tid til at afprøve forfatterdrømmen, en forsker, der arbejdede på en videnskabelig artikel til et tidsskrift, og ikke mindst klosterveteranen Poul Larsen, der i flere årtier har besøgt klostret fra tid til anden for at skrive digte, heraf tre digtsamlinger dedikeret til netop Ørslev Kloster.
En anden tidligere velkendt klostergæst har bl.a. været skuespiller og tekstforfatter Chili Turèll, der i bogen ”Under det kreative hvælv” fortalte om sin oplevelse af at arbejde under Ørslev Klosters tag:
– Jeg har nu opholdt mig på klostret i flere omgange og fundet, at her er godt at være […] Her er stille, meget stille. Her er højt til loftet, meget højt. Her hersker en stemnig af fortættet ro […] Her sidder mennesker i hver sit værelse og arbejder. Der er en helt særlig energi i bevidstheden om, at der skrives og tænkes og kreeres overalt i huset. I med passende mellemrum at mødes på gangene eller i det absolutte samlingssted: køkkenet, med vilde eller tomme, fjerne øjne, udveksle tanker en stund for derefter at gå tilbage til det ensomme lønkammer. Det er en vidunderlig opdagelse, at den fælles energi tilfører den enkeltes arbejde en helt særlig kvalitet og koncentration, forklarede Chili Turèll.

Af andre praktiske foranstaltninger bød klostret desuden på et permanent opdateret lager af øl og vin til salg i køleskabet, med henblik på at supplere aftenhyggen i dette kulturmiljø af ligesindede kunstnere – eller for at kurere en eventuel skriveblokade.
Ligesom der ikke var alkoholforbud, var der hverken krav om eller forbud mod et religiøst tilhørsforhold eller kirkerelaterede arbejdsopgaver, trods stedets fortid som nonnekloster, hvor den sidste nonne forlod stedet i 1584.

Et overraskende aspekt af, at jeg under dette skriveophold fjernede mig fra mit københavnske hverdagsmiljø af steder og mennesker, var, at noget af den stress, jeg fejlagtigt troede kom fra mine omgivelser, i virkeligheden kom fra mig selv.
En aften gik jeg hen til det mørke vindue, men fik kun øje på mit eget spejlbillede. Mørket, aleneheden og stilheden fjernede mit udsyn og tvang mig til indsyn. Måske var det derfor, der ingen gardiner var på klostret. Og indad var præcis dér, jeg var på vej hen.
Stilhed er jo aldrig helt stille. Vi vil altid kunne høre en hvislen fra vort sinds bagvæg af urinstinkter, personlighed, fortidsminder og en masse andet støj af ukendt væld. Jeg begyndte at mærke den ubehagelige eksistentielle angst indkapsle min sjæl og krop i et virvar af usammenhængende følelser, hvilket jeg til daglig fejer ind under underbevisthedens tæppe. Som sodavandsbobler dukkede utallige spørgsmål op til overfladen, som aldrig ville kunne besvares eller som i bedste fald ville kunne besvares med nye spørgsmål. Jeg genoptog den mentale smukke stirren op på stjernerne og spurgte: Hvordan? Hvorfor? Hvornår? Hvad? Hvem? Disse var mine egne evige uorganiserede spørgsmål, hvilket påny stimulerede mig, for der findes nemlig intet mere kedeligt end at besvare andres spørgsmål eller at få serveret færdigkogte helheds-svar.
Jeg mærkede modstridende følelser af frihedsglæde og smerte ved at turde stille de umulige spørgsmål i en indre retssag. Efterfølgende stod jeg med endnu to komplicerede kontrastfølelser: Modet til at se sin sjæl i øjnene samt utilfredsheden i de manglende svar, der bebrejdende gav mig en klaustrofobisk klud i munden. Hvilken smuk smerte og velsignet tomhed.
Jeg følte mig som kastet ud fra en kæntret båd, og jeg tillod mig selv bare at følge følelsernes upålidelige flod og forsøge at fortolke dens budskab. At lave ingenting er hårdt arbejde.

Min egen arbejdsrytme under klosteropholdet kørte overraskende smidigt som blødt smør. Kun afbrudt af skov-gåture eller køreture ind til Højslev Stationsby og Skive, fik jeg personligt plejet mine kunstneriske evner som både forfatter og komponist.
De første par dage rodede mit værelse med papirer overalt, som jeg hjemmefra uovervejet havde smidt ned i en kuffert som et lig i et bagagerum. Jeg arbejdede mig gennem håndskrevne notater, avisudklip og computer-filer, og jeg fandt også ind i detalje-lytningen med at finpudse musikfiler med mine nyskrevne sange.
Henad slutningen af mit fire dages ophold (der næste gang skal være mindst dobbelt så langt), var de fleste papirer forsvundet og organiseret videre ind i computerens virtuelle verden. Ligeledes havde mine mange idéer og tanker fået en mental oprydning og et nyt overblik. Jeg havde bevæget mig fra kunstnerisk kaos til organiseret orden. Efter endt ophold følte jeg mig klar til næste fase, hvad det så end er; gerne en ny dosis af smuk kunstnerisk kaotisk inspiration. ”Kaos er min ven,” sagde singer-songwriter Bob Dylan engang, og jeg bevidner også gerne det næste Big Bang.
Ét er i hvert fald sikkert: At jeg igen vil tage turen fra den travle hovedstad til arbejdsroen på Ørslev Kloster.