Soldaterhjem slår rod i Litauen
Konceptet KFUMs Soldaterhjem er nu etableret i litauiske byer. En familie fra Litauen gæster bevægelsens årsmøde i Hvorup den 25.- 26. september. De er eksponenter for, at ideen om et kristent hjem for soldater også har vundet indpas i Litauen.
Det hele begyndte med, at litauiske soldater kom til Viborg, hvor de så og brugte soldaterhjemmet. Det skabte et ønske om et tilsvarende hjem i Litauen, skriver Soldatervennen.
Ønsket gik i opfyldelse i 2001, hvor et soldaterhjem åbnede i byen Taurage med dansk knowhow og involvering. I 2004 åbnede et nyt soldaterhjem i Rukla.