”Gud har brug for os kvinder ”

Udfordringen går Bag Facaden på Rakel Knutzen – præst og arrangør af kvindekonferencen ”What Women Want”. Her fortæller hun om, hvad hun som kvinde vil have her i livet for at være glad og tilfreds, og om hvordan man bevarer gnisten i sit ægteskab – efter 33 år! Rakel Knutzen var engang en beskeden kvinde. Hun åbnede sjældent munden, når der var mere end tre i et rum. Hun følte ikke, hun havde noget betydningsfuldt at sige. Men det følte Gud, at hun havde. Igennem årene har han formet hende og bygget hende op, og i dag er hun hans værk, skabt til de gerninger, som han forud har lagt til rette for hende at vandre i.

Rakel Knutzen har en vision for sit liv: at leve det kald ud, Gud har givet hende.
Foto: Henriette Bjarne Hansen

Hun og hendes mand, Bruno Knutzen, står sammen som ledere i Impacht Church Roskilde. De to motiverer og inspirerer hinanden og skiftes til hver søndag at ” fyre den af ” oppe på prædikestolen.
Og så er der Rakels drømme. Dem er der også blevet pustet liv i. Én af drømmene som har set dagens lys er kvindekonferencen ”What Women Want”. En konference hvor kvinder inviteres til at komme og, som der står i invitationerne: ”opleve et døgn med både luksus, forkælelse og åndelige inputs”. Vi stiller direkte om til Rakel og spørger hende som arrangør og initiativtager til konferencen, hvad hun som kvinde vil have her i livet for at blive tilfreds?
– Når du spørger om det, kan jeg ikke lade være med at tænke på skriftstedet: ”Søg først Guds rige, så skal alt det andet blive givet dig i tilgift”. Tilfreds kan man først blive, når ens forhold til Gud er sat på plads. Måske vil man i starten prøve at erstatte det forhold med mange andre ting, men i sidste ende vil det ikke give den tilfredsstillelse, som vi kvinder søger efter. Men når Gudsforholdet er sat på plads, mener jeg sagtens, at vi kan krydre livet med lidt forkælelse.

Hvem forkæler dig og hvordan?
– Jeg er så heldig, at min mand engang imellem inviterer mig med på et cruise i Caribien. Det er vidunderligt at blive forkælet på den måde, og det er den bedste form for ferie, jeg ved.

Hvad er formålet med kvindekonferencen?
– Konferencen holdes, fordi jeg tror på, at Gud har brug for os kvinder. Den tro bygger jeg på de ord, som står i Bibelen i Salme 68, vers 12: ” Herren lader sit ord lyde, stor er skaren af kvinder, som bringer glædesbud ”.
– Vi kvinder blev skabt med en hensigt og et potentiale. Det er vigtigt at forstå det og forløse det, så man kan blive sat i frihed til at tjene der, hvor vi færdes, fortæller Rakel. Holder man sit kald nede og af en eller anden grund nægter at gå ind i det, bliver man frustreret. Det ved jeg alt om!
– Som 19-årig blev jeg gift med Bruno, som allerede var pastor i en menighed. Vi fik fire børn. I kirken var jeg meget aktiv med de ting, som en ”pastor-kone” nu engang skal gøre, spille, synge, børne-arbejde, børnekor, lave kaffe og bage kager og desuden sidde på bagerste bænk under møderne. Det var også fint nok, og jeg gjorde det gerne, men inde i mig bar jeg på et kald til at forkynde. Men jeg holdt kaldet nede, ville ikke have det op til overfladen. Ville ikke erkende, at det var der.

Hvorfor ikke?
– Fordi jeg var genert, beskeden og desuden styret af janteloven, der siger: ”Du skal ikke tro, du er noget ”. Jeg kunne ikke, og turde ikke tro på, at Gud ville bruge mig som forkynder. Først efter at jeg havde fået adskillige profetier om mit kald, sagde jeg til Gud: ”Ok, så brug mig til det, du ønsker.” Herefter opdagede jeg, hvordan Gud satte mig i frihed. Efter at have rejst mig op og sagt ja til det, jeg var kaldet til, blev jeg et helt nyt menneske.

Hvad er det værste, du nogensinde har oplevet?
– Det værste jeg har oplevet, er en bilulykke i 1982. Ulykken skete dagen før min 24-års fødselsdag. Bilen, jeg kørte i, drejede af en eller anden grund pludselig væk fra vejen, trillede rundt og landede på taget. Jeg brækkede nakken, fik skåret højre øre af, fik mange skrammer plus et voldsomt slag i hovedet, som resulterede i en skadet hjernestamme. Lige efter ulykken husker jeg, at der var nogle mennesker, som fik mig ud af bilvraget og op på vejen, hvor de lagde mig på en madras. Da jeg kom til bevidsthed, var jeg klar over, at jeg kunne risikere at dø. Men lige i det øjeblik følte jeg, at Jesus kom og satte sig ved siden af mig på madrassen. Hans tilstedeværelse gjorde mig rolig og tryg, og med ham ved min side følte jeg, at det var lige meget, om jeg skulle dø. Jeg begyndte at prise ham og synge: ”Tak for Golgata, Jesus, jeg takker dig, jeg priser dig…
– Jeg var gift med Bruno, vi havde på det tidspunkt to børn – én på fire år og en på to et halvt år. Min nakke var efter bilulykken helt stiv og ubevægelig. Jeg kunne ikke bevæge mit hovede, og smerterne i min ryg og nakke var uudholdelige. Jeg var simpelthen ikke i stand til at passe mine børn i den tilstand, jeg var i.
– Brunos arbejdstider gjorde, at han ikke kunne tage over og passe dem, så der var ikke andet at gøre end at ringe til mine forældre i Norge og bede dem om at hjælpe mig. De kom heldigvis med det samme og tog sig af børnene.

Hvad skete der?
– Nogle måneder efter ulykken var jeg til et møde med Ian Andrews, her i København. Ian ser mange helbredelser igennem sin tjeneste. Denne aften talte han om helbredelse i forsoningen. Pludselig, midt i prædikenen, standser han op og siger: ”Der er én til stede her, som har brækket sin nakke efter en bilulykke”. Før han havde talt færdig, mærkede jeg en varm stråling ned igennem hele min rygsøjle, og bagefter kunne jeg bevæge mit hovede igen. Det første jeg gjorde, var at rejse til Norge og hente min børn.

Hvad har du lært af den svære situation?
– Jeg har lært, at jeg midt i selv den værste ulykke stadig kan prise og ophøje min Gud. Han er uanset hvad der sker i mit liv stadig trofast, kærlig og uforanderlig. Efter ulykken i 1982 har jeg fået en større forståelse og nød for mennesker, som lider.

Du har været gift med Bruno i 33 år. Hvordan bevarer I gnisten i jeres ægteskab?
– Når man har været gift tilpas længe, kan der ligge en stor fare i, at man tager hinanden som en selvfølge. Det er vigtigt at få sagt til hinanden, at man er betydningsfuld og elsket, både i ord og i handling. Man skal blive ved med at være kærester og ikke kun mand og kone.

Har du en vision for dit liv?
– Ja, at leve det kald ud, Gud har givet mig, og være den han har skabt mig til at være, uden at frygte noget og holde noget tilbage. Jeg har haft rigeligt med år, hvor jeg holdt mig tilbage og ikke turde sige noget. Den tid er forbi, takket være Gud.