73-årig er stadig kristen spejder
– Du brænder dit lys i begge ender, min pige, lød det advarende fra Ellen Wykes far for nu snart 60 år siden. Selv om der afgjort var noget om faderens formaninger, hørte hun aldrig rigtig efter.
Kalenderen er altafgørende og et helt nødvendigt omdrejningspunkt i 73-årige Ellen Wykes hverdag.
Det samme er kristendommen, som den leves især i KFUM-Spejderarbejdet, Ys Mens-arbejdet og den lokale folkekirke, hvor hun i dag sidder med i sin første menighedsrådsperiode.
– Jeg er vokset op i et hjem på landet, hvor Indre Mission var det naturlige holdepunkt, og som ung var jeg med i KFUM & KFUK. Men det var i det frivillige arbejde som KFUM-Spejder, at jeg for alvor blev aktiv, forklarer Ellen Wyke, der, sin alder til trods, stadig fungerer som både flokleder, gruppeassistent og distriktskasserer. Og tidligere har været omkring snart alle tænkelige udfordringer og poster i spejderarbejdet.
– Jeg har i spejderarbejdet specielt været glad for kombinationen af forkyndelse og udeliv og kunne ikke forstille mig, at vores spejderarbejde ikke skulle have den obligatoriske andagt.
Selv om hun i sine arbejdsår kunne have nøjedes med at engagere sig i ungdomsarbejdet, var det naturligt for både Ellen Wyke og hendes mand at tage del i lokalsamfundet. Hun var derfor med til at starte den lokale Ys Mens-klub i Erritsø ved Fredericia for mere end 30 år siden og blev den første kvindelige præsident for en blandet klub i Danmark. Efter sommerferien kan hun tillige smykke sig med titlen distriktsguvernør, og hun har ingen planer om at drosle ned på aktiviteterne.
– Jeg er typen, der både kan lide at involvere mig – og holde fast. Da der ved sidste menighedsråd manglede medlemmer af rådet i Erritsø Kirke, var det naturligt at sige ja til opfordringen om at stille op. Nogen skal jo gøre arbejdet, smiler Ellen Wyke, der også får tid til at passe de frivillige tjanser som formand for Lokalhistorisk Arkiv samt forretningsfører for Lokalhistorisk Forlag.
At Ellen Wyke er trofast over for det, hun engagerer sig i, ses ikke mindst i hendes arbejde for Afrika.
– I 1984 havde KFUM-Spejderne et udviklingsprojekt i Sierra Leone, en kombineret landbrugsskole og spejdercenter, og på det tidspunkt var jeg divisionschef. Egentlig skulle vi have sendt nogle unge mennesker derned, men ingen meldte sig. Så tog jeg af sted. Det blev til to frivillige arbejdslejre, inden korpset i 1990 overdrog projektet til det sierraleonske spejderkorps, og derefter endnu to rejser.
– Vi var efterfølgende en række mennesker, der ikke kunne slippe projektet. Det blev vores hjertebarn. Vi skaffede derfor penge til projektet ved blandt andet at lave en lille butik med varer fra Sierra Leone, som vi solgte hovedsagelig på spejdernes korpslejre, men også ved de oplysende foredragsrækker. Jeg har nok holdt cirka 100 foredrag.
– I en årrække sendte vi containere med alt fra ringbind til haveredskaber derned, så sierraleonerne selv kunne sælge indholdet til fordel for projektet. Det satte krigen desværre en stopper for i en årrække, men i 2001 var det atter sikkert at rejse i landet, og så var vi igen med på sidelinjen.
– I 2004 var jeg atter i Sierra Leone, og selv om det var hårdt at se de mange ødelæggelser og høre de frygtelige historier fra krigsårene, var det skønt at være tilbage. Om alt går vel, satser jeg på at komme derned igen næste påske. Selv om man i min alder må tage sådanne store rejseplaner med et vist forbehold, erkender Ellen Wyke med et smil.
– Men jeg har jo et godt helbred, og de mange aktiviteter holder mig i gang – også selv om jeg måske af og til stadig brænder mit lys i begge ender. Jeg kan bare ikke lade være.
Af Michael Tungelund
