Den Gode Bror: Gørings Liste
Albert Gørings indsats for at redde tilfangetagne jøder fra Holocaust under 2. Verdenskrig blev først opdaget efter krigen, da han efterfølgende selv havde gennemgået megen ydmygelse i et fængsel helt frem til 1947.Topnazisten Hermann Gøring, nummer 2 i Det Tredje Rige efter Hitler, deltog aktivt i det nazistiske inferno af massemyrderier og blev efter krigen dømt til døden i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden.
Louis Bülow, Århus,
er freelance forfatter og har skrevet en del artikler om nazismens forbrydelser.
Gøring gav med sin underskrift den 31. juli 1941 den formelle ordre til Die Endlösung, et blodbad uden sidestykke i verdenshistorien, hvor millioner blev udryddet i Hitlers dødslejre.
I årevis blev navnet Gøring således udelukkende kædet sammen med død og ødelæggelse. Da aviser i München i december 1966 bragte en dødsannonce over en lokal byggekonstruktør ved navn Albert Gøring, blev det af de fleste betragtet som en fodnote til historien om broderens forbrydelser. Man trak på skulderen: endnu en Gøring … Der var ikke levnet plads til en anden Gøring i offentlighedens bevidsthed.
Men årtier senere blev det afsløret, at dusinvis overlevede rædslerne under Holocaust takket være netop Albert Gøring, Hermann Gørings lillebror, der i årevis satte sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde ofrene for nazisternes og sin brors hensynsløse terrorregime.
Midt i dette ragnarok, hvor næsten al idealisme gik i forrådnelse, rager Albert Gøring op: et menneske med svagheder på godt og ondt, en charmerende levemand og skørtejæger med sans for Wein, Weib und Gesang. Han passer ikke helt med vor opfattelse af Godhedens koryfæer som Gandhi med sit lasede lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt – for Godhed drikker ikke, holder ikke elskerinder på stribe
Hidtil hemmeligholdte dokumenter i britiske arkiver og vidneudsagn fra mange overlevende har godtgjort den næsten utrolige historie om deres redningsmand. I årevis spillede Albert Gøring i godhedens tjeneste på de selvsamme talenter, der tidligere havde gjort ham til en behændig forretningsmand, nemlig flair for bestikkelse og storslåede armbevægelser, og han udnyttede uden blusel sit berømte slægtsnavn for at redde de mange ofre gennem Holocaust.
De holdt livet igennem meget af hinanden, de to brødre, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.
Albert Gøring foragtede nazisterne af hele sit hjerte, og da Hitler kom til magten i begyndelsen af tredverne, hastede han til Østrig og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han befandt sig godt og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige. Det fortælles, at når han handlede ind, forlod han altid butikken med et venligt Grüss Gott. Men fandt han ikke, hvad han søgte, lød det i stedet sarkastisk Heil Hitler.
Han kom alvorligt i klemme, da nazisterne invaderede Østrig i 1938, men takket være brormand den næstmægtigste i det nazistiske regime – led han ingen overlast fra SSs og Gestapos side, selv om han blev arresteret flere gange.
En dag fik et par SS-officerer øje på Albert Gøring på en balkon og genkendte ham som rigsmarskallens bror. De smækkede hælene sammen, gjorde stram nazihilsen Heil Hitler hvortil Albert svarede: I kan rende mig
Ved en anden lejlighed var brutale SS-officerer i færd med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende. Da Albert Gøring kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af kvinderne og gav sig til at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans identitetspapirer. Da en SS-officer så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag
Få dage senere blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazibøller havde overfaldet en 75-årig bedstemoder og tvunget hende til at bære et skilt om halsen: Jeg er en jødisk so. Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken, stak et par nazister et par på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo, og igen måtte Hermann Gøring gribe ind.
Efterhånden som det blev for broget i Wien, blev Albert Gøring sendt til Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda. Hér fortsatte han ufortrødent med at holde hånden over ikke alene sine jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekkiske modstandsbevægelse. Fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravec, og hans familie overlevede takket være Albert Gøring, der fik udstedt falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien.
Hans tidligere assistent, Karel Sobota, har senere fortalt, at Albert Gøring konsekvent nægtede at gengælde Heil Hitler-hilsenen, når naziofficerer besøgte Skoda i dé tider blev mange ellers henrettet for langt mindre forseelser. Han forlangte også, at alle uanset rang og position meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. En dag marcherede en højtstående nazist forbi assistenten direkte ind til Albert Gøring han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente udenfor kontoret. I stedet bad Albert Gøring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Gørings familiealbum.
Først da gjorde Albert Gøring mine til at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til assistenten: Nå, herr Sobota, nu er det vist tid til at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind
Den højtstående officer i sort SS uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere
Efter krigens afslutning blev broren Hermann Gøring kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en cyanid-kapsel, han havde haft held til at skjule.
Selv sad Albert Gøring fængslet igennem flere år efter krigen navnet Gøring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning. De allierede forhørsofficerer stirrede vantro på den liste, han lagde foran dem med 34 navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler, blandt andre komponisten Franz Lehàrs jødiske hustru Sofie Paschkis, som han i årevis formåede at beskytte mod Gestapo, Ærkehertug Josef Ferdinand IV af Østrig, der blev frigivet fra KZ Dachau takket være netop Alberts indgriben, og den jødiske filminstruktør William Szekely, som han hjalp til flugt til Svejts. Han sendte regelmæssigt pakker med mad og medicin til bekendte, der sad fængslet i KZ lejre, ligesom han fik sikret en jødisk lægeven ved at attestere, at han var hans personlige læge.
Da Albert Gøring hørte om forbrydelserne i KZ Theresienstadt 60 km nord for Prag, hvor næsten 35.000 indsatte døde i årene 1940 45, reagerede han prompte ved at sende nogle lastbiler til lejren. Et vidne, Jacques Benbassat, kunne senere fortælle, hvordan Albert næsten beordrede lejrkommandanten: Jeg er Albert Gøring, Skodafabrikkerne. Jeg mangler arbejdskraft. Kommandanten turde ikke andet end at opfylde kravet, og lastbilerne blev fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove, og fangerne blev sat i frihed.
Men selv om mange af de overlevende taknemligt vidnede om Albert Gørings indsats for at redde dem, forblev forhørsofficererne skeptiske, og rapporterne blev begravet dybt i de britiske arkiver. Albert blev først løsladt fra fængslet i 1947, efter at en lang række af tidligere medarbejdere på Skodafabrikkerne var kommet ham til undsætning.
Han flyttede til Salzburg, men ingen ville ansætte en Gøring. Skuffet og desillusioneret drak han tæt, førte et kaotisk privatliv med flere skilsmisser og klarede sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp og støtte fra de mennesker, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre. En parallel til Oskar Schindler, den centrale figur i Spielbergs drama Schindlers Liste.
Albert Gøring døde ensom og fattig den 20. december 1966 som 71-årig efter at have arbejdet gennem nogle år som konstruktør i et byggefirma i München. Han var blevet hånet og nedgjort af sine landsmænd for til slut at blive skubbet ud i glemslen som tyskernes dårlige samvittighed: alle dè, der vidste noget men intet gjorde
