Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Min verden er styrtet sammen

Kære Suh
For en del år siden så jeg et billede, der gjorde et stærkt indtryk på mig: En kæmpestatue, der skred sammen, mens en stemme sagde: En kolos på lerfødder. (Jeg kender naturligvis historien fra Daniels bog). Derefter så jeg ligesom gennem vand en stængel gå fra slammet op gennem vandet og op til overfladen, hvor en kande-/lotusblomst foldede sig ud. Et træ stod på bredden, og dens krone foldede sig ud, mens dens blade lyste som små gyldne lys og sendte stråler af lys og glæde ud over disse blomster på vandoverfladen.
Jeg har gemt dette billede i mig – og for nylig dukkede det op igen – i en situation, hvor jeg oplevede, at hele min verden skred sammen. Det er som om, jeg er på vej til at skulle bygge mig selv helt op igen på ny.
Her kommer mit spørgsmål: jeg synes, jeg husker fra skolen, at der var en håb-bringende fortolkning af denne historie – kan du bekræfte dette – eller give mig flere ord på, så jeg kan arbejde videre med dette billede og denne stærke oplevelse i min psykologiske udvikling?
På forhånd tak – jeg beder dig om ikke at offentliggøre mit navn i denne forbindelse.
Venlig hilsen
N.N.

Kære N.N.
Sikke et stærkt billede, det kan jeg godt forstå, har gjort stort indtryk på dig.
Inden jeg giver dig et par kommentarer på dit billede, vil jeg understrege, at der godt kan være flere forskellige tolkninger af det samme billede, alt efter, hvor man lægger fokus og alt efter, hvilken person, der har fået billedet. For én person vil en helt bestemt vinkel på billedet altså give mening, mens det for en anden person vil være en anden. Overordnet er det allervigtigste, at du selv bedømmer ud fra din viden om dig selv og din situation, hvordan du kan bruge billedet og eventuelle tolkninger opmuntrende og konstruktivt!
Umiddelbart giver det vældig god mening, at dit billede igen dukker op i en situation, hvor du oplevede at din verden skred sammen. Parallellen mellem kolossen på lerfødder og dit liv virker her åbenlys: figuren styrter sammen – dit liv styrter sammen. Billedet med stænglen og lotusblomsten er en kendt symbolik (som man bl.a. også finder i buddhismen), som henleder tanken på, at der er en rest af ressourcer i det sammenskredne, der trods hårde odds bevæger sig (en proces) op imod lyset (håb). Jeg synes, lotusblomsten (åkanden) er et meget smukt symbol, vores Skaber her har givet os på, at der ud fra noget beskidt og mudret kan rejse sig noget smukt og rent. Her er hele frelsesplanen vel nærmest indkapslet: at vi trods synden kan blive genfødt via Kristus til noget rent og smukt.
Overordnet er lotusblomst-symbolikken et stærkt billede på, at det gode trods alt kan overleve i en til tider ond verden – og dette kan man have meget brug for at minde sig selv om, hvis man netop har været igennem noget, der har truet med at tage håbet og troen på det gode fra én.
Træet på bredden som spreder lys og glæde kunne umiddelbart være et billede på det, der er med til at holde dig oppe – det som understøtter håbet og giver fornyede kræfter. Træet er ofte et symbol på noget stærkt, stabilt, noget vedvarende som ikke sådan lige kan væltes omkuld. Det kan både være et symbol på Gud, hvorfra alt godt netop kommer, men samtidig måske også noget konkret i dit liv, som netop er en ressource for dig i din situation, og som du måske derfor skal være ekstra opmærksom på at bruge? En bestemt person, et fællesskab, en indre styrke m.m.?
Jeg håber for dig, at du kan bruge dit billede til at hente fornyet energi og håb fra og til at blive inspireret af til at indhente støtte og hjælp til din situation.
Hilsen Suh

Motion i Guds gode natur er godt…

Hej Suh
Det er ikke til at overhøre, at alle påpeger, hvor vigtigt det er med opmærksomhed på kost og at dyrke motion – både for helbredet, humøret, psyken osv. Det er sikkert også meget rigtigt, men for det første kan jeg altså ikke forstå, at man kan synes det er nødvendigt at skulle KØBE sig til motion, når man nu har Guds gode natur lige om hjørnet? Er det i virkeligheden ikke et kunstigt skabt behov af fitness-centrene? Og for det andet burde man også kunne dække et rimeligt behov for motion ind i sin hverdag, altså hvis man bare tænker sig lidt om i sin planlægning. Der er i hvert fald rigelig med anledning til ”motion” i min hverdag med 2 børn og en hund!
Hilsen I.

Kære I
Jeg kan sagtnes forstå din undren over, at ”købe-motion” skulle være nødvendigt. Og ja, Guds gode natur er da et godt og billigt alternativ til fitness-centre eller anden fysisk aktivitet, som man betaler for.
For nogle er det dog bare en nem og rar måde at dyrke motion på, her kan man forsvinde ind i sin egen lille verden, mens man træner på en maskine eller løber på et løbebånd, uden at skulle tænke på at orientere sig i trafikken eller holde udkig efter visitkort fra hunde. Eller måske får man ondt i ørerne af blæsten ude i den virkelige verden? Eller måske er det fordi, der er en form for fællesskab i at træne med en masse andre mennesker?
Jeg kan på sin vis også godt forstå din undren over, at ”ekstra” motion skulle være nødvendig, og kunne man rejse tilbage i tiden og forholde dem vores livssituation i dag, ville mange sikkert grine af os, fordi man dengang slet ikke havde brug for ”ekstra” motion – bevægelse og fysisk aktivitet var ganske enkelt en del af dagligdagen.
Desværre er fakta, at mange mennesker i dag har stillesiddende arbejde som en følge af den teknologiske udvikling, og at man også har stillesiddende transport for enten at spare tid på transport, eller fordi man arbejder langt fra ens bopæl. Selvom nogle gør det, er det ikke alle, der har tid/mulighed for at ”motionere” til og fra arbejde.
Mange er tillige trætte efter endt arbejdsdag, fordi de måske arbejder for meget eller har for mange ting i deres kalender ved siden af. De naturlige aktiviteter som selvvalgt hobby/interesse, som fx kunne være en sportsgren, frilufts-aktivitet, gåtur med kæresten/hunden, legeplads med børnene osv., bliver derfor reduceret til et minimum, mens energien og overskuddet til sund og varieret kost måske heller ikke er der.
Der er derfor rigtig mange, der må købe sig til tid og opmærksomhed på motion/fysisk aktivitet og dermed også skemalægge det. På den måde tvinger de sig selv til at prioritere det. Her oplever de at få energi både via fysiologiske reaktioner (endorfiner, styrkede muskler osv.) samt at have et ”pusterum”, hvor de ikke skal koncentrere sig om noget som helst andet end sig selv.
Og selvom det kunne gøres på mange andre måder, især billigere måder, er det vel rigtig godt, at mange trods alt sørger for at have opmærksomhed på deres fysiske situation og velbefindende for at forøge deres livskvalitet.
Hilsen Suh

På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.