Kristne ambassade anmoder Vatikanet om at korrigere anti-jødisk udtalelse

Den internationale kristne ambassade (ICEJ) i Jerusalem har sluttet sig til jødiske ledere og anmodet Vatikanet om at fremsætte “en stærk og utvetydig fordømmelse af de uhyrlige og uværdige kommentarer”, som ærkebiskop Cyril Salim Bustros har ytret ved afslutningen af den særlige katolske synode af Mellemøst-biskopper på deres nylige møde i Rom.Ambassadens eksekutivdirektør, pastor Malcolm Hedding, udtaler følgende:

– Ærkebiskoppens bemærkninger afspejler en farlig tilbagevenden til klassisk erstatningsteologi, som havde så rædselsvækkende følger i mange århundreder for jøder, der levede i hjertet af det kristne Europa. Den katolske kirke fraskrev sig denne lære på den skelsættende Vatikan II-konklave, men denne vigtige omstødelse betyder intet, hvis det (Vatikanet.red.) ikke nu fordømmer, hvad senior-gejstlige så skamløst bringer tilbage af en forgiftet tænkemåde i foragt for jøder.

Videre siger Hedding:

– Det er ikke nok at afvise denne bagvaskelse som blot “personlig mening”, idet kommentarerne blev fremsat, da Bustros præsenterede et officielt dokument i sin egenskab af sekretær for synoden. Han foregav at tale på alle de tilstedeværende biskoppers vegne. Vatikanet har haft flere dage til at reagere ordentligt. Denne bagtalelse må ikke stå.

Malcolm Hedding tilføjer, at han kun sjældent har hørt israelere ty til Biblen for at retfærdiggøre deres aktioner, og de anfører det ikke som deres adkomstdokument til Israels Land, selv om de med rette kunne gøre det. Men de fremhæver det jødiske folks dybe historiske bånd til landet og den ubestridte kendsgerning, at hebraiske patriarker, profeter og konger alle engang gik på de selvsamme sletter og høje. Det er denne uangribelige historiske forbindelse og fordring, som overtalte det internationale samfund i forrige århundrede til at anerkende det jødiske folks ret til at blive genskabt som en nation i dets gamle hjemland.

Hedding slutter med at sige, at han ikke agter at give Bibel-lektioner til katolske biskopper – men hvis der er noget, som Det ny Testamente gør klart, er det løfterne i Abrahams Pagt – omfattende landløftet – som uigenkaldeligt og bekræftet af Kristus, snarere end annulleret af ham. (Romerbrevet 11:28-29, 15:8-9; Galaterbrevet 3:17 og Hebræerbrevet 6:13-20).

Baggrunden for Malcolm Heddings udtalelse er det netop afsluttede møde i Rom af biskopper fra Mellemøsten og disses opfordring til det internationale samfund, især FN, om at arbejde for en afslutning af “okkupationen af palæstinensiske områder”.

I en udtalelse fra den kristne ambassade hedder det, at synoden knap nok omtalte andre anliggender, der plager deres menigheder, som f. eks. opgangen for det radikale islam og begrænsning af religiøs frihed i hele området.

Det hedder videre:

– I stedet lagde biskopmødet stort set ansvaret for regionens problemer i almindelighed og den kristne befolknings i særdeleshed på Israels skuldre.