Præster kan lære af erhvervsledere

Ledelse handler om mennesker, og kirkens ledere har brug for inspiration og redskaber til ledelsesopgaven. Præsten har mange opgaver at udfylde – herunder opgaven som leder, og til denne del af præstegerningen er der behov for at fylde værktøjskassen op med ledelsesredskaber. Ligesom gartnere ikke kan nøjes med en vandslange eller en kultivator og tømreren har brug for flere redskaber end en hammer, bør præster tilegne sig helt almindelige ledelsesværktøjer. Og dem kan de bl.a. hente fra erhvervslivet.
Peter Kofoed Herbst
er præst i Kronjyllands Valgmenighed.

Præster står i overhængende fare for at drukne i mængden af deadlines: Næste prædiken, næste kirkelige handling, næste konfirmandtime, næste samtale, næste hjemmebesøg osv., og så risikerer man, at den røde tråd i arbejdet forsvinder. Som individer og som lokale fællesskaber er vi altid på vej et sted hen – og det kræver en ledelsesmæssig indsats at være opmærksom på kursen, så den evt. kan korrigeres undervejs.

Jeg er klar over, at mange præster viger tilbage for opfattelsen af sig selv som leder. Den traditionelle opfattelse har ofte været, at præsten blot skal studere Bibelen og undervise i Guds Ord, og så må evangeliets kraft fremkalde de frugter, Gud vil.
Men jeg mener, at præsten er leder, uanset om han er bevidst om det eller ej. For det er jo ham eller hende der står og prædiker om søndagen. Det er ham eller hende, der har taletiden og derigennem udpeger en retning for livet i menigheden. Han eller hun er købt fri af arbejdsmarkedet for at drage omsorg for menigheden, arbejde med gudstjenester, sjælesorg og forkyndelse mm. – OG til at være opmærksom på, hvor menigheden er på vej hen. Dermed er præsten leder, enten han eller hun vil det eller ej, og tager man en beslutning om ikke at ville udøve lederskab, er det i høj grad en ledelsesmæssig beslutning.

Her ynder jeg at tænke på præsten som gartner. Menigheden er en have, som gartneren skal passe. Og her er det ikke nok at vande en gang om ugen! Planterne skal gives gode vækstbetingelser, og derfor skal der også graves, gødes og kultiveres. Der er ukrudt, der hele tiden skal fjernes. Der er træer og buske, der jævnligt skal beskæres.
Det er vigtigt, at præsten tager gartnerrollen på sig. Det er en lederopgave. Og netop fordi vi har med mennesker at gøre, kan helt almindelige menneskelige principper være til stor gavn. Vi kan blive mere opmærksomme på den dynamik, som opstår i grupper. Og ledelsesværktøjer fra fx erhvervsledere kan fint hjælpe os til at lede bestyrelsesmøder, uddelegere opgaver og udvikle medarbejdere.

En anden metafor beskriver præsten som hyrde. Præsten må have omsorg for flokken, og der er for mig at se ingen tvivl om, at dette også har med lederansvar at gøre. Her kan vi trænge til at blive dygtigere som ledere – og vi må blive bedre til at se, hvornår og hvordan lederrollen og hyrdeopgaven ind i mellem kan kollidere. I kirken må vi aldrig glemme, at det handler om mennesker. Derfor må relationer gå forud for resultater, og derfor må der være en væsentlig højere kvajekvote for kirkens frivillige end i virksomhedens økonomiafdeling. Alligevel kan hyrden lære noget om, hvordan omsorgen for den enkelte kan omsættes til personlig udvikling for personen, og hvordan vi kan give gode vækstbetingelser for menigheden. Lederskabet må ikke glorificere middelmådighed, men på den anden side må det heller ikke kamme over i en bundlinje-fikseret ledelsesstil, hvor der ikke er plads til den svage.
Det skal ingen hemmelighed være, at Willow Creeks årlige konferencer, som jeg har deltaget i siden 2005, har givet mig og min kirke masser af gode værktøjer. Her vil jeg blot nævne fire:

1. Lad ekspertisen komme fra eksperterne
Det er dem, der har skoene på, der bedst ved, hvor de trykker. Derfor er det vigtigt at involvere de mennesker, der har hænderne dybt nede i opgaverne, i de beslutninger, der vedrører deres arbejdsområder. Fx når det drejer sig om at samle de rigtige folk til de rigtige opgaver.
Hvis der mangler børnemedarbejdere i kirken, er det børnelederne selv, der ved, hvilke personer, der egner sig til opgaven, og hvor de kan finde dem. Det er ikke noget, der skal besluttes i et bestyrelseslokale. Det er medarbejderne, der er eksperter på deres eget felt.
Det gælder også rengøringen, – hvad der skal ske hvornår og hvordan. Fx havde vi i vores kirke besluttet os for en fast rengøringslørdag, hvor vi startede med kaffe og rundstykker. Vi syntes i ledelsen at en rengøringsdag ville være en fin anledning til at dyrke det sociale. Men den gik ikke! Vi fandt ud af, at folk meget gerne ville gøre rent i kirken, men de kunne kun overskue det, hvis de kunne tage deres tjans på vej hjem fra arbejde, enten enkeltvis eller sammen med en ven. De var eksperter på deres eget felt, og derfor har vi droppet den sociale rengøringslørdag!
Vi har brugt samme princip over for de dygtige erhvervsledere, vi har i menigheden. I stedet for at opfordre dem til at indgå i menighedsrådet – og få et nej, fordi de ikke har tid – har vi spurgt, om vi måtte bruge dem som ”konsulenter” to aftener om året. Her har vi sammen kigget på kirkens og lederskabets struktur og spurgt: Hvad synes I? Er der noget, vi kan gøre bedre?

2. Gør det, du er bedst til
Med fare for at lyde som en vis bank, er dette overskriften for det næste, jeg fået ud af almindelige ledelsesprincipper gennem Willow Creeks lederkonference.
De fleste præster, tror jeg, lider under en forventning om, at de skal kunne klare alting. Forventningen kan komme fra kirken, men ofte kommer den fra præsten selv.
Men ideen om Superpræsten holder ikke! Jeg har selv indset, at jeg er til størst glæde for menigheden, når jeg holder mig til det, jeg brænder for. Så hellere involvere andre i de opgaver, hvor jeg ved, at dem klarer jeg ikke særlig godt. Det kan være, jeg skal uddelegere opgaverne til enkeltpersoner eller sammensætte teams til at løse dem.
For vi skal alle helst gøre det, vi er gode til. Og det vi er gode til, er oftest det, vi brænder mest for.

3. Lyt til visionen i stedet for at skabe den
Lyt til menigheden, lyt til hvad det er, de længes efter. Lyt efter, når mennesker beder. Hvad er det, de beder om og sukker efter? På hvilke områder siger de: ”Tænk, hvis det var muligt!”
Visionen kommer nemlig nedefra; ikke kun fra menighedsrådsmøderne! Vi har selv i vores kirke gennemgået en visionsproces over et år, hvor alle deltagere i cellegrupper og arbejdsgrupper var med. Det var rigtig givtigt. Og hvis jeg må bruge gartner-metaforen igen, så fik vi kigget på, hvad der rent faktisk er i haven, i stedet for at kigge i havekataloget efter noget helt nyt!

4. Undgå mødestuvning
Stuvning smager godt, men ikke i overført betydning på ledelsesmøder. Mødestuvning er en uvane, hvor man prøver at få alting med i samme dagsorden. Man blander fx planlægning af kommende begivenheder med en diskussion om kirkens overordnede vision. Og så bliver møderne lange og diffuse. Man skal pludselig omstille sig fra det specifikke til det generelle. Man skal pludselig flyve fra det helt lavpraktiske til det overordnede.
Her er det en god idé at afsætte tidsblokke til de forskellige emner. Brug et helt møde på at snakke om kirkens strategi for næste år. Sæt et møde af til alle ad hoc-opgaver, og sig det med det samme: Dette er et møde, hvor vi skal samle alle de løse ender! Og brug et helt tredje møde til at snakke om åndelige principper eller brug hele mødet på at bede for menigheden. Men bland det ikke sammen, for så får I mødestuvning, og det giver mødeforstoppelse!

Der er ikke noget af ovenstående, der er forbeholdt kommercielle erhvervsvirksomheder. Præster og kirker har derfor ikke nogen grund til at vige tilbage for erhvervslederes gode råd. Tværtimod arbejder både erhvervsliv og kirkeliv med mennesker. Og mennesker har krav på omsorg og dygtig ledelse. – Ikke kun en prædiken søndag formiddag.