Barnetro – psykologisk set

Psykologien lærer os, at religiøsitet begynder hos ethvert spædbarn som en indre repræsentation – noget, der kan værne mod angst for den omgivende verden.
Inger Chercka
er autoriseret psykolog.

Herefter vokser et gudsbillede gradvist frem, primært formet af barnets omsorgspersoner. Billedet næres og konkretiseres gennem de forklaringer, barnet senere får på sine endeløse ”spørge-Jørgen-spørgsmål”.
Ved 5-6 års alderen går barnets tænkning ind i en ny fase, og nu fødes det levende gudsforhold – forudsat at nogen giver barnet kendskab til Gud gennem sprog og handling (fx bøn og kirkegang). Herfra vokser gudsbilledet – og dermed gudsrelationen – sin naturlige vækst via forudsigelige stadier frem mod det modne gudsforhold. En proces der fortsætter gennem resten af livet.

Sådan lyder den korte version af en mængde forskning og teori fra religionspsykologien. Det kommer måske bag på mange, at religiøsitet er så omhyggeligt udforsket. De fleste regner med, at fordi Freud havde et negativt syn på religion, så gælder det hele psykologien.

Men sådan forholder det sig altså ikke. Freud anså religiøsitet som udtryk for barnlighed og uselvstændighed, men siden er der kommet mange nye teorier, og der findes en del forskning på området.
Som nævnt antages det, at der er i hvert fald tre hovedstationer frem mod det modne gudsbillede, hvoraf de to første ligger i den tidlige barndom og altså kan siges at belyse det, vi plejer at kalde barnetroen. Om dem handler det følgende.

Det er et svigt, hvis vi undgår religiøse emner igennem barnets opvækst med den begrundelse, at de selv skal vælge, når de er klar. Religiøsteten begynder allerede hos spædbarnet.

Nu er det jo ikke muligt at spørge et spædbarn ud om tro, så der må nødvendigvis blive tale om en teori. Men en sådan teori går altså ud på, at barnets indre gudsbillede begynder at dannes, så snart det oplever den første øjenkontakt med sin mor eller far.
Herfra vokser gudsbilledet, og barnet bruger sine erfaringer med omsorgspersonerne som en slags skabelon for dannelsen af sit indre gudsbillede. Dette kaldes ”Guds første fødsel” i barnets liv. Ved 2-3 års alderen har ethvert barn således formet sit eget personlige gudsbillede, lyder teorien.
Processen foregår selvfølgelig på det indre, ubevidste plan og er uden ret meget sprog. Man tænker sig, at den sker som et værn mod den angst og usikkerhed, der naturligt nok følger af den gradvise adskillelse fra mor og far hen imod sin egen selvstændige væren i verden.
Når barnet så kommer i spørgealderen omkring de 3-4 år, begynder det at lægge mærke til, hvordan Gud omtales af de omgivende voksne.
Enhver, der har været tæt på børn i den alder, vil vide, at de netop er meget optaget af spørgsmål om Gud og om døden. Som flittige små videnskabsmænd samler de informationer for at stykke deres verden sammen, herunder altså deres indre gudsbillede.

De søger – stadig mest ubevidst, men med sikker sans for detaljen – at få forenet deres første indre gudsbillede med de forklaringer, de nu præsenteres for i deres omgivelser.
Nu er der ifølge teorien banet vej for ”Guds anden fødsel” i barnets liv. Og af den afhænger barnets religiøse fremtid. Hvis denne ”fødsel” finder sted, dvs. at barnet oplæres i en religiøs tro, involveres hele dets personlighed i en dynamisk udviklingsproces, der i princippet følger alle personlighedens øvrige udviklingsprocesser. Det betyder, at gudsbilledet udvikler sig, modnes og ændres resten af livet.
Hvis barnet ingen forklaringer får, hvis det ikke indføres i noget religiøst verdensbillede, forsvinder dets interesse for det religiøse lidt efter lidt. Det bliver ikke til den ressource i personligheden, som moderne forskning nu viser, at tro vitterligt er.
Troen kan forsyne dem med mening, styrke og sammenhængskraft livet igennem.
Den gode nyhed er, at selvom barnet ikke modtager nogen oplæring, er fundamentet til tro alligevel lagt – af barnet selv – og vil altid være til stede som et potentiale for tro.

Altså: Der synes at være ’gunstige perioder’, hvor barnet er særlig modtageligt for religiøse input. Hvis disse perioder forpasses, betyder det, at potentialet for tro nærmest ligger i dvale. Men det forbliver indlejret i personens dybeste indre og forsvinder aldrig helt.
Som et andet lille frø i jorden kan det til enhver tid begynde at spire, hvis betingelserne ændres. Det vil for mange mennesker sige i forbindelse med livskriser, som kan drive selv de mest overbeviste ateister til at folde deres hænder eller søge ind i en kirke. Et forhold der er med til at understøtte ovennævnte teori.
For os som troende – hvad enten vi er forældre eller kirkelige medarbejdere – betyder denne viden for mig at se, at vi må være meget omhyggelige med at sikre, at barnet ikke svigtes i så afgørende en sag.

Det er et svigt, hvis vi undgår religiøse emner igennem barnets opvækst med den begrundelse, at de selv skal vælge, når de er klar til det. Religiøsitet kommer netop ikke af sig selv. Vi må påtage os ansvaret for oplæringen af vores børn fra en tidlig alder, hvis vi ønsker at give dem muligheden for senere selv at udvikle den ressource, som troen er. Det samme gælder i princippet for alle religioner.
Folkekirkens ordning med faddere til de små dåbsbørn søger at sikre denne oplæring, hvis forældrene falder bort. Men samtidig pålægges netop forældrene ansvaret for oplæringen i den kristne tro.

De færreste har nogen konkret plan for, hvordan de vil opfylde den forpligtelse, som de frivilligt påtager sig ved deres barns dåb. De fleste aner ikke, at det starter ved dag ét af barnets liv. Men det gør det…