Bush retter stærk kritik mod Israel i sin selvbiografi

George W. Bushs selvbiografi “Decision Points” (“Beslutningspunkter”) foreligger nu i israelske boghandeler, og det er spændende læsning, ikke mindst for israelere, der her får et nærmere indblik i, hvordan USA’s 43. præsident traf sine afgørelser under sine otte år som sit lands statsoverhovede.Det er en stor bog, på 497 sider, men denne “mursten” vejer ikke alligevel ikke mere end 925 gram. Den er letlæst. Og uhyre medrivende. Læseren har en fornemmelse af, at han/hun er med i første række, når Bush kommer med sine afsløringer – så kort tid efter at være gået af.

Det menes, at Bush selv har forfattet bogen, og hvis dette står til troende, må det siges, at han er en god skribent. Han viser sig også at være en modig mand, når det gælder sit privatliv. I begyndelsen af bogen bruger han flere sider på at skrive om sit forhold til alkohol, og hvordan det lykkedes ham at afslutte sit drikkeri. Næppe mange statsledere ville så nådesløst have udleveret denne side af sin private tilværelse. Godt gået, George Bush.

Bushs vanskeligste valg

Bogen handler om de 14 vanskeligste valg, Bush måtte træffe i sin embedsperiode. Først i slutningen af bogen kommer han ind på forholdet til Israel, i tre afsnit, der har fokus på hhv. henholdvis den ekstremistiske muslimske Hizbollah-organisation, palæstinenserne og Syrien.

I det første af disse afsnit retter han en stærk kritik mod Israel. Bush skriver, at (tidl. statsminister) Ariel Sharons besøg på Jerusalems Tempelplads var provokativt og førte til den anden intifada (opstand).

Videre skriver Bush:

– Palæstinensiske ekstremister, mange tilknyttet terroristgruppen Hamas, indledte en bølge af terroristangreb mod uskyldige civilpersoner i Israel. Jeg beskyldte ikke præsident Bill Clinton for fiaskoen i Camp David og den efterfølgende vold. Jeg beskyldte Yasser Arafat. Amerika, Europa og FN havde oversvømmet de palæstinensiske områder med udviklings-hjælp. En stor del af denne blev omledt til Arafats bankkonto. Han kom på “Forbes”‘ liste over verdens mest velstående “Konger, dronniger og despoter”. Alligevel var hans folk fanget i fattigdom, håbløshed og ekstremisme. Som Nobel fredsprisvinder syntes han ikke at være særlig interesseret i fred.

Bush fortsætter:

– Det israelske folk reagerede på dette voldelige stormløb på en måde, som ethvert demokrati ville have gjort. De valgte en leder, der ville beskytte dem, Ariel Sharon…Jeg afviste at acceptere en moralsk ligeværdi mellem palæstinensiske selvmordsangreb på uskyldige civilpersoner og israelske militæraktioner, som skulle beskytte deres folk. Mine synspunkter kom i skarpere fokus efter 9/11 (angrebet på skyskraberne i New York. red.).Hvis USA har ret til at forsvare sig og forhindre fremtidige angreb, har andre demokratier også denne ret.

“Israel havde en chance…”

Senere i bogen bliver Bushs kritik af Israel stærkere. På side 413 kommer han ind på – som han skriver – at Hizbollah terrorister fra Syd-Libanon i sommeren 2006 havde foretaget et raid over grænsen til Israel, kidnapped to israelske soldater og udløst en ny udenrigspolitisk krise… Nu havde Hizbollah givet sig direkte i lag med Israel. Det havde iværksat konflikten, og Israel havde ret til at forsvare sig.

Bush fortsætter:

– Israelerne havde en chance for at rette et større slag mod Hizbollah og deres sponsorere i Iran og Syrien, men desværre forkludrede de denne mulighed. Den israelske bombe-kampagne ramte mål af tvivlsom militær værdi, heriblandt steder i Nord-Libanon langt fra Hizbollahs base. Skaden blev vist på TV og alle kunne se den. Statsminister Ehud Olmert meddelte, at Syrien ikke ville blive et mål. Det tror jeg var en fejl. At fjerne truslen om gengældelde var at lade Syrien slippe og opildne det til at fortsætte dets støtte af Hizbollah….Hvis et velbevæbnet Hizbollah fortsatte med at true Israel fra Syd-Libanon, ville det blot være et spørgsmål om tid, før kampene blussede op påny.

Videre skriver han:

– Jeg ønskede at købe tid for Israel og svække Hizbollahs styrker. Jeg ville også sende et budskab til Iran og Syrien. De ville ikke kunne bruge terrorist-organisationer som stedfortræderhære, der ustraffet kunne angribe demokratier. Desværre forværrede Israel situationen. I konfliktens tredje uge ødelagde israelske bombere et lejlighedskompleks i den libanesiske by Qana. 28 civilpersoner blev dræbt, over halvdelen af dem børn. Statsminister Fuad Seniora var rasende. Arabiske ledere fordømte stærkt bombningen, hvis blodbad blev vist døgnet rundt på TV i Mellemøsten. Jeg begyndte at blive bekymret for, at Israels offensiv måske ville bringe Sinioras demokratiske regering til fald.

“Vi ville isolere os selv”

Bush afslutter dette afsnit med at skrive:

– Hvis Amerika fortsat støttede Israels offensiv, måtte vi nedlægge veto mod den ene FN-resolution efter den anden. I stedet for at isolere Irans og Syrien, ville vi isolere os selv. Jeg besluttede, at langtids fordelene ved at opretholde presset mod Syrien og Iran vejede tungere end korttids fordele ved at rette yderligere slag mod Hizbollah. Israels krig mod Hizbollah i Libanon var endnu et definerende moment i den ideologiske kamp. Skønt det er forblevet skrøbeligt og stadig er konfronteret med pres fra Syrien, klarede Libanons unge demokrati sig styrket igennem ved at have udstået denne prøvelse.

Til sidst skriver han:

– Resultatet for Israel var tvivlsomt. Dets militære kampagne svækkkede Hizbollah og hjalp til at sikre grænsen. Men samtidig kostede israelernes tvivlsomme militære præstation dem international troværdighed.

Bogen viser USA’s magt og magtløshed i verdensanliggender. Det er imponerende, at Bush lægger kortene på bordet så hurtigt efter sin tilbagetræden.