For Fritz er lovsang livet

Lovsangsleder Fritz Bjarke Jensen har viet en stor del af sit liv til at tjene Gud. Kirken er hans andet hjem…En sommermorgen for mange år siden stod en angrende ung mand på en strand og fandt troen. Det var et stort øjeblik og et vendepunkt for Karlslunde Strandkirkes lovsangsleder gennem mange år, Fritz Bjarke Jensen.

– Gud og jeg har noget sammen i lovsangen, siger
Fritz Bjarke Jensen.

– Jeg havde kastet Gud og tro overbord tre år tidligere, da jeg som 15-årig tog på efterskole og syntes, at det var alletiders mulighed for at prøve nogle ting af. Tidligere var troen ellers en del af mit liv. Men den var endnu ikke min egen, fortæller lovsangeren.
Jorden blev gødet i barndommen. Han er født i 1969 i Viborg, men opvokset i Tønder, Sønderjylland, hvor forældrene var soldaterhjems-ledere. De stod for en kantine og et værested for soldater fra kasernen.
Måske netop fordi han havde kristne forældre, kom teenage-opgøret i høj grad til at handle om et opgør med Gud, som var en meget vigtig del af det bagland, han løsrev sig fra.
Opgøret varede i tre år, indtil den morgen på stranden, hvor han lukkede Jesus ind i sit liv – og fandt vejen til et liv forankret i troen.

– Det var efter en turbulent tid. Først på efterskolen, hvor der blev festet og drukket en del, og jeg fik min første kæreste…alt var lidt rodet og omvæltende. Da jeg kom tilbage til mine rødder i Tønder for at starte på Handelsskole, fortsatte jeg min teenage-forvirrede livsstil.
– Men så blev jeg inviteret på en kristen sommerlejr. På det tidspunkt troede jeg stadig ikke på Gud. På lejren var der en, der begyndte at udspørge mig omkring Jesus og tro. Jeg vidste meget om det fra min opvækst og ville gerne forklare, hvordan det hele hang sammen. Da jeg fortalte, blev det samtidig sat på plads i mig selv. For jeg reflekterede undervejs og opdagede pludselig, at mit liv var blevet tomt uden Jesus og Gud.
– Derfor gik jeg bagefter alene ned til stranden. Her fortalte jeg Gud, at jeg havde fortrudt, at jeg havde kastet ham overbord. Der var også sket mange andre ting i de tre år, som jeg nu fortrød. Jeg talte med Gud om det hele – og oplevede, at på trods af alt ville Gud gerne have mig tilbage. Det var et af livets helt store øjeblikke for mig, siger han.
Siden har Fritz Bjarke Jensen haft en forkærlighed for bibel-passagen om den fortabte søn, der vender tilbage. Samt stor forståelse for teenage-vanskeligheder. Erfaringer han tidligere har brugt til gavn for andre unge som ungdomsleder gennem ti år i Strandkirken.

– Jeg mærker min tro og Gud stærkest, når jeg tilbeder igennem lovsangen. Derfor elsker jeg at synge om Jesus og Gud. Nogle gange oplever jeg, at Gud åbenbarer nogle ting omkring sig selv eller til mig personligt under sangen.
– Jeg er derfor meget glad for at være lovsangs-leder. Det er min basis-tjeneste som troende og helt central i mit liv. Gud og jeg har noget sammen i lovsangen!
– Jeg vil gerne dele det med flest muligt, for jeg føler, at Gud i øjeblikket lægger mig på hjerte, hvor vigtigt det er, at alle lovsangsledere, musikere og sangere giver det videre, de selv har fået – oplærer andre i det, de selv kan. Reproduktion af kald og tjeneste kan man sige. Vi skal lære sangene videre til andre, så vores viden ikke går tabt. De må ikke blive glemt, selvom de nuværende lovsangere skulle forlade kirken en dag. Viden, vi selv har fået om og fra Gud, skal vi give videre.
–  Ligesom det også er vigtigt, at man som troende læser i Biblen og mødes med andre, der tror. Jeg har en nær ven, jeg mødes med hveranden uge for at vende de ting, der er vigtige for os – som vi holder hinanden fast på. Vi taler også sammen med udgangspunkt i: ”Hvad er det, Gud minder mig om i mit liv lige nu?”

–  Der er tidspunkter i livet, hvor man står over for nogle skelsættende valg. Her er det ekstra vigtigt at mærke efter og træffe de rigtige beslutninger. Man må helst ikke miste sådanne tidspunkter og muligheder i livet.
–  Man skal ikke bare glide med på andres retning eller lade omstændigheder beslutte – men holde sit fokus og være ekstra opmærksom på at følge Guds kald, påpeger han.
Af og til kan det være en stor udfordring og kræve en ekstra indsats eller ændringer, man ikke umiddelbart kan overskue konsekvenserne af. Som troende må man følge sit hjerte og kald.
–  Der er ikke altid krystalklare veje. Til tider må man forsigtigt pejle sig frem ved at holde fast i sine livsværdier og i ønsket om at følge ”Jesus den kærlige”, ham som tager imod mennesker, siger Fritz Bjarke Jensen.

Et af hans udskejende år – niende klasse på efterskolen, førte noget godt med sig. Her mødte han nemlig Gitte fra København, som han senere blev gift og har fået fire børn med: Hannah på 11, Cecilie på 15, Kristian på 17 og Stefan på 19. Pigerne har tidligere sunget i børnekor i Strandkirken, og drengene er musikalsk involveret (klaver og guitar) i en kirke i København. Familien bor i et hus i Greve.
–  Min kone og jeg har brugt en del tid på at tale med vore børn om tro og om vore egne fejl. Vi har også talt åbent med de store om festkulturen med sex med forskellige partnere, alkohol, piller osv. Og gjort dem klart, at selvfølgelig er det dem selv, der vælger… og skal leve med konsekvenserne. For det er jo op til det enkelte menneske at vælge Gud til eller fra. Man kan kun håbe, ønske og inspirere i en god retning. Aldrig tvinge.
–  Jeg bruger jævnligt tid på at reflektere over tingene – for at finde ud af ”hvor jeg er i mit liv med Gud”. Når jeg så småt er ved at være på plads med det, jeg har oppe at vende, begynder jeg at tale om det. Men først efter Guds og min tid sammen, taler jeg med andre – mest med min kone, fortæller han.
Det var hans kone, der i sin tid som ny-troende introducerede ham for Strandkirken for 22 år siden. Kirken har i mange år været hans andet hjem og tidligere også hans arbejdsplads.

Efter ti års ansættelse som ungdoms- og lovsangsleder i Strandkirken fik Fritz Bjarke Jensen for fire år siden behov for at tjene Gud ”uden at det var hans arbejde”. Han realiserede en gammel drøm om at starte en anlægsgartner-virksomhed, Green Days, sammen med en god ven. I dag har firmaet tre ansatte.
–  Vi lægger fliser, fælder træer, anlægger bede og græsplæner. Jeg nyder at være med til at skabe noget, der er synligt for øjet. Det har skabt balance i mit liv – rum og luft til nye tanker og overvejelser om mit liv som troende.
– Mit behov for praktisk arbejde har nok også handlet om at få mere tid til at mærke, hvor jeg selv var. Jeg skulle ikke være ungdomsleder for evigt – der skulle nye, yngre kræfter ind, og jeg fornemmede, at også Gud mente, det var tid til fornyelse i mit liv. Nu tjener jeg Gud som lovsangsleder i min fritid, siger han.
Fritz Jensen er også med i menighedsrådet, fordi han gerne vil ”være med til at forme og pege kirken hen i en god retning”. Desuden er han involveret i kirkens månedlige forbønsaften.
–  Hvis ikke jeg havde Jesus, kirken og lovsangstjenesten ville mit liv være tomt, erkender han.
Lovsangeren har forsøgt at integrere kristne værdier i sin anlægsgartner-virksomhed. Det har ikke altid været helt uproblematisk.
–  Da vi startede firmaet, følte jeg en overgang, at jeg gik fra at bygge Guds rige til at bygge mit eget rige. Flere gange undervejs måtte jeg spørge mig selv, om det overhovedet var ok at gøre det?Jeg gjorde mig også mange overvejelser om, hvordan jeg kunne bringe Guds rige ind i min nye virksomhed på en passende måde.
–  Men jeg har tillid til, at Gud hjælper mig og nogle gange taler til mig igennem mine medmennesker – sørger for at guide mig i en god retning via dem.

– Jeg forsøger at holde mig ansvarlig for mine egne beslutninger og følge den rette kurs med virksomheden. Det er let at blive revet med og bruge al sin tid på at arbejde, men det havde jeg på forhånd besluttet, jeg ikke ville. Der skal være tid til kirke og til at tjene – og til min kone og mine børn.
–  Det er en god, men ikke nødvendigvis nem beslutning. For det er så nemt at lade sig rive med – også fordi man kan tjene mange penge. Min ven hjælper mig med at holde fast i min beslutning ved at minde mig om den, når vi mødes, fortæller han.
At hjælpe mennesker i en god retning er også at tjene Gud. Uanset om man gør det i eller uden for kirken.
– Vi har i virksomheden flere gange valgt at ansætte mennesker, som havde brug for et skub i den rigtige retning med hensyn til at få et godt liv. Nogle gange er det gået rigtig godt, andre gange er det gået dårligt, fx hvis en ansat ikke har taget imod eller selv har formået at gøre en indsats. Så fungerer det ikke.
– Jeg forsøger at leve mit liv åbent for og med dem, jeg arbejder sammen med. Jeg er den samme, uanset om du møder mig i kirkesammenhæng, privat eller på mit arbejde. Jeg prøver med den måde, jeg lever, vælger og reagerer på, at være et vidne om Gud.
– Det er vigtigt for mig at komme i kirke. Jeg bliver både vejledt af prædikenen og ved at være en del af lovsangstjenesten. Eller når vi, som en del af planlægningen til gudstjenesten, i bøn spørger Gud, ”om der er en særlig retning, vi skal følge i dag?”
– Biblen er også min sikre vejleder. Her støder jeg ikke på afveje i form af mine egne ønsker og tanker, men på Guds ønsker.
– Mit liv med tro har for det meste været stille og roligt. Andre gange overvældende. Fx når jeg har stået ved en milepæl…som da jeg som18-årig stod på stranden og måtte indrømme over for mig selv og Gud, at jeg havde taget fejl. Og pludselig forstod og mærkede, hvor rigtigt det med Jesus og Gud var, og hvor forkert det er at kaste troen overbord.

– Der var ting ved Gud, jeg ikke forstod tidligere: At Helligånden er i os for eksempel. Og at der kan være forskel på, hvad vi mennesker har brug for og lyst til at gøre.
– Vi har vores frie valg. Men skal huske, at det liv, vi lever i dag, har konsekvenser for, hvordan livet former sig i morgen, tilføjer han.