Kristen sanger: Så mange venner dør af rusmidler
Sanger Hans Inge Fagervik fortalte ærligt om rusmidler, om at gå alene med problemet og om sit arbejde blandt misbrugere, da han besøgte musikefterskolen Rinkenæs.Den kristne nordmand Hans Inge Fagervik er den eneste musikartist, der er ansat til at rejse rundt og fortælle om alkohol og rusmidler. Tirsdag d. 9. november holdt han koncertforedrag på musik- og sangefterskolen Rinkenæs Efterskole i Sydjylland.
Hans Inge Fagervik talte på Rinkenæs Efterskole i forbindelse med sin koncertturné i Danmark. Og elevflokken blev grebet af beretningerne fra det virkelige liv.
– Der er to ting, danskere og nordmænd ikke kan snakke om: Psykiske problemer og rusmidler, forklarer den erfarne norske musiker i sit koncertforedrag.
Med sig havde Hans Inge Fagervik sin guitar, sit keyboard og sanganlæg, og gav den for fuld skrue med entusiasme og nærvær.
Han har mestret guitaren, siden han var en lille dreng. Nu er han 58 år og har udgivet 16 plader, men formår alligevel at ramme plet hos teenagerne.
– Jeg blev virkelig ramt af det, han sagde, og sad flere gange med tårer i øjnene, når han sang for os, fortæller en af eleverne, som selv har oplevet at få tilbudt rusmidler i det sønderjyske natteliv.
– Han kunne fange os, selvom det var på klingende norsk.

