Turkmener stjal bibel…
Så stor en hunger er der efter Guds Ord i den tidligere Sovjetstat: Det var weekend, og en veninde og jeg rejste fra hovedstaden til en lille by for at holde et af de møder, vi plejer at holde to gange om måneden dér, fortæller en lokal kvindelig evangelist i Turkmenistan.
Min veninde var netop vendt hjem fra en konference og havde et par bøger med på turkmensk. Det var Mosebøgerne [der er udkommet i en samlet udgave og oversat med støtte fra Dansk Europamission, red.], og det ene eksemplar gav hun mig. Jeg var meget begejstret over at kunne holde denne bog på mit eget sprog i hænderne, og jeg græd endda.
Jeg tog Mosebøgerne på mit sprog med mig for at kunne få gavn af dem under mødet. Det er nemlig hårdt at skulle oversætte fra russisk til turkmensk, men med Mosebøgerne på turkmensk går det hele lettere.
Lørdag havde vi to møder, og til begge møder brugte vi Mosebøgerne. Søndag morgen havde vi endnu et møde hos en familie.
Murad kom og satte sig sammen med os. Jeg havde fortalt om Mosebøgerne, som vi nu havde på vort eget sprog.
Murad spurgte, om jeg ville give ham bogen, så han kunne se i den, og om han kunne købe en selv eller på anden måde få en. Vi måtte dog fortælle, at der kun var få i landet.
Da jeg gav ham bogen, fyldtes hans øjne med tårer. Jeg kunne se, hvordan han holdt om den, og efter et stykke tid bad jeg ham give mig den igen. Jeg ville nemlig ikke miste den, da vi kun har få af dem i landet. Vi havde en god tid, hvor vi priste Gud og var sammen om Ordet.
Efter et stykke tid så jeg igen Mosebøgerne i Murads hånd. Jeg tænkte, at jeg kunne få bogen igen senere, men glemte det. Da det hele var ovre, og vi havde spist, skyndte Murad sig ud af huset og gik hjemad.
Under jakken så jeg Mosebøgerne. Jeg var chokeret over, at Murad havde stjålet mine Mosebøger.
Jeg fortalte det til de andre, som ville gå efter ham og hente Mosebøgerne. Hertil sagde jeg dog, at de skulle lade være, da det er godt, at mennesker stjæler Guds Ord. Da fortalte min veninde mig, at vi snart ville få flere. Det er stort, at mennesker er så sultne, at de tager vore bøger fra os. Murads kone har fortalt, at han hver aften samler hele familien, læser fra bogen på turkmensk og spørger, hvad de har forstået.
Murad kan ikke selv forstå alt fra Guds Ord, men hver gang vi forklarer Guds Ord for ham, bliver han altid berørt af Helligånden, og hans øjne fyldes af tårer. Hans hunger og nidkærhed efter Guds Ord inspirerer os fortæller evangelisten.
På denne måde blev Murads ønske opfyldt et ønske mange kristne i Centralasien lever med og må bede Gud selv opfylde, da de bor i lande, hvor myndighederne gør alt hvad der står i deres magt for at hindre dem i at læse i Bibelen.
For at beskytte de forfulgte, turkmenske kristnes identitet er navnet ændret.
Af Samuel Nymann Eriksen
