Verdens bedste film?

Hvilke film er bedst? Det er der mange forskellige svar på – her er et af dem …Der findes adskillige ”hitlister” over bedste film. Den, der er kendt af flest, er nok IMDb’s ”Top 250”. Mindre kendt, men mere interessant er Arts & Faith’s ”Top 100 Films”.
Listen er blevet til efter stadige drøftelser mellem kristne filmanmeldere i USA. Og man forventer så måske nok, at den vil være domineret af amerikanske film. Men det er langt fra tilfældet. Der er tværtimod en klar overvægt af ikke-amerikanske film! Hvilket bidrager til at øge listens troværdighed.

Man kommer dog ikke ret langt i listen (eller listerne), før man begynder at undre sig. Hvorfor er det netop disse film, der er med – film af hvilke adskillige endda er totalt ukendte for almindelige danske filmseere? Hvem kender fx Lee Isaac Chungs Munyurangabo (2007) eller kan huske Kon Ichikawas Den burmesiske harpe (1956)?
Først skal man erindre sig, at det er en liste over åndeligt betydningsfulde film. ”Åndeligt” altså, ikke kristeligt. Man kan selvfølgelig diskutere, om ikke der kan sættes lighedstegn mellem åndeligt og kristeligt, eftersom ånd er det, der definerer mennesket som menneske, og således adskiller det fra dyr, og bl.a. kvalificerer det til prædikatet ”skabt i Guds billede” med alt, hvad det indebærer.
Dernæst er det tydeligt, at disse amerikanske kristne filmanmeldere er meget kunstnerisk eller æstetisk bevidste og er blevet det mere og mere. Man kan næsten få det indtryk, at det i sig selv er tæt på at være en diskvalifikation, hvis der er tale om en mainstreamfilm fra Hollywood. Det siger vel også sig selv, at det på ingen måde er filmens underholdningsværdi, der har betydning. Det er det, den sætter i gang – åndeligt.
Og ganske kort fortalt kunne det åndeligt betydningsfulde være agape-kærlighed, betingelsesløs næstekærlighed, der vil ofre tid, energi, penge og måske endda sit eget gode navn og rygte, ja hele liv, for et andet menneskes skyld. Det kunne være andre helt centrale begreber som skyld og tilgivelse – det forkerte, man gør, og hvordan man får rettet op på det og bliver fri. Og endelig kunne det være livsglæde og livsvilje, der er så stor, at ikke engang døden kan virke som en trussel – eller få bugt med den.
Hvad enten filmskabere ønsker det eller ej, ”brager” disse åndelige eller ”kristelige” værdier eller fænomer igennem på lærredet. Og det selv i ellers ganske ”ukristelige” film.

Listen ”domineres” af otte store filminstruktørnavne, og ikke en af dem er amerikaner.
Det er: Ingmar Bergman (7 film), Andrej Tarkovskij (6 film), Robert Bresson, Yasujiro Ozu og Dardenne-brødrene (hver 5 film) og Carl Th. Dreyer og Akira Kurosawa (hver tre film); og så er der Krzysztof Kieslowski, hvis tv-serie Dekalog (bestående af 10 film), og trilogi Tre Farver ligger højt placeret. Og nr. 1 på listen er: Carl Th. Dreyers Ordet (1955)!
Den langsomt fortalte film, baseret på Kaj Munks skuespil, udmærker sig ved ikke bare at lægge op til, men også vise det ”umulige”: at en død bliver levende igen. ”Dreyer piller troen fra hinanden helt ned til dens grundvold for at give enhver, der ser, mulighed for at genopbygge sin tro – og genopbygge den, så den bliver stærkere” (Arts & Faith).
Af nyere film, der må formodes at være mere kendte, kan nævnes Grönings Den store tavshed (2005, anm. her i uge 4/2008) og Reygadas Stille lys (2007, anm. her i uge 14/2010). Og som helt ny på listen den amerikanske film, der ligger øverst (som nr. 22!): Coen-brødrenes A Serious Man (2009).
Joel og Ethan Coen er blevet kendt for film, der ofte skiller sig markant ud fra de fleste amerikanske film, og det gælder så sandelig også A Serious Man. Filmen handler om en moderne Job, som hele tiden har forsøgt at være et godt menneske, men som ”ulykkerne” bare bliver ved med at vælte ned over. Og når han forsøger at gøre noget ved det eller at inddrage Gud i det, er det, som om der ingenting sker – eller … ja, hvad er det egentlig, der sker?
Coen-brødene, der er af jødisk afstamning, stiller i denne film om jødedommen vægtige etiske og eksistentielle spørgsmål. ”Med A Serious Man har de givet os et meget mindeværdigt jødisk 2000-tals-’folkeeventyr’. Men som en synagogeskole under oplæring af en meget dygtig rabbiner overlader den til seerne at afkode dens betydninger” (Arts & Faith).

Der skal nok være en og anden læser, der kunne tænke sig at vide, om der ikke er en eneste bibel- eller Jesus-film på listen. Jo, men der er blevet færre og færre af dem. Den eneste ”sikre” og højt placerede af slagsen er så oven i købet instrueret af en mand, der var både kommunist og ateist! Nemlig Pier Paolo Pasolinis Matthæusevangeliet (1964, anm. her i uge 21/2009). På tidligere lister har Zeffirellis store tv-film Jesus af Nazaret og Mel Gibsons The Passion of the Christ været med, men de er røget ud. Og bibelfilm i øvrigt er der ingen af.
Så er det, man spørger sig selv, om de amerikanske filmanmeldere hylder den måde at kommunikere på, som Søren Kierkegaard benyttede sig af i sit pseudonyme forfatterskab: den indirekte meddelelse? Dvs.: ”Kommunikationsform hvor man ikke blot siger direkte, hvad man mener, men taler gennem modsigelser, for at få plads til en aktiv, selvstændig modtagelse” (Birgit Bertung i Kierkegaard-begreber).
Hvilket groft sagt vil sige, at man ”pakker” budskabet så godt ind, at man er nødt til at tænke for at få det ”pakket” ud igen. Og det er vel netop også meningen med de bedste film …

Højst besynderligt og ganske urimeligt er det, at den betydeligste danske filminstruktør Carl Th. Dreyers film ikke kan fås på dvd i Danmark og med danske tekster. Mesterværker – også ud fra en kirkelig synsvinkel – som ”Jeanne d’Arcs lidelse og død”, ”Vredens dag” og ”Ordet” må skaffes fra udlandet, og al tekst er så selvfølgelig på engelsk. Laserdisken har p.t. de to sidstnævnte på lager i de engelske udgaver til 199 kr. ,hhv. 149 kr., mens man via amazon.uk.co kan være heldig at finde en koreansk (!) udgave af Jeanne d’Arc-filmen til ca. 100 kr.!