116 sårede ved togbrand i Israel

Der udbrød panik hos passagererne i et tog, der imorges brød i brand nær kibbutz Yakum nær Middelhavet. 116 passagerer meldes sårede, flere af dem ved røgforgiftning eller snitsår, da de slog vinduer i stykker for at komme ud af den brændende togstamme.
Ulykken skete kl. 9.20. Toget var på vej fra Nahariya til Tel Aviv, da der hørtes lyden af høje eksplosioner som geværild i den bageste del af toget, og der opstod en skarp lugt i hele toget.

Det lykkedes de fleste passagerer at undslippe. Fire brandslukningshold og mange redningsfolk fra Røde Davidsstjerne-redningstjenesten (svarer til Røde Kors. red.) ankom omgående til stedet.

En af passagererne siger:

– Folk var skræmte. De løb fremad i toget, nogle spurgte om nogen var spærret inde. Dørerne var åbnede, men det var ikke rigtigt til at se, da der var tyk røg, og nogle smadrede vinduer og sprang ud.

Ifølge Israels Jernbaner menes det, at branden opstod i den bageste motor, formentlig som følge af en brændstof-lækage.

En passager ved navn Ofer Levy siger, at der var en eksplosion i den tredjesidste vognstamme, og at dieselolie sivede ned på skinnerne og kom i brand

Togføreren vidste intet

Ifølge politiet havde togføreren oprindelig ikke bemærket, hvad der skete, og blev først informeret om flammerne af en togfører i et andet tog, der kørte nordpå.

En tidligere jernbanefunktioinær siger, at togføreren ikke har noget advarselssystem, der kan fortælle ham om en brand i toget. Han standsede toget, da han hørte passagerer råbe, at der var udbrudt ild – ellers havde han ikke vidst noget.

En talsmand for politiet siger, at man ikke har mistanke om nogen kriminel årsag, og branden formentlig skyldtes en funktionsfejl.