Israel protesterer imod norsk opgradering af palæstinenserne
Det israelske udenrigsministerium indkaldte igår en højtstående norsk diplomat til et møde, hvorunder Israel fremsatte en protest imod Norges opgradering af den palæstinensiske repræsentation i Norge.Protesten blev tilstillet den norske charge d’affaires Vebjørn Dysvik, der repræsenterede Norges ambassade i Tel Aviv i ambassadør Svein Sevjes fravær.
I protesten, som blev fremsat af lederen af udenrigsministeriets Europa-afdeling, Naor Gilon, hedder det bl.a.:
– Ved denne opgradering på et tidspunkt, da palæstinenserne afviser direkte forhandlinger, forstærkes palæstinensernes illusion om, at de helt kan klare sig uden forhandlinger. Dette er ikke en holdning vi forventer af et land, der indtager donorlandenes formandspost.
Dysvik besvarede protesten med at henvise til den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støres, udtalelse om begrundelsen for opgraderingen – “at de palæstinensiske selvstyremyndigheder de sidste tre år er kommet så langt i at planlægge grundlaget for en palæstinensisk statsdannelse, at Verdensbanken har slået fast, at de palæstinensiske myndigheder er parat til at påtage sig et statsbærende ansvar, og at opgraderingen således er en anerkendelse af de palæstinensiske myndigheders indsats.
Videre hedder det i Støres udtalelse, som Dysvik henviste til:
– I praksis vil det betyde, at den nuværende aftale med PLO må reforhandles. I en ny aftale vil den palæstinensiske repræsentation blive omtalt som “Palæstina-missionen” i modsætning til den hidtidige “Palæstinas Generelle Delegation”, og at den palæstinensiske udsending vil blive omtalt som “Missions-chef” (ikke længere som “delegationschef”), med rang af ambassadør. Udover dette får opgraderingen ikke større praktiske konsekvenser, da den palæstinensiske repræsentation allerede har diplomatiske privilegier på linje med andre landes repræsentation i Norge.
Siden august iår har flere andre europæiske lande – bl.a. Frankrig, Spanien, Grækenland og Portugal – opgraderet den stedlige palæstinensiske repræsentation.
– Vi finder, at dette norske skridt er helt uretfærdigt, siger udenrigsministeriets talsmand, Yigal Palmor, i en samtale med Deres korrespondent.