Lige hvad der manglede…
Der er ikke ret langt fra Sverige til Danmark eller fra Danmark til Sverige. Men en gang imellem kan den korte afstand alligevel betyde en verden til forskel. I hvert fald når det drejer sig om, hvad man spiser til jul.
Af Annica Skenberg, Malmø.
Journalist på Udfordringen,
har tidligere arbejdet på
Katolsk Orientering.
Evigt savnes kun det tabte….Det sagde, lidt frit omskrevet, den store norske digter Henrik Ibsen i skuespillet Brand, og det sagde også, jeg da jeg for første gang skulle holde jul uden for mit fædrelands grænser. Nu rejste jeg ikke så langt kun fra Malmø til København, og det kan jo nemt lade sig gøre, dengang som nu, hvor turen over Øresundsbroen kun tager ca. 35 minutter. Jeg arbejdede også dengang i Danmark og havde for længst måttet anerkende, at det dér broderfolk på den anden side af Øresund alligevel nok ikke var så anderledes end os. Ikke ret meget, i hvert fald. Selv sproget var jo til at forstå efter nogen øre- og tungetræning…. Dog mener jeg stadigvæk, at det er en upåkrævet komplikation at sige syvoghalvfjerds, når man i stedet for kan sige sjuttiosju. Det er så nemt, at selv de svenske små børn nemt kan sige det. Prøv selv: sjuttiosju!
Men bortset fra det: jeg havde altså ikke taget julen i betragtning og her viste der sig at være en verden til forskel.
Jeg havde nemlig altid dyrket to indre billeder af mig selv: for det første at jeg er et tolerant menneske, åbent for nye indtryk og uden fremmedangst. For det andet at jeg slet ikke er afhængig af nogle snæversynede nationale og kulturelle traditioner. Således var jo det svenske julebord noget, som jeg sagtens kunne afstå fra.
