Lige hvad der manglede…

Der er ikke ret langt fra Sverige til Danmark – eller fra Danmark til Sverige. Men en gang imellem kan den korte afstand alligevel betyde en verden til forskel. I hvert fald når det drejer sig om, hvad man spiser til jul.Af Annica Skenberg, Malmø.
Journalist på Udfordringen,
har tidligere arbejdet på
Katolsk Orientering.

Evigt savnes kun det tabte….Det sagde, lidt frit omskrevet, den store norske digter Henrik Ibsen i skuespillet Brand, og det sagde også, jeg da jeg for første gang skulle holde jul uden for mit fædrelands grænser. Nu rejste jeg ikke så langt – kun fra Malmø til København, og det kan jo nemt lade sig gøre, dengang som nu, hvor turen over Øresundsbroen kun tager ca. 35 minutter. Jeg arbejdede også dengang i Danmark og havde for længst måttet anerkende, at det dér broderfolk på den anden side af Øresund alligevel nok ikke var så anderledes end os. Ikke ret meget, i hvert fald. Selv sproget var jo til at forstå – efter nogen øre- og tungetræning…. Dog mener jeg stadigvæk, at det er en upåkrævet komplikation at sige ”syvoghalvfjerds”, når man i stedet for kan sige ”sjuttiosju”. Det er så nemt, at selv de svenske små børn nemt kan sige det. Prøv selv: sjuttiosju!
Men bortset fra det: jeg havde altså ikke taget julen i betragtning – og her viste der sig at være en verden til forskel.
Jeg havde nemlig altid dyrket to indre billeder af mig selv: for det første at jeg er et tolerant menneske, åbent for nye indtryk og uden fremmedangst. For det andet at jeg slet ikke er afhængig af nogle snæversynede nationale og kulturelle traditioner. Således var jo det svenske julebord noget, som jeg sagtens kunne afstå fra.

Men at fordomme ikke har evigt liv måtte jeg sande, da det danske julebord var klar til at blive indtaget… Der manglede nemlig én ting – noget meget væsentligt, for ikke at sige noget af helt afgørende betydning…Juleskinken! Hvad jeg havde forventet, ved jeg faktisk ikke….men et julebord uden juleskinke – det er næsten ikke til at holde ud, rent faktisk noget så sindsforstyrrende, at det er lige til at græde over.
Men nu kunne jeg jo ikke være bekendt – som inviteret gæst og som repræsentant for mit land – at sidde dér, ved et pænt dækket bord og tudbrøle i savnet over noget så prosaisk som en manglende skinke – lige meget hvor hjerteskærende en oplevelse, det var. Så jeg måtte bare blinke tårerne væk og koncentrere mig om, hvad der ellers stod på bordet. Yderligere at koncentrere mig om, hvad mere der ellers ikke stod på bordet, ville nok ikke være nogen god idé – det indså jeg. For så ville konsekvenserne måske være uoverskuelige. Og ikke til at kontrollere.
Nuvel. På den plads på bordet – i højsædet, så at sige – hvor en prægtig juleskinke, ifølge en eller anden naturlov, har sin givne plads på et svensk julebord, tronede så den danske variant, en flæskesteg. En flæskesteg! At der også blev serveret rødkål – som jeg ellers er meget glad for, og som jeg gerne spiser sammen med den nu mange gange omtalte juleskinke, var kun en ringe trøst.

Jeg synes ellers meget godt om flæskesteg og nyder den gerne til enhver tid. Med én undtagelse: ikke på juleaften. Å, nej! Flæskesteg er flæskesteg, og juleaften er juleaften. Og at disse to ting skal blandes sammen, vil jeg meget have mig frabedt – venligst men bestemt. Snot for sig og skæg for sig. Der må jo være nogen orden her i verden.
Men, for nu ikke at forekomme uhøflig og ubehøvlet – noget alle svenskere for enhver pris prøver at undgå – spiste jeg selvfølgelig flæskestegen med god appetit. Min trøst i bedrøvelsen var, at den jo kom fra det samme dyr. Ja, om nu ikke præcist det samme, så i hvert fald fra en af slagsen.
Jeg var vel nogenlunde kommet mig over chokket, da næste rystende oplevelse meldte sig – omend ikke med samme kraft. Der var jo heller ikke nogen ”lutfisk” – ludfisk – på bordet. Det er måske heller ikke til at undre sig over.

Fra velunderrettet dansk kilde forlyder det nemlig, at man i Danmark hellere end gerne overlader ”lutfisken” til nordmændene og svenskerne. Sådant et bevis på gavmildhed og næstekærlighed sætter vi stor pris på – og jeg tør nok sige, at jeg her også taler på vegne af vores søde norske naboer, som vi også holder meget af. Måske er begejstringen til at overskue de gange, vores skiløbere får tæsk af de norske, men ellers er vi da glade for dem. Og så har vi jo ”lutfisken” tilfælles. En sikker garanti for, at freden forsat skal råde i Skandinavien. Som jo Danmark ikke er del af… og som for den sags skyld heller ikke har nogle skiløbere…
Men. Når det drejer sig om ”lufisk”, så er Kongeriget Sverige en splittet nation – det må indrømmes. Den ene halvdel får kvalme selv ved den blotte tanke på lutfisk, for slet ikke at tale om synet af den. Den anden halvdel er ved at gå ud af sit gode skind, inden fisken kan købes og komme på bordet i december. Selv indgår jeg helt bestemt i den anden halvdel – og ja, tanken på lutfisk og den nydelse, der er i vente, optager mig levende i de måneder, hvor den ikke spises.

Imidlertid kan lutfisketilhængerne også deles op i to grupper, hvor valget af tilbehør afgør tilhørsforholdet. Tilfælles har begge lejre, at fisken skal nydes med kogte kartofler, en lækker hvid sovs og krydderiet peber. Men så kommer det store spørgsmål: skal der være grønne ærter eller sennep? Begge lejre har masser af gode argumenter – som de dog aldrig kan overbevise modparten om, så de bliver ved at debattere sagen fra nu til dommedag.
Fisk, kartofler, sovs, krydderiet peber og grønne ærter eller sennep – både og er der altså ikke tale om – moser man så omhyggeligt sammen – til en grød, der vel ikke bidrager til at gøre lutfiskehader-gruppen mere venligt stemt. Hårdt presset må selv en en inkarneret lutfiskeelsker indrømme, at det er en blanding, som måske ikke ser så appetitlig ud. Men nu skal man jo ikke dømme efter udseende – for smagen er nærmest himmelsk.

Jeg har en god gammel veninde, som får kuldegysninger blot ved tanken om lutfisk. Til gengæld er hendes familie helt vild med denne kulinariske nydelse – og hendes mor er endda dansk! Oven i købet jyde. Så hver juleaften sidder min veninde ved bordet, godt stram i betrækket og dystert betragtende sin tallerken med nogle kartofler, som hun har dækket med et par sovseklatter – bare sådan til lidt pynt og opmuntring – imens resten af en veloplagt familie savlende og slubrende nyder lutfiskegrøden. Selvfølgelig kunne hun sagtens have spist noget andet – men så ville hun jo ikke være martyr. Og det gælder jo om at vise omverdenen, hvor man står – og at man er i sin gode ret til at protestere mod en kultur, man ikke bryder sig om.

Hvilke drikkevarer serveres så til det svenske julebord, som selvfølgelig består af langt mere end skinke og lutfisk? Selvsagt gives der både snaps og øl, men der er faktisk noget andet, som af uudgrundelige årsager er blevet et must: Jul-must – julemost. En slags julesodavand, som jeg synes er fuldstændigt modbydelig, men som jeg alligevel tvinger mig til at drikke i hvert fald ét glas af hver jul. Jul er jo jul. Håret stritter, og jeg skærer ansigt ved ubehaget – men ned skal den bare, julemosten. Og så er det hele overstået indtil næste år.