Nissen eller Jesus i børnenes hjerter?

Frikirkepræst Jon Knudsen, Løkken, forklarer her, hvorfor han er gået til kamp imod nisserne, som det har været meget omtalt i medierne. Han mener, nissedyrkelse kan bane vej for dæmonisk indflydelse. Den ældste beskrivelse af en nisse er fra Kristni Saga år 981. Den omtalte nisse boede hos bonden Kodran, som fik hjælp af nissen. Kodrans søn blev en kristen, og han ville have nissen væk fra gården. Sønnen hentede en præst, som med salmesang og vievand uddrev nissen fra gården.
Jon Knudsen
er præst ved Løkken Frikirke,
Det danske Missionsforbund.

Denne og mange andre historiske beretninger om kirkens møde med folkets tro på nisser er et vidnesbyrd om, at nisser ikke bare er en hyggelig juletradition. Ja, selv kirkereformatoren Martin Luther tog nisser alvorligt som værende virkelige åndsvæsner. Han skriver om nisser i sin Tischreden: ”Nissen stødte til mig i sengen. Men det var jeg ligeglad med…” Og Luther skriver heri om, hvordan nisser skal håndteres.
Hvis man slår ordet ”nisse” op fx i Wikipedia, Den frie Encyklopædi, støder man hurtigt på ord som ”husgud”, ”husånd” eller ”husvætter”. Oprindeligt hed nissen ”Gårdbo” eller ”Niels Gårdbo”, hvilket betyder nissen, som bor på gården. Og navnet er beslægtet med det svenske ord for nisse, ”Tomte”, som betyder ”grund”. Der er altså tale om et lille åndeligt væsen, som holder til på en grund eller i et hus, som ligger på grunden.
Historisk set er nissen en husånd, som kræver tilbedelse i form af, at man opstiller en figur eller et billede af den (også beslægtet med den romerske husgud Laris). Husånden er altså ikke i selve figuren eller billedet, men den vil på denne måde visualiseres for husets beboere. At sætte risengrød frem til nissen er et madoffer, som den også kræver, og dette var tidligere normalt at gøre året rundt i Danmark. I dag gør man det dog kun ”symbolsk” i sang, børneleg og i billedform.

Løkken Frikirke er gået til kamp mod nisseriet i Danmark, som de mener åbner døren for den ondes indflydelse. Da de i begyndelsen af december hængte en tøjnisse op i en galge uden for kirken, fik de hurtigt mediernes opmærksomhed. Foto: Hans Larsen

Husånden eller nissen er historisk set et ondt væsen, og det findes der mange beretninger om. Et sagn fortæller, hvordan en pige i Lundby havde spist nissens grød og fyldt fadet med natpottens indhold. Til straf kom nissen ned til hende i sengen og havde seksuel omgang med hende imod pigens vilje, og det varede til den lyse morgen.
Andre sagn er beretninger om nisser, som afliver dyr, ja endda fortællinger om mennesker, der bliver tortureret til døde af nisser.
Et dansk mundheld hedder ”nissen flytter med”, og det betyder, at du ikke kan flytte fra din plagedæmon; at ulykken forfølger dig. De fleste danskere siger, at det var i gamle dage, hvor man var overtroisk, at nisser havde den betydning. Betyder det så, at det er legalt for en kristen at have en nisse stående op til jul, bare fordi man ikke tror på dem som åndelige væsner?

Biblen siger klart, at det er afgudsdyrkelse at have en figur eller et billede af et dæmonisk væsen stående/hængende.
Gud gav på Sinajbjerget sit folk de ti bud. Det andet bud lyder: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede”, og Gud uddyber dette bud med ordene: ”Du må ikke tilbede dem og dyrke dem” (2.Mos.20,4-5). Med andre ord, du må ifølge Gud ikke lave, købe eller eje en figur eller et billede af en afgud. Et billede af en afgud ifølge Bibelen er både en figur, et relief eller et malet billede.
Men hvad er en afgud egentlig ifølge grundteksten? Det danske ord afgud betyder bare en anden gud end Gud selv. Men ofte er det hebraiske ord ”awæn” brugt om en afgud, og det betyder ”husånd”. En sådan husånd er en lille dæmon, som holder til i et hus. En sådan husånd er omtalt i 1.Mos.31,30-34.
Da Jakob flygter fra Laban, men uden at Jakob ved det, stjæler Rakel Labans figur af husguden. Nu vil nogen nok protestere og sige, at jeg nu henviser til den gamle pagt, og at vi i dag lever under den nye, og at det er Det Nye Testamente, som er gældende. Men Det Nye Testamente bekræfter netop, at afguder ikke må dyrkes ved afbildning. I kristendommens første tid var der en stor intern diskussion om, hvorvidt de kristne, som ikke var jøder, skulle overholde de ti bud og Moseloven. Dette spørgsmål blev afklaret på det store apostelmøde i Jerusalem. Konklussionen på dette apostelmøde blev, at ikke-jøder er fritaget fra alle de jødiske regler og bud. Der var kun to af de ti bud, som apostlene pålægger os at overholde (selvfølgelig ud over det, Jesus har sagt): 1) Vi skal holde os fra afguder (husånder/nisser) 2) Vi må ikke begå utugt (sex uden for ægteskabet). Se Ap.G.15,20.

Det er slående, at netop de to bud, som vi skal overholde, er det, som Djævelen i særlig grad angriber i julemåneden. – Netop i den tid hvor vi fejrer Jesu fødsel på jorden!
Denne afgudsdyrkelse af nisser foregik altså ikke bare i datidens Israel. Det er det samme over hele verden, i alle lande og kulturer stiller man små figurer op af en husgud (husdæmon), og der bliver stillet mad frem til dem. Hvis Gud siger, at afguder/husguder, som er afbildet som en figur, er synd, så er det en synd, uanset om vi tror på, at figuren repræsenterer et åndeligt væsen eller ej.
Når nogen reagerer med vrede over dette og har det svært med at smide nissefigurerne ud, er det for mig at se et tegn på, at der netop ligger åndelige kræfter bag. Det er ikke en tilfældighed, at nisserne samler sig i julen, fordi de fortrænger og erstatter det kristne juleevangelium. I det offentlige rum er der efterhånden mere ”nissepynt” end kristen julepynt.

For mig at se er det ikke tilfældigt, at december måned er den mest voldelige måned, hvor politiet rapporterer om en voldsom stigning i husspektakler. Og hvor der efter julefrokosternes eskapader af utroskab kommer en bølge af skilsmisser og splittede familier i det nye år.
Alle kristne i Danmark kender trosbekendelsen, om ikke andet så fra konfirmationstiden. Starten lyder: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen…”
Gør vi kristne det? Gør kirken?
Min påstand er, at en nisse er en dæmon, som aktivt skal forsages. Det gjorde kirken i starten, da Norden blev kristnet.
I det 13.årh. skrev Birgitta Birgersdatter et dekret imod nisser, og hun advarede imod nissetilbedelse. Hun var en berømt helgen i hele Norden på det tidspunkt og grundlagde en orden. Der er skriftlige beklagelser fra præster i 1500-tallet, som skriver, at danskerne i tyk vildfarelse tror på hine huslige spøgelsesnisser.
Det første billede af en nisse er fra 1555 i Olaus Magnus’ historier om de nordiske folk. Dette billede forestiller en nissedæmon, som ser meget ond ud.
I 1693 blev en kvinde ved navn Anne Palles af kirken dømt for hekseri. Hun indrømmede bl.a., at nissen gik i hendes gård i forskellige skikkelser. (Dansk historisk Fællesråd)
En række sagn kan fortælle om nisser, som tyranniserede husets beboere og ikke ville forlade stedet. Disse tidlige sagn beretter ofte om en præst, som bliver tilkaldt for at nedmane/uddrive nisser.

Jeg er præst og møder en del, som er plaget af husdæmoner/nisser. Og jeg har i Jesu navn foretaget en hel del uddrivelser af husdæmoner. Jeg vil her kort fortælle om en episode:
En ven og jeg kom ud til en kvinde i Tylstrup, som var hjemsøgt af en husånd/nisse. Hun var ofte alene med sine to drenge, da hendes mand var udstationeret af hæren. Den ene søn havde DAMP (en alvorlig opmærksomhedsforstyrrelse, red.) og lavede konstant høje lyde. Den anden søn var menneskesky i svær grad og gemte sig på sit værelse, da vi kom.
Denne familie var udsat for forskellig uforklarlig aktivitet i huset, fx at lamperne i huset tændtes og slukkedes eller pludselig begyndte at svinge højt, uden nogen rørte dem. Drengen med DAMP var i stand til at se husnissen, som holdt til i køkkenet.
Vi brugte ca. to timer til at uddrive husnissen og forsegle huset med salveolie. Nogle uger senere fik vi en tilbagemelding fra familien. Nissen var væk. Men det som overraskede var, at de to drenge var begyndt at blive normale og nu fungerede socialt med jævnaldrende.
For mig er det tankevækkende, at julens nissecirkus er koncentreret omkring børnene!

Jeg hæfter mig ved to ting, når jeg ser, at nisseriet bliver mere og mere børneorienteret. Hvis dæmondyrkelsen skal overleve i den moderne vestlige verden, som i stor grad fornægter det overnaturlige, så er børnene den ”Trojanske hest”. På den måde kan nissedæmonerne opnå legal dyrkelse og tilbedelse uden at blive afsløret. For hvis danskerne opdager dæmonernes tilstedeværelse, så er de samtidigt nødt til at forholde sig til Guds eksistens.
Det andet, som slår mig, er, at Djævelen og hans engle altid har forsøgt at besmitte og ødelægge det rene.
Børnene er jo nærmest Guds rige. Og juleevangeliet indeholder jo beretningen om et massemord på børn i Bethlehem. Dengang trængte Djævelen ind i juleevangeliet. Og det forsøger han stadig i dag!
Mit spørgsmål lyder: Hvem skal erobre vore børns hjerter, nisseafguderne eller Jesus?
Johannes skriver i sit første brev, kapitel 5, vers 21: ”Kære børn, vogt jer for afguderne!”.