Ny trend: Cool at holde sig ædru

Det er ikke længere ”in” at drikke sig beruset , siger
trendforskere. Tendensen er ikke kun dansk.Flere og flere unge vælger alkohol og tømmermænd fra.
Alkohol har længe været en del af dansk ungdomskultur. Unge danskere drikker, og det i store mængder. Det viser bl.a. statistikkerne, hvor Danmark har europarekorden, når det drejer sig om drikkekultur.
Men den rekord må vi måske snart give fra os.
Trendeksperter ser en ny tendens: Flere og flere unge holder op med at drikke sig fulde og drikker i stedet alkoholfrie drikke.
Det er med andre ord blevet ’in’ at være ædru.
Det skriver DR på sin hjemmeside.

Ses som svaghedstegn

I reklamebranchen er man tvunget til at være med på noderne. Her lever man af at spotte de nyeste trends.
Og hos dem, der sætter trenden i Danmark, spotter reklamebureauerne et faldende forbrug af alkohol. Blandt andet hældes der mindre af den hårde spiritus indenbords – og mere af den lette, samt vand og frugtdrikke, fortæller Kirsten Poulsen fra reklamebureauet First Move til DR Nyhederne.
Også hos Sundhedsstyrelsen er man klar over tendensen. Tal viser, at danske unge og voksne i dag drikker mindre end tidligere år. Og den tendens har stået på nogle år.
Trenden kan ifølge Kirsten Poulsen sammenlignes med ryge-udviklingen:
– Tobaksrøgen er blevet et svaghedstegn, og det er lidt det samme med alkoholen, forklarer hun DR Nyhederne.

Gider ikke tømmermænd

Alkohol drikkes derfor i dag – i hvert fald blandt trendsætterne – med måde og større fornuft. – Men den kultur med at vi skal drikke os sanseløst berusede hver fredag og lørdag, den er der bare taget afstand fra, siger hun.
At drikke sig fuld er ganske enkelt ikke foreneligt med det aktive liv, der ikke levner plads til at pleje tømmermænd dagene derpå. Der lægges i stedet stigende vægt på en sund og kontrolleret livsstil.
Derfor bliver der nu set mere skævt til dem, der under festen drikker sig fra sans og samling.
19-årige Cecilie Pil Egesborg Askov er en af de unge, der går foran i den nye trend. Efter fire-fem år med utallige alkoholoplevelser, der ofte endte med, at hun blev fuld, droppede hun for et par år siden ’de våde varer’:
– Jeg kan ikke lide følelsen af at være fuld, jeg kan ikke lide tømmermænd, og at det ødelægger min dag bagefter, og jeg kan mærke det i kroppen i mange dage bagefter, fortæller hun til DR.
Og der er masser af andre gode grunde til ikke at drikke sig selv under bordet. Blandt andet giver afholdenheden flere penge til biografture eller til at gå ud og spise.

Ikke kun danske unge

Selvom unge som Cecilie stadig kun udgør syv procent af danskerne, så er tendensen lige nu dog tydelig: Det bliver mere og mere trendy at holde sig ædru.
Og tendensen ses ikke kun herhjemme.
I Sverige oplever producenter og forhandlere af alkoholfrie drikke et sandt boom. En svensk fremtidsforsker mener endda, at en global afholdenheds-bølge blandt unge kan være på tale, skriver DR Nyhederne på sin hjemmeside.