Blind præst fortæller om mod

”Lys i mørket – mit liv som blind” er temaet for et foredrag af sognepræst Eva Melhof i Dalby på Sjælland fredag eftermiddag den 14. januar.
I januar 2003 mistede Eva Melhof synet og har levet de sidste otte år som helt blind.
I foredraget vil hun fortælle om tiden, der ledte op til, at synet endegyldigt forsvandt. Hun fortæller om den kolossale omvæltning, det er at skulle leve hverdagen som blind.
– Eva Melhof kommer også ind på, hvordan hun klarer arbejdet som præst, og hvordan man bevarer håbet og troen trods megen modgang, fortæller arrangør Bendt Hansen.
Ud over at være blind er Eva Melhof benamputeret efter en togulykke i december 2004.
– Eva Melhof fortæller levende, engageret og med megen humor. Det er ikke en grædekoneberetning, men et vidnesbyrd om, at livet kan leves med håb og glæde – også selv om mørke skyer har dækket himlen over et menneskes tilværelse, siger Bendt Hansen.