Eksplosiv vækst i turisme
Med 26% flere turister end i 2009 blev 2010 endelig året, hvor Israel overvandt de turistmæssige konsekvenser af den anden intifada.Turismen i Israel har med 3.45 millioner turister i det forløbne år slået alle rekorder, og turistminister Stas Meseznikov forventer, at målet en million flere turister i år 2013 vil blive nået tidligere end forventet.
Ifølge Meseznikov var rekordtallet for 2010 26 procent højere end i 2009 og 14 procent over det tidligere rekordår i 2008.
– Dette er en vigtig bedrift, siger han. Det viser tillid til den israelske turistindustri. Flere turister fra flere lande. Og flere penge til den israelske økonomi.
Størstedelen af turisterne kom fra USA, Rusland og Frankrig. De største attraktioner er de religiøse steder i Det hellige Land. 77 procent af alle turister besøger jødernes helligste sted, Vestmuren, mens 61 procent tager til Gravkirken begge i Jerusalems Gamle By.
Indtægten ved turismen var 15 milliarder shekler (ca. 3.7 milliarder dollars).
Turismen har nu overgået niveauet, der blev opnået ved årtusindskiftet. Den gik ned efter udbruddet af den anden palæstinensiske intifada (opstand) i 2000, men begyndte så at stige i takt med, at voldshandlingerne ebbede ud.
Turistministeren mener, at 2010 var en milepæl for turismen på Israel, hvor det blev klart, at turismen er en økonomisk magt af første grad, en af de vigtigste for landets økonomi.
Af alle turister i 2010 var 69 procent kristne, 23 procent jøder og resten fra andre religioner eller uden religiøs tilknytning.
38 procent af de udenlandske gæster definerede formålet med deres besøg som en pilgrimsfærd, mens 15 procent sagde, at det var en ferie, og 13 procent at det var sight-seeing.
De mest besøgte steder var Vestmuren , den jødiske bydel i Jerusalem, Gravkirken, Via Dolorosa og Oliebjerget.