Frelsens Hær hjælper de nødstedte i Australien

Med helikopter sendes mad ud til de hundredetusindvis af ofre for oversvømmelserne.Mens vandmasserne vælter ned over Queensland i Australien, arbejder Frelsens Hærs beredskab i døgndrift for at formidle nødhjælp.

Frelsens Hærs nye helikopter bruges til at komme mennesker til undsætning, der er fanget i oversvømmelserne.

Det anslås, at op mod 200.000 mennesker er berørt af oversvømmelsen, der strækker sig ud over et område, større end Frankrig og Tyskland tilsammen. Foreløbigt er en person omkommet som følge af katastrofen.
 

Ikke slut endnu

– Omfanget af nedbør har været fænomenalt, oplyser major Rodney Walters, der er Frelsens Hærs divisionschef i det centrale og nordlige Queensland og er med til at koordinere Frelsens Hærs hjælpeindsats. Han tilføjer, at vandet i floderne fortsat stiger mange steder, hvorfor det værste ikke er overstået endnu.
 

Fødevarehjælp

I flere områder har Frelsens Hær ydet fødevarehjælp til både titusindvis af nødstedte og frivillige hjælpearbejdere. En indsats der især finder sted på evakueringscentre for de mange, der har måttet forlade deres hjem.
– Blandt Frelsens Hærs frivillige er mange også selv ofre for katastrofen, oplyser kaptajn Megan Gallagher, der er hærens kommunikationsansvarlige i det centrale og nordlige Queensland.
 

Hjælp med helikopter

De enorme vandmasser betyder, at mange mennesker i isolerede byer og lokalsamfund får bragt fødevarer og andre forsyninger ud via helikopter. Frelsens Hærs luftbårne tjeneste i Australien deltager i denne indsats, ligesom en nyligt indkøbt helikopter bruges til at komme mennesker, der er fanget i oversvømmelserne, til undsætning.
Eva