Holder ægteskabet i det 21. århundrede?

’Familie’ er en omdiskuteret størrelse i nutidens samfund og må vist også siges at være et
begreb i udvikling i forhold til Bibelens ord om pagtsægteskabet imellem en mand og kvinde.
Familie kan i dag dække over to samboende voksne af samme køn med et eller flere børn, en enlig forælder med et eller flere børn, to samboende voksne af forskelligt køn med et eller flere børn og måske også andre konstellationer.
Af Anette Leegaard Larsen
studerende i pædagogik og psykologi
på Roskilde Universitet og tidligere
medarbejder i Ungdom Med Opgaves
familiearbejde.

Ikke desto mindre er det stadig den sidste konstellation, nemlig samboende mand og kvinde med et eller flere børn (med biologisk forbindelse til en eller begge forældre), der er den suverænt mest almindelige ’familiekonstellation’ i Danmark.

Men selv inden for denne sidstnævnte familiekonstellation er der mange måder at være familie på. For at kunne arbejde med familien og dens mange fremtrædelsesformer i samfundet i dag har mange forskere valgt at skabe en række kategorier eller typer at inddele familierne i. Disse typer er ikke forsøg på at beskrive familierne, som de reelt er, da familier og mennesker i det hele taget er alt for blandede, foranderlige og komplekse til at kunne indfanges i kategorier, men de er forsøg på at indfange nogle af de karakteristika, som tilsyneladende præger flere familier i fx Danmark i dag.

Nogle af de kategorier som er meget anvendt, findes bl.a. hos de tre psykologer og familieforskere Lars Dencik, Per Schultz Jørgensen og Dion Sommer, der i sommeren 2008 udgav bogen Familie og Børn i en Opbrudstid. De tre forfattere arbejder med udviklings- og socialpsykologiske perspektiver på familien og betegnes som tre af Danmarks førende forskere på området.

I bogen taler de om følgende fire familietyper:

Teamfamilien, hvor medlemmerne er indstillet på at beskytte familien som fællesskab og samtidig realisere individuelle interesser.

Den patriarkalske familie, hvor familiemedlemmerne indordner sig under fællesskabets krav, og familien styres autoritært af familiens overhoved.

Svingdørsfamilien, hvor medlemmerne udvikler og realiserer sig selv, uden at dette i særlig grad koordineres med fællesskabet, da kontakten mellem familiemedlemmerne minimal.

Familien som ”socialt akvarium”, hvor familiemedlemmerne befinder sig sammen, men ikke har fælles aktiviteter, og hverken handler aktivt for at imødekomme fællesskabets krav eller for at realisere sig selv.
(Kort opsummeret fra: Dencik, Schultz Jørgensen og Sommer, 2008, s. 195-196)

Af de fire familietyper er det teamfamilien, der betragtes som den mest overlevelsesdygtige i den opbrudstid, der præger samfundet i dag.

Her ville nogen så nok indvende, at Bibelens syn på familie dermed er forældet. Mange (nok endda både i og uden for kristne kredse) vil sige, at Bibelens retningslinjer for familien er som den patriarkalske familie, med henvisning til Paulus’ udtalelser om manden som kvindens hoved og om, at kvinden skal underordne sig manden (Efeserbrevet kap. 5, vers 22-24).
Ser vi nærmere på både dette og andre steder i Bibelen, der taler om familie, er det imidlertid et andet billede, der dukker op.

For det første starter Paulus sin udlægning af den kristne husorden med at sige: I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus (Efeserbrevet kap. 5 vers 21). Det er altså ikke kun kvinden, der skal underordne sig under manden, men ligeledes manden, der skal underordne sig under kvinden.
For det andet har antagelsen længe været, at det er hovedet, der træffer beslutningerne, altså hovedet, der bestemmer. Men i virkeligheden er hovedet jo ikke adskilt fra kroppen, og beslutninger træffes altid i et samspil mellem hovedet og kroppen, eller man kunne sige: beslutninger træffes af hele mennesket. Mit hoved vil fx ikke kunne beslutte, at nu løber jeg et maraton, da mit hoved er forbundet med min krop og fuld af erfaringer om, hvad jeg som helt menneske kan og ikke kan. Beslutninger er altså ikke nogen, der sker i hovedet, men noget, som hele mennesket er involveret i.
Som Paulus også skriver få vers senere: ”Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken” (Efeserbrevet kap. 5 vers 28-29).

I Bibelen omtales ægteskabet også som en pagt. Det fremgår ikke ordret i den danske oversættelse, men ses alligevel flere steder i teksten. Det gælder fx i følgende vers:

”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1. Mosebog kap. 2 vers 24).

Når en mand og kvinde indgår i ægteskabet sammen, binder de sig altså til hinanden på en sådan måde, at de bliver ét kød. I Ny Testamente føjes en ekstra linje til dette vers, når Jesus citerer det:

””Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.” Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” (Matt 19,5-6 og Markus 10,7-9)

Her fremhæves det altså, hvordan mand og kvinde i ægteskabet er ét og ikke to, og at det er Gud selv, der har føjet dem sammen. Det er nogle af de grundlæggende træk ved en pagt: At to mennesker bliver ét, og at det er Gud selv, der indstifter pagten.
Når ordet ”kød” bruges her, har det både den direkte betydning ’muskulatur’, men også den udvidede betydning blod, blod-relationer og selve menneskets liv (Kilde: Strongs Concordence, Hebreisk-engelsk bibelopslagsværk). At indgå i et ægteskab på denne måde er altså både at blive ét rent fysisk og at dele liv ved at varetage hinandens interesser, behov, osv., for at ægteskabet eller familien som helhed – og dermed de enkelte familiemedlemmer – kan trives.

Derved er vi tilbage ved teamfamilien, som er indstillet på at beskytte familien som fællesskab og samtidig realisere individuelle interesser. Få sider senere beskriver de tre familieforskere følgende som en nødvendighed for at få det frivillige samliv i familien til at fungere:
”En indstilling, der er ensbetydende med at påtage sig samlivsansvar, med andre ord at handle sådan, at man tager ansvar ikke alene for sig selv og børnene eller partneren som person, men for selve familielivet som sådan” (Dencik, Schultz Jørgensen og Sommer, 2008, s. 201) .

At indgå i den pagtsfamilie, som Bibelen beskriver, er at være ét og tage ansvar for den helhed, man er sammen. Når Paulus’ formaninger til manden og til kvinden alligevel er forskellige, er det derfor mit bud, at det er ud fra en erfaring om, at det er forskelligt, hvor mand og kvinde ofte har brug for formaning. Men pagtsægteskabet, som det beskrives både i ovennævnte og flere andre steder i Bibelen må siges at være højaktuelt og netop det, der kan holde familien sammen i en tid med opbrud.