Hvad siger Koranen om Israel?

Koranen har faktisk et mere positivt syn på jøderne og Israel, end det der fremgår af nutidens islam.

Vesteuropa har i de seneste årtier mere og mere oplevet islams voksende magt inden for storpolitikken, verdensøkonomien og på det religiøse område.
Af Erik Rasmussen, København,
forkynder og forhenv. kancellist.

Også de mange tusinde flygtninge fra forskellige arabiske lande har været med til at tvinge os til reflekterende overvejelser om islam, denne forhen så eksotiske og fjerne religion, som vi ellers kun kender fra eventyrsamlingen ”Tusind og én nat”.
Ikke mindst islams erklærede fjendtlighed over for Israel og jøderne kan forekomne en vesteuropæer uforståelig.
Er arabere og jøder da ikke broderfolk? Er Abraham ikke stamfader til såvel Ismaels som Isaks efterkommere? Gud velsigner dem begge i 1. Mosebog og lover at gøre begge halvbrødre til et stort 12-stammefolk – et løfte, der er rigeligt opfyldt forlængst – hvorfor så denne blodige rivalisering mellem de to folk?
Forklaringerne stikker dybt i forhistorien, men da Muhamed i 600-tallet e. Kr. trådte ind på historiens scene og samlede sit folk til ét med én Gud, Allah, kom der religiøst system i forholdet til jøderne.
For Muhamed kom også med et helligskrift, Koranen, som han hævdede, var den rette lære, Allahs korrektiv til sandheden, som var blevet forvansket af først jøderne og siden de kristne.
Og hvad siger dette helligskrift så om islams syn på Israel?

Afvist af jøderne
Koranens henvisninger til det jødiske folk stammer oprindeligt fra forbindelsen til Muhamed i det 7. århundrede. Muhamed stod nemlig i begyndelsen af sin virksomhed i en virkelig samhørighed med jøderne. Men da det mislykkedes for ham at overbevise dem om, at han alene var Guds sande profet, der skulle fuldende de åbenbaringer, som jøderne havde fået i Loven og Profeterne (Gl. Testamente), undsagde jøderne ham.
Så skete der det samme, som skete for vor kirkefader Luther, der også ville vinde jøderne for sin ny reformerede kirke, men blev afvist af dem: Velviljen og sympatien for jøderne blev afløst af had og forfølgelse. Muhamed havde i 622 et vældigt opgør med dem og ændrede bederetningen for sine tilhængere – nu skulle de bede i retning mod Mekka – og ikke som før i retning mod Jerusalem.
Det siges, at islam grundlæggende er tolerant over for ”bogens folk”, dvs. jøder og kristne, og det er også rigtigt i flere lande, hvor muslimer til en vis grad anerkender disse to religioner. Men der er unægtelig steder i Koranen, der kaster svære og mørke skygger over forholdet mellem muslimer og jøder/ kristne.

Negativt syn på kristne og jøder
Muslimer omtales konsekvent som den bedste menighed, mens jøder og kristne overvejende er misdædere eller et forbandet folk, som man må bekæmpe (Sura 9:29 og 3:110), fordi de ikke vil tro på Allahs åbenbaringer gennem Muhamed.
Derfor er de bestemte til ydmygelse og elendighed (Sura 2:61 og 3:112), og det forbydes muslimer at være venner med dem.
I den danske oversættelse af Koranen kan man læse om dette: ”Oh, I som tror. Tag ikke jøderne og de kristne til venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk” (Sura 5:52).
Men Koranen er værst ved jøderne. I en række af dens åbenbaringer udsættes jøder for en langt hårdere kritik end de kristne – de beskrives som fjender af Allah, af hans profet og af hans engle (Sura 9:97-98) og anklages for at være en ondskabsfuld og forræderisk hob (Sura 2:100), af hvilken grund Allahs vrede hviler over dem (Sura 58:14).
Endelig kan det nævnes, at den af Muhameds åbenbaringer, hvis konsekvens har skadet jøderne mest, er Sura 5:82, som udsiger, at af hele menneskeheden er jøder og afgudsdyrkere de mest fjendtlige mod islam.

Israels land skænket af Allah
Nutidig arabisk religiøs tankegang anser naturligvis fortsat Koranens lære – også på dette punkt – for at være eviggyldig. Det er derfor i hele Mellemøsten blevet mere og mere almindeligt at bruge dens ord i den skærpede politiske kamp.
Oven på de mange skældsord kommer der ydermere fra de mest yderligtgående muslimers side kravet om ”hellig krig” mod jøderne.
Vel tåles det, at jøder og kristne bor i mindretal i det mellemøstlige område – men det betyder ikke, at jøderne må etablere sig i en selvstændig stat på den jord, Muhamed har betrådt. Det er ifølge islam helt utilstedeligt, ja, en blasfemisk tanke.
Men nærlæser man Koranen om dens syn på staten Israel, opdager man noget meget interessant: Islams helligskrift giver selv med klare ord anvisning på, at en jødisk stat i Palæstina ikke blot er tilladelig, men at den er skænket jøderne af Allah selv!
Det udtrykkes skriftmæssigt på næsten samme måde som i jødernes egne skrifter – hør blot:
”Vi (Allah) sagde til Israels børn: Bo i det (hellige) land, og når de sidste dages forjættelser kommer, vil Vi bringe jer (Israels børn) sammen (fra forskellige lande). Med sandheden har Vi åbenbaret den, og med sandheden er den steget ned” (Sura 17:105-106).
De anførte parenteser tjener iflg. den danske oversætter til at fuldstændiggøre indholdet af den arabiske grundtekst.
Et andet sted i Koranen tales i lignende vendinger om jødernes ret til deres land:
”Vi (Allah) har visselig givet Abrahams slægt Bogen og visdommen, og Vi har givet dem et stort rige” (Sum 4:55).

Ikke med Koranen i hånd
Det er altså ikke med Koranen i hånd, at de mest fundamentalistiske muslimer kan kræve jøderne smidt i havet og Israel slettet af landkortet. Vi har endnu til gode at høre og se en arabisk statsmand, religiøs leder eller en jævn muslim rejse sig og fremholde disse åbenbaringer fra Muhamed, skønt der to gange står, at de er sandhed. Derimod har man søgt at omfortolke Koranens klare ord derhen, at det kun er for en tid, Israel nu efter sin hjemkomst besidder landet.
Men Koranens ord er – hvad denne profeti angår – helt i overensstemmelse med Bibelens årtusindgamle løfter til jøderne om, at de ved tidernes ende igen vil blive samlet i deres gamle land.

Enestående
På trods af alle politiske, historiske, psykologiske og religiøse erfaringer i hele menneskehedens historie er dette sket: Kun ét eneste folk fra oldtiden er efter næsten 2000 års bittert eksil ud over Jorden vendt tilbage til det samme land med det samme sprog og den samme religion: Israel.
Det jødiske folk har aldrig glemt, at det var for deres forfædre, Abraham, Isak Jakob (Israel), at Gud åbenbarede sig og lovede dem Det Hellige Land til evig eje.
Dette gudgivne løfte står omtalt talrige gange i Bibelen, fra 1. Mosebog til profeten Amos ca. 150 gange – og 20 gange har Gud ved sin ed fastslået, at sådan er det. Alligevel vil verden benægte Israels ret til landet.

Ikke bedre
I den forbindelse må vi heller ikke glemme, at Gud ikke har udvalgt Israel, fordi det er bedre end alle andre folk – han har udvalgt det for gennem det at fuldføre sine planer med verden. ”Frelsen udgår fra jøderne”, sagde Jesus selv.
For sit eget hellige navns skyld, og for at profetierne skal opfyldes, har Gud bevaret jøderne gennem så mange århundreder og ad forunderlige, dunkle veje sørget for, at de ikke forsvandt i nationernes folkehav gennem assimilation, som det er sket for utallige andre etniske minoriteter.

Ingen løsning
Konflikten mellem araber og jøde er langvarig, blodig og forbitret. Ingen endegyldig menneskelig/politisk løsning kan opbløde den og stifte fred, hverken Israels eget stærke militær eller nogen politisk forbundsfælle uden for Mellemøsten.
Israel får ifølge de gamle profetier en kortvarig fred under Antikrist, som de antager for den så længe ventede Messias – men det bliver en fred, der ender med krig (Daniel 9:27, 2.Tess. 2:112, Åb. 13 m.fl.).

Kristi fred
Den eneste, der kan skabe fred i Israel, i Mellemøsten og i hele verden, er fredsfyrsten Jesus Kristus. Han vil, når tiden er inde, fuldbyrde dommen over sine fjender og føre Israel ud af dets allersidste trængsel, hvor undergangen synes vis – det er forudsagt i Zakarias 14, Ezekiel 38/39, Jeremias 31:7-14 m.fl.
Denne fred vil være så dybtgående forvandlende for menneskers sind, at de tidligere dødsfjender, jøder og arabere, finder sammen og bruger deres rige evner og ressourcer til at bygge op, hvor de før blev brugt til at ødelægge. Det har vi løfte om mange steder i Bibelen, fx Esajas 19:24-25, hvor det hedder:
”På den dag skal Israel som den tredje, sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på Jorden. Hærskarers Herre skal velsigne dem og sige.- Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel!”
Så kan Israel endelig falde til ro og bo trygt inden for sine grænser, som hverken FN eller andre har afstukket – de blev vist for profeten Ezekiel for 2600 år siden:
”I skal ved lodtrækning udskifte landet mellem jer og de fremmede, som bor iblandt jer og dér avle sønner og døtre. De fremmede skal være for jer som indfødte israeliter og kaste lod med jer og have arvelod blandt alle Israels stammer.” (Ez. 47:22-23. I versene 15-20 er Israels endelige grænser angivet).
Så klart og så skønt har Gud formuleret det og skrevet det, og det kan vi trygt stole på. Gennem det åndeligt genfødte Israel får Guds løfte til Abraham sin fulde globale opfyldelse i jødernes Jesus Messias: ”I dig skal alle Jordens folk velsignes!”